Vi besluttede at tage fra Rio længere sydpå. Først havde vi lidt problemer med at finde et hostel på de tre steder vi ønskede at komme til, så vi havde egentligt forlænget vores tid på hostellet i Rio. Men pludselig fandt vi noget der var ledet og så slog vi til :-)

Vi bestilte et Hostel på øen Ilha Grande. Øen af den største af de flere hundrede palmeklædte øer i Ilha Grande-bugten ca 160 km sydvest for Rio.

Så fredag tog vi med bussen til Rios største busstation og fik købt billetterne til Paraty efter hjælp fra en masse søde mennesker :)

Så vi var to glade piger, da vi endelig sad i en ret så lækker bus med snuden mod Paraty og med tanke på de næste mange dage vi skulle tilbringe på lækre paradis strande og blive brune!!

Vi ankom glade til Paraty ca. Kl 17 efter 5 timers bustur gennem et fantastik flot landskab langs kysten. Situationen ændrede sig dog hurtigt. Vi havde læst i Cecilias 'Turen går til Brasilien' at vi kunne tage en båd fra Paraty ud til øen Ilha Grande, men da vi stod af bussen mødte vi den her mærkelig mand, som vist var noget turisthjælp, og han fortalte os at det ikke var muligt at tage en båd fra Paraty og at båden til Ilha Grande gik fra en by, Angres dos Reis og at der tilmed ikke gik flere både fra i dag.

Efter en bumlende bustur efter den retning vi egentlig kom fra troppede vi med krydsede fingre op ved havnen og håbede på det bedste. Først fik vi af vide at det var forsent, men så pludselig fik vi af vide at der gik en båd kl 20. (Vi havde kørt to timer tilbage mod Rio for at komme tilbage til Angres dos Reis).

Efter 3 timers venten indså vi, at båden nok ikke ville komme og vi var nødt til at lave en plan b. Vi drømte om en luksuriøs overnatning på et 5 stjernet hotel med udsigt over havnen. Men vores stramme backpacker-budget tvang os ud i en overnatning på en kold bænk på "havnekontoret" i selskab med nogle søde kakerlakker - der var godt nok udsigt til havnen (vist også som det eneste plus) Så kl 09 næste dag, tog vi båden mod Ilha Grande noget kvæstede og med ømme rygge. Næste skridt på vejen, var at finde vores hostel, hvilket viste sig at blive endnu en kamp. Svedende, stønnende, irriterede og med 15 kilo på ryggen, rendte vi rundt inde i noget skov/junglekrat og ledte efter et tilsyneladende ikke-eksisterende hostel med hjælp fra de lokale (som tydeligvis ingen stedsans har!!!!) En time senere kunne vi endelig indlogere os på Mapa da Ilha Grande Hostel, hvor første opgave var at få et bad inden vi ville på stranden. Lige efter at vi havde placeret vores blege kroppe på stranden fløj en mørk sky over os og det begyndte at regne. Den mørke sky var kommet for at blive. Vi havde læst og hørt at øen skulle være det rene paradis. Bilfri ø uden veje, og som der står i Turen går til Brasilien, "Det meste af øen er dækket af Atlanterhavsjungle med et rigt dyreliv og mange vandreruter, der bogstaveligt talt i paradis: en øde strand, sand, hav og intet andet." Og ja, der var virkelig intet andet. Da vi endelig var kommet hjem til hostellet, plaskvåde og med vand til knæene, var strømmen selvfølgelig også gået. Situationen var nu, vi sad på en øde ø, med regn i lårfede stråler, torden, ingen elektricitet, totalt afskåret fra omverdenen. Vi troede ikke vi ville få brug for det så tidligt på turen, men vi hoppede i vores skiundertøj, regnslag og udstyret med pandelamper begav vi os ned efter øl!!!!! Vi havde dog en hyggelig aften med hjemmelavede caipihinjas, sjove historier, søde mennesker og live musik. Vi lagde os til at sove efter en laaang dag, i en dunst af marihuana.

Af mangel på ting, legede vi med de to killinger, Baby og Bibbi, som boede på hostellet, spiste masser af is, tog på vandretur til ruiner, vandfald og strande. Tog på restaurant - for at spare penge har vi fået en ny dille med at smugle ketchup (til vores pasta) fra spisesteder. En dille som sluttede brat, da Mette åbenlyst på vej ud fra et spisested havde glemt hun havde gemt ketchup i hendes håndklæde, hvilket resulterede i, at et overdrevent antal ketchupposer røg på gulvet lige foran tjeneren. Ydmygt og rød i hovedet samlede Mette det dyrebare ketchup op og flygtede fra stedet.

Vores venskab med Baby og Bibbi endte dog ud i at Cecilia den sidste nat sov i Baby's tis.