Profile
Blog
Photos
Videos
De sidste to ugers tid har medført flere forskellige slags oplevelser.
Tirsdag den 11/2 mødte vi vores gruppe på High View Hotel. Et pensioneret dansk ægtepar fra Middelfart, Claus og Lisbeth, et pensioneret skotsk ægtepar, Steven og Rosanna, og en 84-årig mand fra Hillerød, Børge. Dejligt at opleve, at man også kan tage på sådan en rejse i den alder.
Vores safari tur startede med en dag i Tarangire Nationalpark, som har sit navn efter floden, som krydser parken. Vores guide, Fabian, fik os sikkert gennem parken trods de meget hullede grusveje! På vores jeep kunne man hejse taget op, hvilket gav et godt udsyn og rigtig meget støv.. overalt! I Tarangire så vi utallige store flokke af elefanter, helt fra babyelefanter til enorme fuldvoksne, i et utrolig landskab. Grundet floden en meget frodig nationalpark som både elefanter og giraffer nødt godt af. Vi var også så heldige at se en gepard ligge og slappe af i skyggen.
Dagen efter kørte vi via Ngorongoro Conservation Area til Serengeti Nationalpark. Det var en lang køretur, som det meste af tiden foregik på grusveje, hvilket gjorde det tog laaaaang tid. Vi gjorde hold ved et udkigspunkt udover krateret - utrolig smukt. På turen videre mod Serengeti og vores overnatningssted, Ikoma Wildcamp, så vi vores første løve! Vi besøgte også en Masai landsby. Det virkede meget opstillet og turistet. Vi så hvordan de havde lavet en indhegning af buske til deres landsby, var inde i et af deres små hytter og fik fortalt om hvordan de levede som masaier med flere koner, daglig vandring med deres flokke af kvæg og får, samt for at hente vand.
Ud over løven, nogle giraffer og antiloper så vi ikke meget nyt den dag, og var meget trætte og støvede da vi ankom til campen. Derfor glædede vi os til at vi næste dag havde en helt dag i Serengeti. Vi troede vi skulle ud i bushen og sove i telt, men i stedet fik vi en lille bungalow.. Øv, vi ville hellere have boet i telt.
Dagen startede med en tur til Hippo Pool. Et område af floden, som nu grundet tørken var en sø, var fyldt med flodheste. Og jeg mener fyldt! De lå halvt eller helt under vandet, og man forstår ikke hvordan de kunne holde det ud. Der stank af - undskyld - lort, og flodhestene var ikke blege for at tilføje lidt ekstra i pølen, heller ikke selvom det var lige i hovedet på en kammerat. På trods af lugten var det helt utroligt at se de kæmpe dyr i sit naturlige miljø.
I Serengeti så vi også rigtig mange løveflokke. Vi så endda en flok som tidligere på dagen havde nedlagt en zebra, og nu var godt i gang med festmåltidet, helt upåvirket af de 20 biler som holdt og så på.
Vi var også så heldige at se en doven leopard ligge i et træ og vifte med halen. Den var ret langt væk, men når man kiggede godt og længe nok, kunne man se den!
Næste dag var endnu en "køre-dag" mod vores camp for de sidste dage Ngorongoro Wildcamp. Når man sådan køre gennem Serengeti's endeløse sletter ser man masser af dyr undervejs. Bavianer, sorthovedet aber, impalaer, Thomson og Grant's gazeller, Topi antiloper, strudse, zebraer, bøfler, hyæner, gnuer, giraffer, vortesvin, forskellige fugle og meget mere. Selvom en del af tiden blev brugt i jeepen, kan vi ikke klage over mængden af dyr vi så. Der var hele tiden noget at kigge på, ud over den fantastiske og forskellige natur.
Da vi kom til campen, blev vi igen "snydt" for et telt. Nu tænker i måske "hvorfor vil de så gerne bo i et telt?!". Men de her telte, er ikke som vi kender telte. Det var som at træde ind i en luksussuite! Stort fortelt med to stole, en kæmpe dobbeltseng med hyggeligt myggenet omkring, skrivebord med spejl, stort muret badeværelse, og bedst af alt; det hele var bygget op på pæle, så man havde fantastisk udsigt. Så efter lidt overtalelse, blev vi rykket til et telt, og så endda teltet med den bedste udsigt!
Da vi vågnede på vores anden sidste dag var det tåget, støvregnede og hundekoldt. Vi klædte os ekstra godt på, og var nu klar til en dag i Ngorongoro krateret. Vi kørte en times tid til nedgangen til krateret, og de næste 45 minutter stod på stejl nedgang mod bunden. 600 højdemeter længere nede nåede vi kraterets bund og WOW! Der var områder som var meget tætte og frodige, områder med åbne sletter og områder fyldt med gnuer! Vi havde ventet længe på at se de store flokke af gnuer og her var de endelig. Når man kiggede ud over græsset var det fyldt med mørke pletter - gnuer der stod, lå eller græssede så langt øjet rakte. Vi "jagtede" naturligvis "The Big Five" jægernes betegnelse for de 5 sværeste dyr at få ram på, og på kraterets bund fandt vi den sidste af de fem: Næsehornet.
For mig var dagen i Ngorongoro krateret en af de bedste dage. Selvom vi synes vi havde set mange dyr i løbet af de andre dage, var krateret helt utroligt smukt og fyldt med dyr overalt.
Sidste dag stod igen på en lang køretur og et kort besøg i Manyara Nationalpark. Efter alle de fantastiske oplevelser vi havde haft de andre dage, var der ikke meget at se i Manyara. Efter frokost med flot udsigt kørte vi mod lufthavnen og ZANZIBAR.
Den næste uges tid blev brugt på TOTAL afslapning, solbadning, boglæsning, snorkling, masser af god mad og beachvolleykamp, som vi selvfølgelig vandt stort.
Det hotel vi ankom til, levede ikke op til aftalen, synes mor, så vi flyttede til et 5-stjernet luksus hotel, Karafuu Beach Resort, ikke ret langt fra. Ikke nok med det blev vi efter 2 nætter der opgraderet til en stor bungalow med havudsigt. Vi klagede bestemt ikke, men nød bare ikke at skulle lave det mindste selv. Vi kunne dårligt nok få lov til at bære vores egen bagage eller tallerkner om aftenen for den sags skyld. Vi blev enige om at det var det fineste sted vi begge nogensinde havde boet, og blev også enige om, at det måske var lidt for fint til os på nogle punkter Jeg havde lidt svært ved at lade dem bære min rygsæk, for nu har jeg ligesom selv transporteret den fra Danmark til Asien og så til Afrika, så kan jeg altså også godt transportere den til mit værelse.. Det fik jeg nu ikke lov til, men jeg fik dog lov til at bære min egen tallerken efter at have sagt "please" 3 gange.
Tiden på Zanzibar blev også brugt på en dagstur til Stonetown og kvote 2 ansøgning til jordemoderstudiet. Mor rejste mod Danmark mandag den 23., så siden da har jeg for første gang på min rejse været rigtig alene. Jeg blev sat af på Ndame Beach Lodge, et rigtig hyggeligt lille hotel, og mit værelse har endnu engang havudsigt. Bortset fra at værelset ligger i vindretning af restauranten, og der derfor lugter af pølser på bål dag og nat på mit værelse, er det et rigtig dejligt sted :-)
Dagene har stået på kvote 2, kvote 2 og så lidt sol og gåture langs den fantastiske strand. Nu er min ansøgning så godt som færdig, og min taske er så godt som pakket og jeg er mere end klar til at rejse til New Zealand.
Hov? Har jeg ikke skrevet det.. Jeg forlænger lige min rejse med 8 uger. Sammen med Silas skal vi køre New Zealand tynd og jeg kan ikke vente med at se den utrolige natur som alle fortæller mig om.
- comments
ej.kj Flere gode oplevelser. og hov.. 8 uger mere, håber du vil nyde det.