Den sidste uges tid har stået på kæmpe udfordringer for os begge, men i den forbindelse også en kæmpe oplevelse og en personlig sejr!

I fredags drog vi mod Lombok og Rinjani. Vi var spændte, og vidste ikke helt hvad vi gik indtil - udover at der var et højt bjerg, man kunne bestige!

Vi mødte en gruppe unge, som havde været på samme tur som vi planlagde at tage - 3 dage og 2 nætter. De lignede dog nogen som havde været på overlevelsestur i 1 måned! De var røde og solbrændte i ansigtet, beskidte fra top til tå og total udmattede! Åh åh, hvad mon der ventede os på det bjerg!

Lørdag havde vi en afslapningsdag i Senaru, så vi kunne lade lidt op til turen. Om aftenen mødte vi vores gruppe - Ninni, 20, og Paulina, 19, fra Norge og Vincent, 27, og Liselotte, 25, fra Holland - og fik lidt info om turen.

Søndag morgen kl. 7 startede vi med morgenmad på hotellet - 2 banana pancakes.... Herefter kom vores mandlige guide, Jou, 24, fra Indonesien og vi kørte alle sammen ca. 1½ time mod Sembalun ca. 1100 meter over havets overflade, hvor vi skulle starte vores trek.

Ved 9-tiden gik det så løs! Vi havde begge vores helt nye, ubrugte vandrestøvler på, og det fortrød jeg hurtigt! Allerede da vi spiste frokost ved 12-13 tiden måtte jeg have de første vabelplastre på... Efter frokost var der "kun" 3-4 timers gang til vores camp. Det var nogle meget hårde timer, da terrænet blev meget stejlt! Med en halv time igen måtte jeg overgive mig og smide støvlerne, og gå de sidste stykke i mine strømper.. Vi nåede til campen, trætte men glade for at have overstået første dag. Det var meget smukt, vi kunne se op til toppen af Rinjani og ned til vulkan krateret og søen.

På sådan en tur som vi var på, betaler man for at 3 mænd "porters" går med. De bærer alt udstyr så som telte, soveposer, liggeunderlag, vand, mad og køkkenudstyr mm. De fleste af dem går hele turen 2 gange om ugen i klipklapper! De slog vores telte op og lavede mad 3 gange om dagen til os. Man kan ikke andet end at få lidt dårlig samvittighed over at andre skal knokle sådan for en, men sådan foregår det nu engang.

Efter vi havde fået aftensmad skyndte vi os i seng, for vi skulle op kl. 2 om natten for at gå helt op på toppen af Rinjani - 3.726 meter over havets overflade.

Jeg vil prøve at forklare jer hvordan turen op og ned var:

Vi startede kl. 2.45 i mørke og kulde, og gik der opad. Vi havde taget alt vores varme tøj med/på, og et ekstra par sokker til hænderne. Efter 1½ times tid, ca. halvejs oppe, måtte vi lade de andre gå fra os og tage det i vores eget tempo. Det var så koldt, og ingen af os havde vindtæt tøj på, så hver gang vi holdt pause rystede vi fra top til tå! Der var ikke andet at gøre, end at fortsætte ellers var vi bange for at kulden ville tage overhånd! Vi kiggede flere gange på hinanden, og var tæt på at gå ned igen, men fortsatte alligevel - hvad vi endnu ikke forstår!

Til sidst var vi så tæt på toppen, at vi kunne se den, og de sidste 30-45 minutter kæmpede vi os op ad et stejl, sandet stykke ved at gå 5-10 skridt og så kaste os ned. Når vi tænker tilbage på de sidste 30 minutter inden toppen, virker det helt urealistisk at vi faktisk gjorde det! Vi kunne begge mærke hvordan luften var tyndere, vi frøs, var udmattede, men alligevel kunne vi sammen fortsætte helt til toppen og de 3726 meter! Jeg ved ikke hvad i tænker, men vi synes selv at vi er MEGA SEJE!

Da vi kom op, kom vi op til et smukt, smukt syn. Vi skyndte os at tage nogle billeder og så gik turen ellers ned igen - en 2½ times gang.

Da vi kom ned, fik vi serveret morgenmad og varm te. Herefter havde vi endnu 5-6 timers trekking tilbage inden vi nåede til dagens camp. Jeg måtte nøjes med at gå 20 minutter i mine støvler, og så var det i strømper resten af vejen, da begge mine hæle var flydt med store vabler!

Efter ca. 2 timers trek stejlt ned ad nåede vi til søen og Hot Springs. Vi hoppede i de varme kilder, men det var alt for varmt og vablerne gjorde ondt, så vi var hurtigt oppe igen og tog en lur inden frokost i stedet! Efter frokost skulle vi gå ca. 3 timer op ad et nyt bjerg til campen. Det var en lang og hård tur, men Jose og jeg gik alene og på den måde gik det faktisk ret nemt. Jeg gik det meste af vejen i strømper, men ca.1 time inden campen fandt vi et par efter efterladte klipklapper, som jeg "lånte".

Det var en kold sidste nat, og nedturen på sidste dagen kunne mærkes i hele kroppen, men efter ca. 4 timer og en gang frokost, var vi nede igen! YES!

Det er svært at forklare, og jeg tror ikke i forstår hvilken følelse vi har i kroppen efter at have bestiget det bjerg! Vi er begge enige om, at vi aldrig har været så presset og udfordret før, hverken fysisk eller psykisk! Og så er vi så hjernedødt stolte af os selv!

Da vi kom ned fra bjerget, blev vi efter lidt tid hentet og kørte til Kuta - det er meget nervepirrende at køre i minibus/taxi hernede. Vejene er ikke super gode, folk har meget travlt og vi har endnu ikke forstået deres færdselsregler - hvis de altså har sådan nogle!

Kuta ligger på Lomboks sydkyst. Her er gode surf muligheder og kysten skulle også være rigtig smuk med mange flotte, hvide sandstrande. Vi skal helt sikkert ud og se os lidt omkring, når vores ben tillader det! Lige pt. går vi stadig som nogen der har lavet i bukserne... Derfor har de sidste 2 dage stået på tøjvask, vabel-plejning og total afslapning. Vi har forkælet os selv lidt med et lidt dyrere hotel end vi plejer med en pool, wifi og lækker morgenmadsbuffet! Det trængte vi til.

Igår lå vi ved poolen hele dagen, og om aftenen hyggede vi på værelset med yoghurt, frisk mango og film på computeren - rigtig hygge-aften!