Profile
Blog
Photos
Videos
Vi fik pakket bilen, hvilket var en tidskrævende proces. Vi fik tingene sat nogenlunde i system og kørte så afsted. Kørslen i den nye bil er noget anderledes end med Veronica, da Strelka er 50% større. På vej mod Great Ocean Road fik vi tanket benzin og købt nogle meget saftige og billige mango.
Ved Anglesea kørte vi forbi golfbanen ved Noble Street, da der her er chance for at spotte kænguruer - dog var der ikke nogen i syne og selve golfbanen er kun for spillere.
Vi havde efterfølgende et kort stop ved Memorial Arch, som er et monument til minde for soldaterne der efter 1. verdenskrig byggede Great Ocean Road.
Vi tog en omvej for at komme til Erskine Falls. På vejen dertil så vi brune papegøjer med gule farver, samt en kookaburra (latterfugl). Turen til vandfaldet var en rar gåtur med masser af trappetrin.
Vi havde flere stop ved de mange lookouts, blandt andet ved Teddy's lookout, som giver et godt billede af Great Ocean Road.
Vi kom til Otway National Park, hvor vi ved Kennett River kørte bagved en caravanpark. Her fik vi set vores første koalaer i eucalyptustræerne:D De er så utroligt nuttede. Koalaerne var svære at få øje på i starten, men er noget lettere at spotte når man ved hvad man skal kigge efter. Vi kunne observere en af koalerne kravle rundt oppe i et af træerne og spise af eucalyptusbladene. Derudover var området fyldt med massevis af papegøjer. Klokken blev hurtigt mange og vi kørte derfor til Apollo Bay for at lave os noget aftensmad. Herfra kørte vi hen til et campsite inde i Nationalparken. Det var en køretur på dårlig grusvej og da vi nåede frem, fandt vi ud af at man skulle booke på forhånd. Vi var derfor nødt til at køre tilbage ad den dårlige grusvej for at få mobilforbindelse, booke en plads, for så igen at køre til campsitet. Tæt ved bilen så vi en koala med en unge. Det var dog blevet mørkt, så det var kort tid vi havde mulighed for at observere dem.
Næste morgen stod vi tidligt op for at køre mod Cape Otway i håb om at spotte kænguruer. Vi så heldigvis tre kænguruer bokse med hinanden på en mark, samt en enkelt muskuløs kænguru. Derudover så vi flere wallabies. På vejen dertil opdagede vi en koala med sin unge sove oppe i et af eucaluptustræerne. KP lavede lidt lyde, som gjorde at de blev nysgerrige og kiggede på os:D De var vildt søde og Maiken kunne sagtens have stået der hele dagen. Efter et godt stykke tid, kørte vi dog videre og så snart massevis af hvide papegøjer, som var langs med vejen. De fløj dog væk, når man kørte for tæt på. Med det rige dyreliv nåede vi til Cape Otway, hvor vi gik en lille tur ud til et lookout til Australiens ældste fyrtårn. Efter noget morgenmad kørte vi igen til Great Ocean Road, hvor vi også her nød godt af dyrelivet.
Vi havde et stop med en gåtur langs den høje skrænt ud til havet ved Great Oceon Road med smuk udsigt ud til klippeformationer i vandet, imens vi samtidig kiggede grundigt ved buskadset på udkig efter Echidnas.
Næste stop var ved De tolv apostle, som var endnu smukkere og mere overvældende klippeformationer i vandet. Det var ufatteligt smukt. Klippeformationerne er blevet færre og noget mindre gennem årene, da havets kraftige bølger fjerner omkring 2 cm. af klipperne hvert år.
Vi havde derudover nogle dejlige gåture ved klippeformationerne ved Loch Ard Gorge og Thunder Cave, stadig på udkig efter echidnas. Vi havde desuden flere stop på vejen ved de flotte klippebroer både ud til og i havet - The Arch, London Brigde og The Grotto. Vi nød også den smukke udsigt over Bay of Martyrs.
Sidste stop på Great Ocean Road blev Tower Hill, hvor vi så vores første emu på vejen dertil. Vi gik en gåtur op til toppen af Tower Hill - en lille udslugt vulkan. Her så vi endelig vores echidna! Vi listede os tættere på den, men den blev skræmt af vores lyde og rullede sig til en kugle med nålene strittende ud. Vi stoppede derfor hurtigt op. Står man helt stille, kan man observere den snuse og spise med sin lange snude helt tæt på. Maiken var så heldig at den gik hen imod hende, så den kun var halvanden meter derfra. Så længe man var stille, opførte den sig helt naturligt som om man ikke var der. Det var så fedt at observere! Især efter at vi havde ledt efter den hele dagen. Echidnaen er derudover én af verdens to æglæggende pattedyr:P
Da vi skulle til at gå videre, kom der en emu henimod os. Emuen drejede dog af inden den kom helt tæt på. Vi fortsatte gåturen og nåede op til toppen og nød udsigten.
På vejen tilbage observerede vi echidnaen lidt mere, før vi bevægede os ned mod bilen. Ved bilen så vi en Cubbong vildkat. Herefter satte vi os ind i bilen og kørte afsted. Vi var knap nok begyndt at køre, før vi igen måtte stoppe op. Dette stop skyldtes en emu med tre unger. Vi var så heldige at de gik lige imod os forbi vinduet ved førersædet og rundt foran bilen. Det var fedt!
Den spændende dag sluttede med en lang køretur mod en rasteplads, hvor man må overnatte gratis :P Vi havde et stop ved Penshurst for at tanke benzin. VI havde besvær med at finde tankstationen og holdte derfor ind til siden. En bil overhalede os, vendte dog om og kørte hen til os. Føreren spurgte om vi var faret vild og havde brug for hjælp. Manden var meget behjælpelig og insisterede på at følge os til tankstationen. Han sikrede sig at vi vidste hvordan vi tankede op ved betalingsautomaten ved den lukkede tankstation, før han sagde pænt farvel og kørte tilbage i den oprindelige retning. Man kan kun blive glad af at blive mødt med sådan en venlighed. Vi overnattede med en fantastisk udsigt over bjergene i The Grampians National Park. Det var en god afslutning på de helt utrolige oplevelser vi har haft ved Great Ocean Road!
- comments