Profile
Blog
Photos
Videos
Det har været to spændende og lidt anderledes dage vi nu har haft i bjergbyen Dalat. Byen er helt vildt fransk præget og kaldes faktisk også "le petit Paris". Rundt omkring dukker bagerier og fransk inspirerede bygninger op. Klimaet er noget mildere end i resten af Vietnam. Det siges at man her har forår om morgenen, sommer til middag, efterår om eftermiddagen og vinter om natten. Det minder meget om Danmark og Europa.
Udover den obligatoriske byvandring tog vi en dag hvor vi så nogle ting i oplandet til Dalat. Turen bød på gartnerier med masser af blomster, en kaffefarm med bl.a. den specielle og dyre weasel-coffee, som har været en tur igennem tarmsystemet på en weasel. Vi så også en svampe farm og et fårekyllinge opdræt, hvor vi smagte de små sataner friturestegt. På samme tur så vi også en fascinerende silkefabrik, et smukt vandfald og et imponerende kinesisk, buddistisk tempel. Det har været et spændende ophold i Dalat hvor vi bl.a. har smagt den bedste pho (traditionel vietnamesisk suppe) på hele vores rejse.
- comments