landsbyerne er smaa og taette. som om folk er bange for at miste hinanden af syne. der er langt imellem landsbyerne, landskabet er saa stort og aabent, endelose marker og bjergene der rejser sig, bakkede bloede bjerge. jeg savner havet. jeg har gaaet i klipklappere en uges tid, fordi mine vandrstoevler er flaekkede midt over, men snart kommer der nye fra danmark (haaber jeg!!) the villages are small and crammed, like people are afraid to loose sight of eachother...

nye sko var bestilt til at komme i Ohrid men efter to uger og de stadigvaek ikke var kommet, besluttede jeg mig for at gaa videre. der var en sweizisk vandringsmand der skulle samme vej og vi fulgtes ad et par dage.

tager mine sko paa en sidste vandring op i sneen. det er vaeldig fint. I take my shoes for a last walk in the snow. it is beautiful here.

naar man saadan er suspenderet og ikke kan goere andet end at vente paa sine nye sko der skal komme med posten maa man jo gaa en lille tur i bjergene. tre dage i hoejderne, det var meget meget smukt og jeg var helt alene. when you are completely suspended like this, waiting for the new shoes to come with the post all you can do is to take a walk in the mountains. three days in the heights it was very beautiful and solitude.

en skrivepause foer frokosten serveres og i baggrunden ses vores lille baad. ind imellem maa man lige loefte foedderne for at de ikke skal blive vaade af efterdynningerne fra turistbaadene der sejler forbi. a writing moment before lunch and in the background you can see our little boat. once in a while one have to lift the feet for them not to get wet from the waves of the touristboats sailing by.