Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle jer savnede mennesker derhjemme!
Nu er det jo ved at være et godt stykke tid siden jeg sidst har opdateret, men der er simpelthen sket så meget siden vi kom afsted fra Canberra.. Og så er der jo lige det lille problem, at man ikke har internet når man bor i en bil så der bliver lige lidt længere imellem opdateringerne fra nu af!
Vi har det stadig rigtig godt, og nyder vores store eventyr - det er simpelthen så lækkert at der sker så meget hele tiden.. og så er det bare super flot alt det man ser!
… og vi klarer os bare super på egen hånd
Men vi har jo oplevet en hel masse siden juleaften, inden vi tog fra Canberra tog vi en tur til Tidbinbilla med hele familien.. Det skulle jo lige opleves nu hvor vores sidste forsøg gik lidt i vasken og denne gang lykkedes det os så at komme derop! Vi brugte hele eftermiddagen deroppe, hvor vi gik en lille tur ved søerne! Rigtig flot sted, og så så vi da lige vores første slange (en Red Belly Black) - eller der var sådan set to! Vi var ret heldige med dyrene i Tidbinbilla den dag, heldigvis for det - for da vi kørte derind sagde moster at vi nok ikke skulle regne med at se så mange, da det var så varmt som det nu var.. Men vi så da både en Emu, 2 slanger, skildpadder, koalaer, en Rock Wallaby og nogle kænguruer, og så en masse forskellige fugle som jeg ikke kan huske navnene på og næsten et næbdyr
Vi spiste aftensmad deroppe, legede lidt på legepladsen og så kørte vi ellers hjem igen
Rigtig hyggelig dag!
De sidste dage i Canberra brugte vi på at slappe af, og hygge med dem derhjemme inden vi skulle videre! Og selvfølgelig på at få pakket og lagt en rute
Mandag d. 30. Dec. Skulle vi så afsted mod Sydney, hvor vores eventyr på egen hånd startede Vi startede dagen med at stå MEGET tidligt op, da vi skulle ud med luftballon i Canberra inden vi skulle afsted! - Det blev desværre aflyst pga. blæsten, så den tur har vi til gode til april hvor vi kommer til Canberra igen
Vi fik sovet lidt mere da vi kom tilbage, og så stod vi ellers op og fik gjort klar til at komme ned til bussen. Resten af dagen blev så brugt på at komme ud til dem vi skulle bo hos over nytår!
Og så blev det jo nytår.. Så godt nyt år til jer alle sammen Håber jeres var ligeså fed som min, men det regner jeg ikke med
Vi stod igen meget tidligt op og tog toget ind til Sydney, for at sidde i kø til at komme ind i Botanisk Have hvor vi skulle se fyrværkeriet om aftenen! Kl. halv 7 stod vi så i køen og kunne ellers bare vente på at klokken blev 10 så de åbnede indgangen til haven! Da vi kom ind mødtes vi med to af drengene fra min efterskole, som var sammen med 6 andre af deres venner hjemmefra - så det var super hyggeligt at holde nytår med lidt flere end bare os selv
Vi brugte hele dagen på at hygge med dem, spille lidt kort og ellers bare nyde solen! Kl 21 kom så den første omgang fyrværkeri, virkelig flot og vi var alle imponerede! Men endnu bedre blev det så kl 24, hvor det store fyrværkeri over Sydney Habour Bridge og Operahuset blev fyret af! Det var simpelthen det flotteste og vildeste jeg nogensinde har oplevet! Og det var nok den bedste nytårsaften man kunne tænke sig
Efter fyrværkeriet tog vi hjem og gik direkte i seng - da vi dagen efter havde endnu en dag foran os med flere oplevelser og endnu en dag med flytning
Onsdag d. 1. skulle vi nemlig en tur i Taronga Zoo, så vi rigtig kunne komme ud og se nogle af de australske dyr! For at komme derhen skulle man sejle, så vi fik og lige en tur ud i havnen i Sydney. Eftersom vi som jeg skrev før, skulle flytte ind på et Hostel for resten af tiden i Sydney, kom vi lidt senere afsted til Taronga Zoo end regnet, så vi fik kun eftermiddagen derinde - men nåede da stadig at se en del derovre, og denne gang så vi rent faktisk et næbdyr
Det flotte ved Taronga Zoo er at man går i etager og kan kigge over til Sydney Habour Bridge og Operahuset, så det er en ret god udsigt dyrene har derovre Hehe
Torsdag. 2. Jan. skulle vi så op og gå på broen, en oplevelse jeg har ventet på i rigtig mange år efterhånden.. Det var simpelthen den fedeste oplevelse, og en helt vildt flot udsigt man havde deroppe fra Man fulgtes med en gruppe på omkring 14 stykker og så havde vi vores guide med, som fortalte alt information om broen og lidt om Sydney. Turen tager omkring 3½ timer og er på 1.332 trappetrin, så det var noget af en gåtur vi kom på der, men til gengæld også det hele værd
Da vi kom ned tog vi en guidet tur ind i operahuset, da man jo skal se det når man er i Sydney.
Resten af tiden slappede vi egentlig bare af gik lidt rundt og kiggede på de forskellige ting inde i byen. Og på vores sidste dag tog vi færgen hen til Watsons Bay, hvor vi gik over og så The Gab, og tilbage til stranden og hyggede lidt der inden vi sejlede tilbage igen.
Lørdag d. 4. meget tidligt om morgenen skulle vi så med flyveren til Melbourne. Vi ankom til vores Hostel i St. Kilda, som ligger lidt uden for byen ved middagstid. Vi kom til at bo på et 8 mandsværelse for piger, rigtig hyggeligt Tiden i Melbourne fløj nærmest bare afsted, men vi nåede da alligevel at se en hel del! Dagene i Melbourne var en lille smule kolde, men det afholdte os heller ikke fra at komme ud og opleve noget.. Man er vel en rigtig dansker
Vi var ret trætte om lørdagen da vi ankom, så der brugte vi bare dagen på at hygge lidt i St. Kilda, kigge lidt i byen og gik ind i et gratis Tivoli (Luna Park).. Og på trods af kulden tog vi om aftenen en tur hen til molen for at se Pingviner. Det var virkelig noget af en oplevelse, og de var jo bare ufattelig søde de små basser - så man glemte helt at det var koldt
Om søndagen skulle vi så på en endags tur ud til The Great Ocean Road. På turen kom vi vidt omkring - vi stoppede ved en lille strand hvor vi lige havde lidt tid, fik noget middagsmad og hvis man ville kunne få en lille dukkert (Det gjorde vi dog ikke, da det var ret koldt og begyndte at regne). Buschaufføren stoppede derefter ved en regnskov (for vi havde ikke fået nok vand jo ), så vi kunne komme ind og gå en lille tur på omkring 20 minutter - derefter kørte vi ud til Cape Otway Lightstation, hvor vi kom op i fyrtårnet for at se den flotte udsigt deroppe fra.. på det tidspunkt havde vi jo så lige fået et regnskyl, så det var helt vildt koldt og blæste helt enormt resten af dagen! Men det var en meget hyggelig tur alligevel
På turen tilbage fra fyrtårnet, stoppede han på en vej hvor vi kunne komme ud og gå lidt op og ned for at se om vi kunne se nogle Koalaer.. og eftersom der er for mange i dette område lige pt, så så vi selvfølgelig en hel masse! Det var ret vildt så tæt man kom på nogle af dem, og de var bare så søde, som de sad der i træet og kiggede ned på en
Vi kørte så videre op for at hente noget Fish and Chips til aftensmad, og så kørte vi ellers ud til de tolv apostle hvor vi skulle spise og se solnedgangen!
Mandag tog vi ind til Melbourne, og brugte faktisk hele dagen derinde. Da vi kom derind tog vi en tur op i Eureka Skydeck, den største skyskraber i Melbourne, hvor man kunne komme op og se udsigten ud over byen.. Derefter tog vi en tur med City Circle Tram, som er en gammel sporvogn der er blevet lavet til en sightseeing sporvogn - så man kører rundt i byen, og så hører man om de forskellige steder ved hver station Det tog noget tid at komme igennem denne tur, så da vi kom tilbage tog vi en hurtig tur op i China Town for at kigge, der var ikke det vilde deroppe så det tog ikke sindssygt langtid før vi var tilbage igen og skulle have resten af aftenen til at gå.. Vi endte derfor med at gå ind i ALLE souvenirer butikker vi kom forbi, og da det blev for kedeligt (fordi de havde det samme alle steder) satte vi os ind og fik varmen inde på Starbucks inden vi skulle ind og fodre Possums. Da det blev mørkt gik vi hen til Treasury Garden for at fodre de små venner, som var virkelig glade for at se os.. De sad næsten på skødet af os for at få vores brød, det var lidt sjovt
Tirsdag gik turen så videre fra Melbourne til Wilsons Prom., vi skulle hente vores bil.. Der var dog lidt problemer, så vi kom en smule senere fra Melbourne end hvad vi lige havde regnet med! Da vi skulle til at betale, ville vores kort ikke gå igennem - så vi måtte til at finde en anden måde at betale på, heldigvis har jeg verdens bedste mor som har gemt min kode til mit MasterCard (når jeg nu ikke selv kan huske den) og vi fik betalt og fik bilen Så TAK for hjælpen mutti
Da vi kom til Wilsons Prom., fik vi pakket bilen så vi er klar til at bo i den de næste 3 måneder.. Derefter gik vi så en lille tur rundt og kiggede omkring campingpladsen, og gik ellers bare tidligt i seng
Dagen efter gik vi så en tur fra campingpladsen og om til Squeaky Beach (en strand hvor sandet knirker), hvor vi fik klatret lidt i stenene og ellers bare sad og slappede lidt af på stranden Og nårh ja, jeg var jo så rask denne gang - sidst jeg var der for 10 år siden, var det ikke lige den fedeste oplevelse med sygdommen oveni
På gåturen derom så vi også lige en slange (eller ikke bare så den, Pernille var lige ved at træde på den), så det er altså løgn når de siger man aldrig ser dem hernede.. vi har nu været her i 2 en halv måned, og har allerede set 3!!
Da vi kom tilbage fra gåturen, var vi åbenbart så trætte at vi endte med at få en lille middagslur, og så brugte vi resten af dagen på at få noget aftensmad, gå i bad og sidde på toilettet - og nej vi havde ikke dårlig mave, det var bare det eneste sted man kunne lade telefoner og computere op
Så der sad vi ellers og hyggede med lidt kortspil og andre festlige ting! Da vi havde fået opladet det hele valgte vi at gå en lille tur rundt på campingpladsen for at se om vi var heldige at se en Vombat, og ligesom vi havde opgivet og var på vej ind i bilen for at sove lyste vi tilfældigvis over på pladsen lige over for os, og der stod den så og spiste lidt græs - så heldigvis endte vi også med at se sådan en "lille" gut
I går kørte vi så videre til Lakes Entrence, som viste sig at være en lille fiskerby. Vi kom ud på en campingplads 3km derfra (langt ude på landet, med køer som nabo) så det var ikke lige så interessant at bruge aftenen der - og vi valgte derfor at tage ind til byen i stedet og gik lidt rundt inden vi skulle have aftensmad! Denne tur endte så med andeløb, karneval og mini golf - hyggelig lille kombination ..og jeg vandt selvfølgelig mini golf
I dag er vi kørt videre igen til Mallacoota, hvor vi skal være til i morgen! Vi har ikke rigtig lavet det vilde her endnu, udover at vi fandt ud af at der var internet så vi tænkte vi lige ville skrive lidt herinde Nu vil vi så lige ud og bade lidt inden aftensmaden, vi har endelig fået lidt godt vejr igen så det skal da udnyttes.. Vejret har ikke været helt på vores side siden vi tog fra Canberra, så vi håber det vender nu
I morgen skal vi videre til Pebbly Beach og Jeavis Bay, så vi snart kan komme op og mødes med moster, mormor og morfar og ungerne - vi glæder os rigtig meget til at se dem igen, og have en dag med dem inden de skal hjem og vi skal videre op af kysten
Jeg vil prøve at skrive så snart vi får noget net igen, der går nok et lille stykke tid.. men i må have det godt så længe! Og billederne er jeg jo desværre lige en lille smule bagud med, men de må lige komme en dag når vi kan have net for en hel dag Hyg jer derhjemme så længe, så vil jeg ud og opleve mere af dette fantastiske land! <3
- comments