Nå.. Igang igen. Det er godt nok lang tid siden, at jeg har opdateret bloggen, da jeg ikke har haft internet på min computer den sidste måned, og det er altså nemmere end over mobilen.

For ca en måned siden, skulle jeg på et ranch kursus, og lære hvordan man befærder sig som cowgirl. Haha hvor åndssvagt det end lyder ;-) Og i sidste ende garanterede det os så jobs på "rigtige" farme. Kurset foregik over 5 dage i Goomeri, en lille by ca 5-6 timer nord for Brisbane. Vi var i alt 11 unge, 4 stk var tyskere, 4 stk svenskere, 1 englænder, 1 spanier og så mig. Heeeeeldigvis! Kom jeg i en gruppe unden tyskere. Tak gud og lov for det da! Det er ellers ikke tit man får lov til at slippe for det her i Aussie.. (tror næsten der er flere tyskere end australiere)

Nå men det viste sig, at blive en rigtig fed uge, nok noget af det fedeste jeg hidtil har kastet mig ud i i Australien, selvom prisen godt nok var krydret godt til! De første to dage brugte vi meget tid på at køre på of-road motorcykler, og det var helt klart et af højdepunkterne for mig! Så fedt, at køre i det meget bakkede, stenede og træfyldte landskab!
Udover det fik vi kørt traktor, reddet på heste, bygget hegn og arbejdet med kvæget, der helt klart også var noget af det mere sjove.
Vores gruppe bestod af en spansk pige, Marta, to svenske fyre, Casper og Alfred, en engelsk fyr, Lawrence og så mig. Vi klikkede utrolig godt og det havde helt klart også stor betydning for udfaldet af kurset. Til sidst men ikke mindst så fik vi for det meste rigtig lækkert mad, og det kan ellers være liiiiidt svært, at få fingre i her, så det var skønt!

Nå men Marta og jeg ente så med, at få jobs på to farme, der lå ca. 30 min fra hinanden. Vi statede på hver vores farm, og herefter var det så egentlig meningenen, at vi skulle bytte, men så langt kom det aldrig.

Den første uge for mig var helt klart den værste tid, jeg har haft her i Australien. Det var slet ikke som jeg havde forventet. Jeg ankom til farmen, og troede at der arbejde andre end mig, men nej, det var kun farmeren, hans søn og konen, og ikke nok med det så rejste konen til USA dagen efter jeg kom. SKØNT! Nå men det var der ikke noget at gøre ved, så op med hovedet og videre. Arbejdet var egentlig udemærket, lidt kedeligt til tider, men det kommer man nok ikke uden om. Men farmeren, det var ham der var problemet! Han var for at sige det ærligt talt en rigtig bondeknoldskraftidiot! Han stod for stort set alt hvad jeg er imod, og var generelt meget upassende, i sin måde at være på, men det er der ikke grund til, at komme nærmere ind på. Jeg besluttede mig i hvert fald for at jeg skulle væk derfra hurtigst muligt, og det kom jeg så efter 2 lede uger. Marta valgte at tage afsted sammen med mig, så vi tog sammen en bus tilbage til Brisbane.

Jeg må indrømme at det ikke just var den fedeste oplevelse, nærmere lidt skræmmende faktisk, men da jeg i sin tid besluttede mig for at rejse i et halvt år, var jeg godt indforstået med, at det ikke kun kunne være en dans på roser hele vejen igennem. De dårlige oplevelser må man også tage med. Det er trods alt næsten altid dem, man lærer mest af, bliver stærkere som person af, og når man så har fået kæmpet sig vej igennem det og fundet løsning på problemet, så er det noget af en sejrsfølelse at sidde med.
Derfor, hvis i spørger mig om jeg fortryder, at jeg i første gang tog arbejdet, så ville jeg helt sikkert have råbt et kæmpe rungende "JAAAA!" da det stod på, men når jeg så sidder her på mit hostel i Brisbane, og er kommet helskindet igennem det, velvidende, at det var noget jeg selv måtte løse, så nej. Jeg fortryder det ikke. God eller dårlig, så er det stadig endnu en oplevelse i bagagen, og så kan det godt være at klicéen "What doesn't kill you makes you stronger" er lidt plat, men om ikke andet så er der sgu noget om det!

Og så skal det helt bestemt også nævnes, at jeg er utrolig taknemmelig for min familie og mine venner, der var klar til at tage telefonen når som helst på døgnet og støttede mig op 120% selvom der ikke var så meget, de kunne gøre fra den anden side af kloden. Jeg er godt klar over at det heller ikke har været særlig rart, at sidde helt magtesløs uden rigtig at vide hvad der skete eller ikke skete, men støtten for mig, var nok i sig selv.

Næste stop hedder Whitsundays, hvor Anna - en dansk pige jeg godt kender lidt i forvejen hjemme fra Danmak, og jeg selv skal på en 3'dages bådtur i smukke omgivelser, i form af en masse små kridhvide øer og lækkert azurtblåt hav. Det skal nok blive skønt!! Så er det bare at håbe på at vejret holder, for det er jo nu engang regntid. :-)

En massse kærlighed fra en igen meeeeget glad Line <3