Hej igen. Så har vi endelig fået set et af verdens syv vidundere, Machu Picchu. Det var rigtig smuk. Udover Machu Picchu har vi siden sidst været på sejltur på Sydamerikas største sø Titicaca, hvor vi boede hos en lokal familie. Det var utrolig spændende.

Søndag morgen stod vi tidligt op og med toget til Aguas Calientes. Natten inden var Laura og Frank blevet dårlige, så det var ikke meget, vi havde fået sovet. Kl. 4.10 blev vi hentet ved hotellet, hvor Laura og Frank blev placeret med hver deres pose forrest i bussen. De havde fået en madforgiftning af det mad, de have fået den dag, hvor de var ude at rafte. Efter et par timer i bus, var det meningen, at man skulle videre med tog, men da hele togstækningen er ved at blive genopbygget efter de kraftige regnskyld tidligere på året, måtte vi i stedet over i en anden bus og køre en times tid mere, inden vi kunne stige på toget. Togturen var rigtig flot (dog fik Laura og Frank først set den på tilbageturen, da Laura sov hele turen og Frank rendte frem og tilbage til og fra toilettet). I Aguas Calientes mødte vi vores guide og fik fortalt ham, at Laura og Frank ikke var helt på toppen. Han tog os med hen til det lokale apotek, hvor vi købte nogle elektrolytter (salte), der skulle få dem til at få det bedre. Man skulle drikke et shot hver femte minut. Da de nåede det tredje glas, fandt Frank posen frem, og efter det nægtede de at drikke mere af det. Det havde ellers været rimelig underholdende for Lene og Laurine at se dem sidde og skåle med hver sin pose i hånden. Frank og Laura var begge rigtig trætte af at være syge netop den dag, og overvejede heller ikke at blive hjemme. Da vi kom op til Machu Picchu var vi på en to timers guided tur. Det var for en gangs skyld rigtig spændende og et super flot sted. Efter det gik vi lidt rundt selv og tog nogle billeder. Vi var nede igen ved 4-tiden og checkede ind på vores hotel. Vi sov en times tid, da vi var trætte/dårlige, og da vi vågnede havde påskeharen været der. Vi ledte efter påskeæg på hotellets gang og fandt hver vores påskeæg fyldt med dansk knox-slik, det var skønt. Om aftenen gik Lene, Frank og Laurine ud for at spise, mens Laura ingen appetit havde og blev tilbage på hotellet. Efter kort tid måtte Frank også gå tilbage igen, han kunne endnu ikke klare tanken om mad. Laurine og Lene gik en tur rundt i byen efter at have spist og gik derefter tilbage til hotellet til de to patienter. Vi gik alle tidligt i seng og fik i modsætning til forrige nat, en del søvn.

Næste morgen tog vi med toget tilbage til Cuzco, hvor vi havde endnu en eftermiddag. Vi gik en tur rundt i byen og hen til hotellet for at hente vores bagage. Om aftenen tog vi en nat-bus til Puno, som ligger ved Titicaca søen.

Kl. 8 tirsdag morgen tog vi med en båd fra havnen i Puno. Vi skulle på en to dages tur på Titicaca søen, hvor vi skulle besøge to øer og to sivøer. Første sejlede vi hen til en sivø, hvor vi fik lov at gå rundt at kigge hvordan de boede. Vi mødte præsidenten på øen, som var 20 år, var gift og havde to børn. Han viste os sin hytte og fortalte om hvordan de levede på øen. Efter det sejlede vi med en siv-båd hen til en anden sivø, hvor vores "rigtige båd" ventede, og vi sejlede mod Amantani, som var den ø, vi skulle overnatte på. Da vi kom i land, stod vores familie og tog imod os. Vi fik vist vores værelser, og konen lavede frokost til os i deres meget primitive køkken. Maden bestod af egne afgrøder, som var kartofler, løg og grøntsager. Værelserne var okay, men det var meget primitivt. Der var godt nok et toilet, men for at skylde ud, skulle man selv hælde vand i fra en spand, der stod udenfor. Der var ingen elektricitet, så vi brugte stearinslys i stedet. Om aftenen var der arrangeret en fest for alle, der var med på båden og deres værtsfamilier. Det var en traditionel fest, så vi skulle alle have deres tøj på. Det var rigtig sjovt, og kjolerne blev rigtig strammet ind, lidt lige som et corset. Vi var rigtig pyntet, og familien var virkelig venlige og rare. Vi var ude at danse med alle de andre og manden bød os også op til dans. Der var også nogle af de lokale, der optrådte for os med de forskellige traditionelle danse. Man følte, at man var en del af samfundet, så det var en rigtig god oplevelse.

Næste morgen gik turen tilbage mod fastlandet, hvor vi på vejen sejlede ind til en anden ø, Taquile. Vi gik en tur på øen og spiste frokost der. Da vi kom tilbage til Puno, tog vi hen og hentede vores bagage og tog alle fire til busstationen. Laurine og Laura havde planlagt at blive en nat i Puno, men da der gik en bus til Arequipa om eftermiddagen, besluttede vi os for at tage afsted, selvom det ikke var med et af de bedste busselskaber. Vi tog med samme bus som Lauras forældre og tog afsked med dem i Juliaca, hvorfra de skulle flyve hjem dagen efter. Det var underligt, at vi nu skulle til at rejse alene igen. Vi har haft nogle rigtig gode uger sammen med dem. Bussen viste sig at være mere lokal end vi lige havde regnet med, og i Juliaca blev den fyldt op med lokale. Vi var en smule utrygge, men det gik fint, og vi ankom til Arequipa sent om aftenen og tog en taxi hen til et hostel. Det er et udemærket hostel, men vi tror lige, at vi skal vende os til backpackerlivet efter nogle uger med overnatninger på hotel. Vi vågnede kun en time efter, at vi var faldet i søvn, da en hund udenfor stod og gøede. Den ville ikke stoppe. Nogle af de andre på hostelet festede også, så der er lidt mere larm end på hotellerne. Men det skal vi bae vænne os til igen.

I dag har vi været en tur rundt i byen, og har fået et tiltrængt (dog koldt) bad efter nogle primitive dage. Vi har bestilt en to-dages trekkingtur til Colca Canyon, som vi skal afsted på kl. 3 i nat. Lige nu er vi ved at lave risengrød, og vi glæder os rigtig meget til. at den er færdig (Tak til Lauras forældre for at have taget grødris med). Vi har nu kun 6 dage tilbage i Peru og stadig en masse, som vi gerne vil nå at se. Vi er rigtig glade for at være her. Landet er virkelig dejligt. Det er endnu et plus, at det ikke er så dyrt som Australien og New Zealand.