Naturen på Borneo.

Vi er rejst til den anden side af Borneo, for at opleve noget af den fantastiske natur øen kan byde på, og for at opleve det utrolige dyrliv. Vi ankom til byen hen på eftermiddagen ved en 17 tiden, og steg bare ud af bussen og viste en taxa mand hvilket hotel vi skulle hen på. Igen heldigt at vi havde fået hjælp til det, Eftersom busterminalen lå lidt uden for byen, og det jo faktisk er lidt svært at vide hvor man skal hen ellers.

Ved første øjekast var byen bare slidt og gammel. Det var faktisk et lige så stort skift, som mellem de to store byer i Vietnam. Hanoi i nord og Ho chi minh i syd. En by der var storslået ny og flot, til en by hvor husene var faldefærdige, gamle og møg beskidte. Heller ikke restauranterne var særlige hygiejniske, og vi valgte derfor det sikre valg, KFC! Puha jeg brækker mig snart af junk, men alt andet vi kunne finde, var simplethen tilberedt så dårligt, at vi ikke turde spise det. Vi spiste forholdsvis tidligt, og gik derefter hjem i seng. Vi føler os på ingen måde særlig trygge efter mørkets frembrud, eftersom at alle råber og skriger af en, og hele tiden skal røre ved en. Især mændende er vældig nærgående, og derfor turde vi ikke tage nogen chancer om aftenen, og valgte at hygge lidt på hotelværrelset. Sandakan er heller ikke rigtig en by man går ud i om aftenen, og slet ikke pga. de mange muslimer, som jo ikke på nogen måder benytter sig af byture og druk orgier. Så det må altså vente lidt.

D. 25/3 om morgenen gik turen til en lille by uden for Sandakan som hedder Sepilok. Vi tog den lokale bus, og sparede vældog mange penge, og det var jo skønt :) det kan vi godt lide :) Vi var lidt i god til ankommet til den lille minibus station, og satte os på en bænk og ventede. Inden vi havde set os om, var vi omringet af en hel familie som ville have et billede af os med deres datter. Eftersom det var en pige vi skulle have taget billeder med sagde vi okey. Men da vi først havde sagt ja, så væltede det frem fra alle kroge med folk der skulle ha taget billeder. Ikke kun piger, også gamle mænd og security manden uden for supermarkedet. Pludselig blev det for meget, og vi måtte pænt sige stop, og vende ryggen til. Der opstod lidt sure miner, men heldigvis havde vores buschauffør set optåget, og tilbød os at vente resten af tiden inde i bussen, og det takkede vi selvfølgelig pænt ja til :)

Vi ankom til centeret for Orangutanger kl 9.30. Lige i tide til at se den første fodring kl. 10.00. Det var helt vildt fedt. De et så facinerende da kæmpe store aber. Vi kom helt tæt på, og det var en kæmpe oplevelse. Det er så ærgeligt, at det er svært at fange det samme på billeder som øjet ser, men så er det godt at billederne er knivskarpe i vores hoveder, det er jo det vigtigste. Det var en virkelig god oplevelse, og bagefter så vi en kort film om orangutangernes liv.
De bliver faktisk kaldt "man of the forrest" fordi de er så menneskelignende. Vi bestemte os hurtigt for at vente på næste fodring kl 15. Vi måtte lige se den en gang til.
Til at fordrive tiden, besluttede vi at gå cirka 3 km til noget der hedder Rainforrest discovery center. Noget ala Randers Regnskov. Forskellen er bare, at det her er den virkelige regnskov du går rundt ude i. De havde bygget en kæmpe store observationsbro oppe melem trækronerne, hvor man kunne står og kigge ud og skoven, og se livet i alle niveauer. Det var en dejlig tur rundt i den frodige skov og tilstødende park, og vi fik også lige en tur på en hængebro over en stor sø. Uhh hvor det bare gynger og er nervepirrende :)
Der var også en lille botanisk have tilknyttet, hvor man kunne se kaffeplanter, vanilie planter orkideer og meget meget andet. Jeg havde især glædet mig til at se alle de smukke blomster, men bedst som vi var nået til blomsterafdelingen, dryp dryp STYRTREGN. Vi nåede li at løbe i tørvejr under hvert sit palmeblad, og så stod det bare ned. Vi stod mindre en to meter fra hinanden, og alligevel var det næsten umuligt at råbe til Tenna at vi skulle løbe op til det lille træhus for at stå i læ. Vi ventede og ventede men regnen ville ingen ende tage. Til sidst var der ikke andet at gøre, end at tage benene på nakken, og løbe i læ oppe ved informationen hvor vi havde vores regnslag i tasken.
Men typrisk nok, da regnslagende kom på, holdt det op med at regne :) Tilbage på Orangutang centret for at se den sidste fodring, og så hjem til hotellet.

D. 26 om morgenen blev vi hentet på hotellet, og kørt til havnen. Det var tid til at komme på Turtle Island. Det regnede igen igen, og turen i speed båd som tog cirka en time, blev ret våd. Men frem det kom vi, og vi blev chekket ind på vores værelser, og havde ellers dagen til vores rådighed. Dette ville sikkert have været alle tiders hvis solen havde skinnet. Men det her var et helvede. Det var begrænset hvor på, den i forvejen meget lille ø, hvor man måtte gå. Der var ikke meget at se, og det var ikke særlig sjovt at bade ret længe. Det stoppede ret brat for mit vedkommende, da en mand pludselig begyndte at knipse løs med hans kamera af mig i Bikini. Så stoppede den badetur ligesom ret naturligt :)
Efter sindsyg meget ventetid, som virkelig var ved at tage livet af mig. Jeg havde ikke taget nogen bog med, intet havde jeg med, så det endte med at jeg læste rejsehåndbogen for medicin og sygdomme for rejsende fra ende til anden. Så keder man sig satme. Men nu ved jeg også en helt masse om rejsesygdomme :)
Om aftenen var der aftensmad, og derefter blev der vist en kort film over skildpaddernes liv. Sådan at man havde lidt grundviden omkring det man senere skulle opleve på nært hold.
Efter aftensmaden, var det bare tid til at vente og vente. Det hold som havde været på øen dagen før os, havde ventet indtil midnat, så vi havde en lang aften i sigte. Vi havde taget lidt kortspil med, men stemningen er bare ikke helt i top efter en hel dags regn, og stirren ind i en væg :)
Kl. 20.45 blev der pludselig givet lyd om at ny var den første skildpadde landet på øen, og den var i gang med at ligge æg. Alle fløj op, og helt mirakuløst, var det sku holdt på med at regne. Alle stormede afsted mod stranden, og da vi nåede frem blev alle helt stille, det syn der mødte en var ubeskriveligt.

En kæmpe stor havskildpadde lå i sandet, ved dens bagende havde den gravet et stort huld, og mens den nærmest lå i en form for trance, lagde den æggene. Et efter et dumpede de ud af den. Så fantastisk at se, og den blev bare ved og ved. 140 æg lagde den i det hele. Da den var færdig fik den lov at være lidt i fred for de nysgerrige turister, som nu var på vej i hælene på guiderne, som havde alle ægene i en spand.
Fordi bestanden af havskildpadder er så lav, går de rigtig meget op i at passe på dem de har. Pår Borneo har de 3 resavater for skildpadder, og på de omkringliggende filipinske øer, har de 9. Alle bliver overvåget af kystbevogtningen, for at sikre at skildpadderne får den bedste mulige ro til at leve og yngle. Bortset fra de tursiter som os, som får lov at følge det helt tæt på. Æggene blev således lagt ned i et nøje udgravet og udmålt huld, og det blev omhyggeligt dækket til. Nu er det vare at vente på at æggene bliver til små babyer.
Efter ægene var kommet godt i jorden, var det tid til at sætte et helt nyt kuld i vandet. Vi gik alle mod den anden side af øen, og stranden der lå der. 93 små baby skildpadder skulle sendes til søs. Ud i den store verden. Det var ikke tilladt at tage de små babyer op, men efter de var sluppet fra på stranden, myldrende de rundt mellem ens ben, og så kunne jeg ikke lige dy mig for at sidde mig ned og samle en op. Nååh den var så nuttet, sikke et sødt lille væsen. Endnu engang et fantastisk øjeblik, helt tæt på naturen og dens naturlige gang. Desværre overlever kun cirka 1 % af alle babyer, så hvis vi er heldige, så overlever måske en af de 93 vi satte ud. Jeg håber at det var den jeg sendte mine kys og tanker til.
Efter sidste del af aftenens program var det tilbage til hytterne og på hovedet i seng.

Næste morgen kl 6.30 var der morgenmad, og meget overraskende regnede det igen. Det blev kun værre og værre og da vi skulle til at sejle tilbage i speedbåden, stod himmel og hav nærmest i et. Det var så sindsygt, og jeg var så skide bange da vi sad i den lille bitte båd som bare gyngede rundt. Der måtte jeg lige tage en dyb indånding for ikke at blive helt grædefærdig af skræk. Puha!! Og da man så tilmed pludselig fik fornemmelsen af at styrmanden havde mistet orienteringen, så blev det hele meget værre. Så er verden pludselig stor, og der er langt hjem under mor og fars vinger.
Men vi kom sikkert i land, og blev straks kørt til busterminalen og inden længe var vi på vej tilbage til Kota Kinabalu. Hvor vi har en overnatning, og så skal vi videre til Thailand.

Tak for denne gang Borneo. Tak for nogle gode natur og dyre oplevelser. Det var fedt, men godt vi kun havde 6 dage her. Jeg glæder mig til Thailand.