Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag rejste vi fra Chiang Mai. Vores Pick up fra hotellet var en halv time forsinket og var en ladvogn fyldt til randen med backpackere med deres rygsække, så det var klemt. Vi havde bestilt MEGET billige busbilletter, så her blev vi nervøse for komforten på busturen. Men vi blev dog positivt overraskede. Ud over at bussen lugtede af backpacker og sure tæer, var det luksus med en god film der blev sat på inden lyset blev slukket. Kristian sov sov en sten mens Line havde lidt problemer. Vi ankom til Bangkok kl. 05:30 hvor alt var lukket ud over mcD, så her fik vi vores "morgenmad" og tilbragte to timer inden vi satte kurs mod lufthavnen. Her ramte vi morgentrafikken så det tog over en time at køre 20 km. Da vi kom til lufthavnen kunne vi ikke tjekke ind, fordi der var for lang tid til vi skulle flyve, så vi måtte pænt sidde og vente i yderligere fire timer inden vi så kunne tjekke ind og gå over på den anden side for at vente to timer mere. Her blev læst en masse. Vi ankom til Phnom Penh efter en time i luften. Da vi kom frem til vores hotel fik vi et meget dårlig indtryk, da de slet ikke havde styr på vores booking og bedre blev det bestemt ikke da vi så vores værelse. Her var og er nemlig møgbeskidt. Selv gangene på hotellet ligner nogen der ikke er blevet rengjort i flere måneder. Så efter 24 timers rejse og en dårlig hotel oplevelse skulle vi bare have noget mad hurtigt og så i seng!
Dagen efter tog vi hul på sightseeingen. Vi startede ud ved S21 som var et torturfængsel under Pol Pot som hærgede landet som diktator 1975-1979, hvor 3,5 millioner mennesker mistede livet. Det var forfærdeligt at se. Vi så hvordan deres forhold var og hørte om, hvordan de blev tortureret inden de blev halshugget. Man blev helt ked af det når man gik rundt i fængslet. Ud af de 20.000 der havde siddet i dette fængsel, overlevede kun 7, hvor af 2 stadig lever i dag. Den ene hilste vi på og vi købte hans selvbiografi.
Efter fængslet var vores oprindelige plan at vi skulle ud og se Killing Fields, som ligger uden for Phnom Penh. Det er stedet hvor mange af fangerne blev henrettet og begravet i massegrave. Men efter de indtryk vi havde fået i fængslet, havde vi fået nok for den dag og tog derfor hjem for at slappe af og sunde os. Sidst på eftermiddagen tog vi ned til Riverfront som er området der ligger ud til floden. Her ligger utallige spisesteder og barer. Her er rigtig hyggeligt. Vi gik en tur og spiste vores aftensmad.
I dag stod vi "tidligt" op og tog afsted mod Royal Palace. De har nemlig lukket mellem 11 og 14 og vi ville gerne nå det inden. Da vi kom frem købte vi indgang til både Royal Palace og Silver Pagode samt en guide til at følge os. Det var ingen informationstavler overhovedet, så det var godt vi købte en guide. Begge ting var rigtig smukke og indeholdte mange historiske ting. Vi var særligt imponeret af Silver pagoden, da hele gulvet er lavet af sølv klinker(deraf navnet). Der var brugt 7 tons sølv. Inde i den stod flere forskellige Buddhafigurer. Bl.a. En i rent guld på 90 kg. Her fik vi igen bekræftet hvor forfærdelig Pol Pot var. Til sidst var vi nemlig inde i de gamle kongelige stalde for elefanter. De kongelige elefanter i Cambodia før Pol Pot styret var kendt fordi de var Albinoelefanter som er meget sjældne. Pol Pot dræbte dem og der findes i dag ingen hvide elefanter i verden. Det var en god oplevelse og spændende at se. Efterfølgende tog vi ud til et shoppingmall men blev slemt skuffet. Her var kun lokale butikker og mærker som ikke lige var os, og det havde vi fået nok af på markedet. Vi havde hørt der skulle ligge en Adidas Outlet tæt på, så der tog vi hen men heller ikke der var der bid. Line kunne genkende kollektionen de fik til EM i 2008, så det var 5 år gammelt. Her fandt vi altså ikke noget vi kunne bruge, men stadig sjovt at kigge.
Nu er vores tid i Phnom Penh ved at være gået. I morgen tidlig skal vi med bus til Siem Reap, hvor det kendte Angkor Wat ligger. Phnom Penh synes vi er en meget atypisk hovedstad/storby. Her er ingen højhuse og ingen struktur. Bilerne kører når de vil og hvis man vil over vejen gælder det om at finde et tidspunkt, hvor der ikke kommer en bil i 3 sek og så løbe. Man holder ikke for fodgængere. Vi glæder os til at se forholdene nord på. Cambodia har indtil videre vist sig at være dejlig billig og befolkningen er meget søde til at hjælpe. Dog er det mere fattigt, så man kan som turist ikke gå i fred i 2 sek, før man bliver spurgt om man skal bruge en tuk-tuk eller vil købe noget. Netop tuk-tuk har vi kørt i et par gange her, da det er rigtig billigt(tuk tuk er en scooter med afhænger hvor man kan sidde).
Vejret er stadig dejligt!
- comments