Der er nu næsten gået 5 måneder siden vi forlod Danmark, og vi er nu nået til Darwin."On The Road" giver ikke mange muligheder for at skrive på sin blog eller komme i kontakt med om verdenen, derfor har vi desværre ikke fået skrevet i bloggen, dog burde vi, da vi har oplevet rigtig meget på kort tid.

Vi tager nu helt tilbage til Exmouth, hvor vi tilbragte vores sidste tid på en driveway inde i byen hos Anthony og Lloyd, en aussi og en irlænder, hvilket ikke kunne være en bedre combi. Det var egentlig meget tilfældigt, vi kom til at bo hos dem, da vi aldrig rigtig havde snakket med hverken Anthony eller Lloyd før. Det skete på en onsdag aften, hvor vi nævnte, at vi havde brug for en parkeringsplads inde i byen. Irlændere er åbenbart meget gæstfri, og Lloyd sagde, at vi bare skulle komme forbi "hans" hus. Jamen, "problem solve", men han var nok lidt fuld, så vi tog ikke det alt for højtideligt. Næste dag skrev han dog til os, og spurgte om vi ville kigge forbi, det var alligevel lovende. Vi endte altså med at bo hos Lloyd og Anthony (18årige Aussi, som ejer huset), hvilket var en af vores bedste tider i Exmouth. Lloyd viste sig at være lidt af en husmor, surfer, fotograf, fest i sig selv samt en kommende alkoholiker, og Anthony var en meget ung, sød og sjov gut. Hver aften havde vi øl på bordet, og Lloyd elskede at lavede mad, så han lavede aftensmad næsten hver dag. Vi blev lidt af en familie, og så var der lige Dan og Ray Ray, Pot Shots kokke, som altid var et smut forbi efter arbejde, for at nyde en fyraftensbajer(læs et par stykker).

Vi havde vores advanture days og 4wd med "familien", og det var det vi tilbragte vores sidste tid i Exmouth med, da Lloyd havde købt en gammel 4wd for 500dollars, og den skulle selvfølgelig ud og testet. Utroligt nok overlevede den 4wd over Cape Range National Park, dog med nød og næppe. Da den valgte at gå ud på toppen, og måtte køre ned i frigear uden strøm.

Så var der også lige alle de festaftner med blandt andet popcorn fight, en krog i hælen(skete før festen gik i gang, rom er god bedøvelse), jelly shots, sovende på fortovet, beach parties og meget mere, men det forbliver i Exmouth. What happens in Ewmouth, stays in Exmouth.

Folk i Exmouth troede ikke rigtig på, at vi faktisk kunne forlade stedet, og det var nok lidt af et chok, da vi endelig tog af sted! Med en trist og grå stemning hængende i bilen, kørte vi dog fra Falls Street og ud af Exmouth. Det gik først op for os at vi virkelig skulle af sted, og tvivlen om vi nu burde tage videre Nord på blev større og større.

Nå, ja nu må vi jo også se at komme videre og se resten af Australien, så længe vi havde en god attitude skulle det nok gå.

Mandag aften d. 3. maj 2010 ankom vi til Karijini National Park, som var lidt af en øde camperingsplads. Intet bad og et hul i jorden var hvordan toiletforholdene så ud, samt en meget forfaldet barbecue, vi havde derfor mest af alt lyst til at dreje hælene om og vende tilbage "hjem", hvor vi kom fra.

Men noget af det vi har lært af vores Exmouth venner er at tage det hele med et smil og give alt en chance. Derfor fandt vi vores kogegrej frem og lavede os en portion aftensmad, bestående af kartofler og det der skulle vise sig at være den sidste steak i lang tid. Vi mødte her en brasiliansk fyr, George, men da vi var meget trætte efter den lange køretur blev det ikke til det helt vilde kendskab.

Dagen efter Tirsdag d. 4. Maj skulle vi så ud på vores første heik. Vi skulle udforske Dales Gorge, efter at have spist havregrød og havde taget klipklapperne på, var vi parate til dagens adventure. Ikke langt fra campingpladsen mødte vi igen George, som valgte at følges med os, da hans rejsekammerater stadig sov. Det første vi kom til på vores vej var et lille vandfald, og vi var meget forundrede over at der midt ude i ødemarken var vand at finde. Vi fulgte vandet længere ind mellem klipperne, og kom til en "pool", hvor man kunne tage sig en forfriskende dukkert for at komme lidt væk fra den bagende sol som nu var højt på himlen. Efter en forfriskende svømmetur ind under et vandfald gik turen så til den anden ende af Dales Gorge, hvor der var endnu en pool, denne pool var dog enormt kold, da de omkringliggende klipper var for høje til at solens stråler kunne varme vandet op. Efter en meget opløftende dag hvor vi formåede at få tankerne om Exmouth lidt på afstand, var humøret noget bedre, og modet om endnu en adventureday onsdag var i top.

Onsdag d. 5. Maj startede med en tur til visitorcentret, hvor vi havde håbet på at kunne vaske vores ting op, men nej nej nej, her var det ikke tilladt at vaske op, og vi måtte tage vores beskidte gryder med os videre til Weano Gorge, som var vores næste stoppested i Karijini. Weano skulle hurtigt vise sig at være noget mere grænseoverskridende end Dales. Første heik startede med en lang stige ned imellem klipperne, og så ellers en lille gåtur uden de store forhindringer. Da vi kom længere ind skulle vi op og gå på klipperne, og ja, det indebar en mindre klatretur uden meget at holde ved og uden nogen form for beskyttelse. "If you concur without danger, there's no glory". Efter denne lille klatretur, kom vi ned til et lille vandløb, som man kunne følge dybere ind mellem klipperne, via spiderwalk. Vi stod i længere tid og overvejede om vi virkelig skulle fortsætte, da det ikke så helt sikkert ud. Hmm, med lidt skeptiske tanker tog vi os dog sammen og begav os ud på "the spiderwalk". Det der menes med navnet, er at man bliver nød til at kravle ned mellem to tætte klipper, ved at klatre med spredte ben og arme, altså ud til hver side. Dette vidste sig at være ret skræmmende, da vi kom til at klatre for langt op ad, og lige pludselig havde dårlige nerver og påbegyndende kramper. Dog endte vi på den anden side i god behold, og var nu endnu mere bidte af at skulle se mere. Udsigten for enden af turen var heller ikke med til at gøre os mindre eventyrlystne, da det er noget af det smukkeste landskab vi endnu har stødt på. Turen ud fra denne gorge, gik noget nemmere og helt uden problemer.

Da klokken ikke var mere en 1, bestemte vi os for at vi sagtens kunne nå endnu en heik. Denne heik skulle vise sig at blive den bedste vi kom ud på i Karijini. Det startede med at vi skulle vade igennem et vandhul, hvorefter en noget hårdere klatretur skulle gennemføres. På skiltene inden vi begav os af sted, stod der godt nok at man ikke burde tage denne heik, medmindre man havde erfaring med klatring og havde det rette udstyr. Dette stoppede dog ikke Kat og Kim som nu havde fået blod på tanden. Efter en lang, sjov og hård tur ind mellem de høje sten klipper og gennem en del vandhuller, ankom vi til en meget smukt vandfald, og det havde igen været alt besværet værd.

Næste dag d. 6. Maj drog vi videre til Broome, da vi gerne ville tilbage til civilisation. Vi havde kørt ca. 800-900 kilometer, hvilket er vores længste strækning på en dag. Vi ankom meget sent på aften, og her fik vi smag på kørslen om aften i Australien. Øjnene åben, for hvis man ikke var vågen, så var man det nu! De sidste 100kilometer kørte vi bag et road train, da det nok var mest sikkert for os og bilen. Vi nåede helskinnet ind til Broome, og det skulle fejres med en burger på McD - ikke lige den bedste burger, men det går også kun lige efter at have tilbragt 3 dage ude i vildmarken. Heldigvis for os var der gratis internet, og så var vi klar til en opdatering på face. Næste dag kom vi i kontakt med Tony, en fisker som vi lærte at kende i Exmouth, og senere på aften mødtes vi med ham for at fiske på Broomes havn. Vi havde desværre intet held, men det var nu sjovt alligevel.

Den sidste dag i Broome mødte vi Jessie, en Aussi fyr som har sparet op i 10år for at rejse rund i Australien - ham havde vi tidligere mødt i Karijini, denne aften stod menuen så på endnu engang fiskeri, denne gang på Cable Beach - intet bid på krogen denne gang heller.

Vi bestemte os får at køre igennem Kimberly, og vores første destination var Bell Gorge, dog var vores stopover i Derby, en meget lille forladt by med en masse aborginals, og her ville vi bestemt ikke over natte. Efter en time i Derby for at se Prisoner Boab Tree og lidt shopping kørte vi videre til Bell Gorge, og camperede. Fedt tænkte Kath og Kim, her skal vi nok ikke betale for campingplads, men midt under vores dejlige aftensmad, som stod på nudler, kommer en Ranger forbi og spørger os: " Do you know what this is - konvolut, hvor man skal betale for campering." Kathrine svare: "Noo… What is that (og ser sådan lidt dum og uskyldig ud) - men der var desværre alt for mørk til Rangeren kunne se det." Øv øv øv…

Bell gorge var utroligt smukt, og vi ville videre næste dag, men først måtte vi tanke op. Ups, næste tankstation har kun diesel, og vi måtte køre 200kilometer ekstra til den næste tankstation (Mt. Barnett). Længere ind igennem Gibb River Road måtte vi. Inden vi drog videre fra Bell Gorge mødte vi Anne, en hollænder/irlænder som havde brug for et lift tilbage til Winjana Gorge, hvilket også var vores næste destination, men pga. benzin måtte vi i den anden retning først.

Det vidste sig at blive en fantastik god tur, idet vi fik set Manning Gorge, Galven Gorge og Adcock Gorge, selvom benzin var utroligt dyrt (ca. 2dollars for en liter benzin - den dyreste vi har stødt på hid til)

Så var der lige den lille bagatel at Kim kørte 100-90 km/h på Gibb River Road, hvilket er en normal fejl mange turister begår, og resultatet var et punkteret dæk(meget punkteret - kunne på ingen måde redes), If you wreck a tyre, do it proberly. Heldigvis havde vi Anne og Kathrine, som havde skiftet et dæk før, og vi måtte smører ærmerne op og komme i gang med det beskidte arbejde. Efter 10 minutter var dækket skriftet, og vi manglede nu bare et reserve dæk. Kathrine kørte derfor forsigtigt tilbage af Gibb River Road for at købe et reservedæk hos den eneste dækforhandler på Gibb River Road. Vi ankom omkring kl. 17 og fik at vide af naboen, ejeren af et roadhouse, at dækforhandleren var taget til Derby for at hente flere dæk, og ikke ville være tilbage før næste morgen kl.10. Nå nå nå, jamen så blev det til en omgang free camping til Kat, Kim og Anne, dette viste sig dog ikke at være det værste, da vi hyggede omkring et bål hele aftenen, det eneste der manglede var skumfiduser!

Morgnen efter vågnede vi som sædvanlig tidligt op, man vågner når solen står op. Gik til shoppen for at låne toilettet og satte os så og spiste morgenmad ved bålet som endnu havde et par varme gløder vi kunne lave morgenmad over. Vi vendte derefter tilbage til dækforhandleren, Neville, som heldigvis var kommet tildligt tilbage og allerede kunne hjælpe os ved 9-tiden, så vi kunne komme af sted lidt tidligere. Dog dog dog blev vi budt på the og kaffe, han viste sig altså som endnu en gæstfri Aussi på vores vej. En kop kaffe blev dog hurtigt til et par timers snak, og lige pludselig var klokken beertime, og så blev vi ellers også budt på en øl. Hvis der er en ting vi har lært her i Australien, er det at man ikke siger nej tak til en øl, så med smil på læberne og i dejligt selskab, blev en øl hurtigt til et par stykker og vi kunne nok ikke komme videre denne dag. Nogle øl senere lavede Neville burgere til os og sagde at vi bare kunne campere i hans have og så kunne vi få et varmt bad senere. Dette var vi ikke længe om at tage i mod, da vi kun havde haft kolde bade siden vi forlod Best Western d. 14. april. Aftenen bød derfor på endnu et par øl, et dejligt VARMT bad, roast bush chicken(lavet over bål) og skumfiduser til dessert. En af de bedste aftner vi endnu har haft, og en aften man nok ikke oplever mange af i sit liv.

Farvel Neville og videre til Windjana… Vi lærer nok aldrig at tage afsked med dem vi møder på vores vej. Næste stop i Kimberly var Windjana, som også var utroligt eksotisk, og her var vores første møde med freshy crocs - de små krokodiller. Vi mødte også en masse gamle mennesker, som var taget med på en 2000 dollars tur igennem Kimberly, og de var rigtig snaksaglig og ville have billeder af os, selvom vi kun havde snakket med dem i 5 minutter. Den mest utrolig gamle mand vi mødte var en som kunne en smule svensk og dansk. Han var den sidste der forlod gorgen, idet han måtte filme og tage billeder af naturen, fordi de andre havde givet ham penge til at lave en dokumentardvd omkring deres tur.

Videre til Tunnel Creek og vi havde heldigvis stødt på en gruppe unge, som var på en Kimberly Guided Tour. Vi fulgte efter dem, selvom de ikke helt var så tilfredse med det, da de har betalt kassen for turen, og vi ikke havde, men hvad! Australien er et frit land og vi kunne gå gennem tunnelen når vi ville. Vi må indrømme at der var en grund til vi fulgte med gruppen, idet der er en grund til stedet vi ville se hed Tunnel Creek. Det var lidt alla en grotte, meget mørk grotte, og fyldt med vand op til brystet. Forestil jer at gå igennem en grotte med vand op til brystet i bælgmørke, hvor man må føle sig frem blandt de ukendte dyr som gemme sig i kroge og hjørner (giftige slanger, edderkopper, krokodiller m.m.). Uden en guid havde turen nok ikke været ligeså betrykkende, men vi ville nok alligevel have gjort det, da vi var kommet så langt.

Vi tog turen tilbage alene, dog måtte vi holde i hånd får ikke at blive væk fra hinanden - vi havde kun en lommelygte med og så vores gode gåpåmod.

Vores tur gennem Kimberly var nu ovre, og vi kom tilbage "on the High Way", hvor man kan campere gratis uden at blive taget af "the rangers".Fitroy Crossing var vores næste mål, og forhåbentlig var det lidt alla en stor by, da vi meget gerne ville tilbage til omverden og lidt civilisation efter 5 måneder i outbacken. Det skulle dog vise sig at være en abo-by, hvilket indikere abo'er (gamle, voksne, unge og børn) fordrukne, råbende, ildelugtende og siddende over alt på gaden. Det er desværre en rigtig skam, og vi må indrømme, sommetider kan de virke meget skræmmende. Byen havde en rigtig hovedvej og supermarked var tankstationen, det siger en smule om byen. Vi fik i det mindste set Geike National Park, hvilket viste sig at være en meget stor skuffelse. Af alle National Parkerne virkede Geike NP mest turist venligt, hvilket er en skam, da naturen virker tæmmet, og den største udfordring på turen var en lille bakke, som enhver kunne have hoppet over. Vi tog på en vandre tur i stedet for at tage den guidede sejltur ned af floden, og var ikke kede at ikke have betalt de 54$ som turen ville have kostet.

Efter at have set hvad vi ville i Fitzroy Crossing satte vi hovedet op mod Halls Creek, den næste by på kortet, i håbet om at denne ville være mere by-agtig. Men men men dette skulle også hurtigt vise sig at være forkert, da Halls Creek mest af alt bare lignede Fitzroy Crossing, og vi skyndte os igen ud af byen. Næste mål var så en free campingsplads uden for Bungle Bungle NP, og så måtte vi overveje der om vi ville fortsætte ind i endnu en nationalpark, eller om vi skulle springe over Bungle Bungle. Efter en god natssøvn i bilen og velvidende om at der var regn på vej ind over Kimberly, besluttede vi os for at det nok ikke var den bedste ide for to tøser at sætte kursen ud på en meget svær 4WD og satte i stedet kursen efter kununurra.

Da vi ankom til Kununurra blev vi meget positivt overraskede, da dette faktisk var en "rigtig" by, dog stadig med mange abo'er. Vi besluttede os for at her skulle vi blive indtil regnen var over, og så kunne vi derefter overveje at tage ud i de omkringliggende nationalparker.

Så ind på visitorcenteret for at finde ud af hvilken campingplads der var billigst, og for at finde ud af hvad der var at lave her i løbet af de næste par dage. Heldige igen var vi ankommet til Kununurra dagen hvorpå deres årlige Muster(byfestival) startede, og der var derfor en masse forskellige aktiviteter de næste par dage. Første målsætning blev at finde hen til vores udvalgte campingplads og derefter stod aftenen på Speedway.

Da vi ankom til speedway banen, kiggede folk lidt sjovt på os, da det vist ikke er helt normalt for to tøser som os at tage ind og se biler smadre mod hinanden. Det var vi dog ligeglade med og gjorde vores siddepladser klar, hvilket var et tæppe på taget af bilen så vi havde fuld udsigt over hele banen. Især det sidste ræs var det sjoveste, da det nu var alle mod alle, af de biler der altså havde overlevet de først mange ræs. Da alle ræsene var overstået, var der kun 4 ud af de 30 biler som stadig selv kunne køre af banen, resten var smadrede. Efter endnu en oplevelsesrig aften pakkede vi bilen sammen, og tog tilbage til campingpladsen.

Vi camperede bag ved 5 tyske gutter, som arbejdede i Kununurra, eller i hvert fald prøvede på at finde arbejde. De virkede slet ikke som nogle typer vi ville komme til at kende til, da de virkede meget højrystende og arrogante. Derfor holdte vi os lidt til os selv, og tilbragte det meste af denne dag, d.15. Maj, i byen, hvor der var marked. Kim formåede at spendere 10$, ellers holdte vi os til vores stramme budget, og brugte derfor ingen penge, men kiggede bare. Aftenens aktivitet for denne dag var Rodeo, hvor vi self. Havde tænkt os at tage hen, vi var jo ikke kommet for at lave ingenting.

For at være ude ved Rodeo i god tid, lavede vi allerede aftensmad kl. 14 og her blev vores tyske naboer pludselig meget interesserede, da de kun har levet af nudler den sidste måned. Især en fyr ved navn Jens, han ville virkelig gerne smage, men da vi ikke havde snakket meget med dem, kunne han ikke rigtig få sig til at spørge. Det var først da der kom øl på bordet at vi kom til at snakke med dem, da Jens tilbød os øl. Vi blev derfor tilbage på campingpladsen i længere tid end forventet, men vi endte dog med at tage til Rodeo til sidst. Det var en ret fed oplevelse, og det var sjovt at se mændene blive smidt af både køer og heste. Resten af aftenen skete der nogle "sjove" ting pga. Tequila, bustur, gone missing and freezing rainfull night, som ikke behøver nævnes yderligere, derfor springer vi lidt frem i tiden.

Efter en lidt træls morgen i Kununurra, hvor det virkelig var begyndt at regne bestemte vi os for at blive en dag mere, hvor vi bare slappede af og hyggede med drengene. Aftenen blev heldigvis meget bedre, og vi sagde ja tak til at spille Poker. Da ingen af os havde været med til rigtig poker før, havde vi INGEN forventninger om at skulle kunne følge med. Men men men, med vores held og naturlige evner formåede vi at blive nr. 2 og drengene var meget forbavsede, og ville ikke spille med os igen. Efter denne begivenhed blev vi kaldt for pokerchicks, hvilket vi synes meget godt om.

Næste dag blev vejret ikke bedre, og kom selvfølgelig ikke af sted, hvilket drenge var meget glade for. Vi blev hele tiden spurgt om vi ikke snart skulle finde et job i Kununurra i stedet og blive sammen med dem, desværre havde vi arbejdet for meget og ville helst undgå dette. Da det stadig var regnfuld tid i Kununurra, besluttede vi os for at trodse vejret og tage på klatretur i nationalparken. Heldigvis for os havde vi en "guide" med, idet en af de tyske drenge var ligeså træt af at lave ingenting som os. Vi besluttede os for at tage "the shortcut" og klatre op til toppen, i stedet for at gå! Dette skulle vise sig at blive noget af en udfordring, da regnen havde gjort klipperne "lidt" våde og glatte, lad os bare sige at vi havde et par skræmmer da vi kom tilbage ned på fast grund igen. Efter dagens adventure, besluttede vi os for at købe en hel kasse øl til drengene, da vi havde fået så meget af dem, og vi ville sætte lidt gang i den grå regnstemning. Da de to af drenge ikke vidste dette, købte de to flasker sprut (Jim Beam og vodka), blev denne aften endnu en sjov aften i Kununurra. Drengene havde også formået at lave aftensmad, hvilket bestod af ketchupsovs, pølser og ris. Skal vi ikke bare sige de prøvede… Festen endte folk på campingplads blev lettere irriterede og vores aften måtte slutte tidligere end forventet.

Efter endnu engang at have fået nok af at feste og drikke øl, tog vi en rimelig spontan beslutning og sagde pænt farvel til drengene og satte kursen mod Katherine, som blev et meget kort visit og derfor endte vi helt fremme i Darwin nu fredag d. 21. maj.