16 januar

Det ville blive lidt af en køre-dag igen, idet vi helst skulle nå hele vejen op til Cooper Pedy. Vejret var igen helt i top, så vi var klar til at drible igennem de åbne vidder i 40 graders varme.

Følelsen af virkelig at være i ørkenen har vi nu. På mange måder er der simpelthen intet at se, men eftersom intet er hvad man kan se, bliver man hurtigt interesseret i de små ting, som fx at nyde de øde vidder, kæmpe halvudtørret saltsøer, mini "ørkensandstornadoer". Sagt med andre ord vi fortryder i hvert fald ikke at vi har valgt at tage den lange tur gennem ørkenen. Det er smukt og landskabet er på mange måder fortryllende bl.a. i dens forskellighed.

Der var mange steder, hvor man skulle passe på ikke at påkøre kvæg, og man kan sige, at det nok ikke er helt let at finde sine kvæg i mellem høje buske og krat. I hvert fald var der efter 7-8 km "grid" i kørebanen, så dyrene ikke vandrede ind på andres marker. Gad vide hvad de laver af, for mange af stederne var der ikke meget vand eller mad at finde.

Vi kom til Cooper Pedy, en gammel opalmine-by, som har bibeholdt - på godt og ondt - "lykke"-ånden/håbet om at finde nok opaler til at leve af. Der er i hvert fald mange aktive miner, og landskabet prydes af de mange dynger småsten/støv fra minegangene.

I 40 graders varme ankom vi til en nydelig campingplads og vigtigst af alt var der en pool. Så vi var hurtige til at komme under, selvom poolen ikke var den hyggeligste. Ved solnedgang gik vi et lille smut ind til byen, hvor vi fra en bakke kunne få et godt view af området.

Til aften var det igen en velsignelse at kunne sidde udenfor uden frygt for myg eller lignende og nyde de varme vinde.

17 januar

Det skulle blive en kølig dag i dag med kun 36 graders varme. Det lyder voldsomt, men det var faktisk markant mere behageligt modsat i går.

Efter dagens lektier skulle vi en tur forbi et museum inde midt i byen, hvor der var en udstilling af nogle af de mange fossiler, man har fundet i minerne. Ifølge en af minearbejderne, som vi mødte senere på dagen finder de "aldrig" fossiler, for de tilhører regeringen og det besværliggør åbenbart en masse. Fristelsen af opaler i butikkerne var lokkende for både Karen Thea, men de købte ikke noget. Efter museet og de mange butikker tog vi hen til et public noodling area, hvor man kunne lede efter opaler i affaldsgruset fra nogle miner, selvfølgelig uden held. På vejen hen til noodling fandt Thea adskillelige opaler på jorden, men det var de farveløse, som ikke har nogen salgsværdi, men Thea var dog stadigvæk stolt over dem.

Om eftermiddagen tog vi en tur ud til Tom's Working Mine lige uden for Cooper Pedy. Her fik vi en spændende guidet tur i minen, og blev en hel del klogere på opaler og deres forskelligheder. Jimmy, som var vores guidet viste os hvordan søgte efter opalerne, som mindst af alt mindede om alkymisternes måde at finde vand med en kvist. Vi prøvede selv stængerne, og de virkede faktisk. Ren magi.

Endvidere gjorde han det i hvert fald tydeligt, at arbejdet som minearbejder ikke havde ændret sig meget fra gamle dage, hvilket betød, at der var mange om buddet og så snart en mine blev forladt, var folk hurtige til at "loote" minerne med slagbor og mejsel.