Så blev det tid til at afslutte eventyret. Er nu hjemme i kolde Danmark igen, men mangler jo at fortælle om de sidste 14 dages rejse i Australien og Hong Kong, så here goes.. For at fortsætte hvor jeg slap, startede vores tredagstur i ødemarken med et besøg ved Kings Canyon, en fantastisk klippeformation midt ude i Australiens ourback. Efter en lang tur opad i bagende sol, kom vi til 'Garden of Eden', en lille oase hvor vi blev belønnet med en svømmetur i et dejlig køligt vandhul. Om aftenen sov vi under åben himmel, man skulle bare huske at gemme sine sko under sin swag (en slags vandtæt stor sovepose) så dingoerne ikke løb af sted med dem om natten (Vi så dog ingen dingoer). Vi skulle op ved solopgang, men man havde heller ikke rigtig mulighed for at sove længere, for fluerne stod også op ved solopgang og de prøvede hele tiden at snige sig ind i næse, ører og mund.. Ret irriterende, så det var bare om at komme videre.

Næste dag gik vi tur ved The Olgas (Kata Tjuta) og fik endnu flere smukke fotos til vores samling. Guiden mindede os om ikke at tage for mange billeder indledningsvis, da han ofte oplevede at folk efter tre dage uden strøm ikke havde mere batteri på kameraet, når de virkelig flotte billeder af Ayers Rock skulle tages. Heldigvis var vi tre af sted, så vi skiftedes til at tage billeder af hinanden.
Generelt var der meget rødt sand i ødemarken, men 'the red center' var meget grønnere end det plejer at være, fordi de har fået meget mere regn end sædvanligt. Om aftenen på anden dag, så vi Ayers Rock ved solnedgang og det var et imponerende syn med masser af farveskift. Da vi næste morgen stod op 4.30 og gik vi hele vejen rundt om stenen mens solen stod op, var det helt tydeligt at se at den skifter farve på forskellige tidspunkter af dagen og i forskelligt vejr. Det var også fascinerende at høre guidens aboriginalfortællinger (Dreamtime stories) og historier om den måde aboriginalsstammerne anvender stenen til deres forskellige kulturelle begivenheder. Fx var der mande- og kvindelokationer, hvor unge lærte hvordan man skulle finde mad, opføre sig i stammen osv. fra deres ældre familiemedlemmer. Turen var alt i alt alle pengene værd og udover smukke billeder og viden om aboriginalkulturen, mødte vi endnu flere flinke mennesker.

D. 25. november fløj vi videre til Adelaide og mødtes med Kaila, Tom (som vi også var på den anden road trip med) og derudover Spanske Ana (Joriks kæreste) og norske Dan. Vi havde en dag i Adelaide, men der var ikke meget at komme efter i selve byen. Vi lånte cykler (gratis, men ved lov skal man køre med cykelhjelm) og besøgte en chokoladefabrik (gratis smagsprøver) og tog på stranden, og så var vi klar til at rejse videre. Dagen efter hentede vi vores tre wicked vans, som skulle være vores hjem den næste uges tid (for de andre mere end to uger, men Stina og jeg skulle rejse tidligere hjem så vi kunne kun følges noget af vejen). Stina havde dog glemt sit kørekort i Sydney, så jeg var den eneste der lovligt kunne køre vores van. Det havde jeg dog slet ikke noget imod, for det var altså en sjov oplevelse af køre af sted i en stor graffiti-malet vogn, hvor der på bagsmækken stod: "My husband's a sexobject.. Every time I ask for sex, he objects". Mere end én gang blev der peget fingre og grint i bilerne bag os.

Vi kørte i tre vans af sted mod Melbourne og på vejen stoppede vi lidt hvor vi havde lyst. Kørte fra ved afkørsler, der lød spændende og havnede bl.a. til vinsmagning på vingårde 'in the middle of nowhere',(Selvfølgelig drak chaufførerne ikke), på sightseeing i forskellige nationalparker, ved vulkansøer og fantastiske øde strande. Når aften nærmede sig, kørte vi ind på en campingplads, lavede mad over gasblus og hyggede os med bål, kortspil og musik. Vi fik virkelig slappet af og det var sorgmødigt, da Stina og jeg d. 1. december måtte sige farvel til de andre og fortsætte på egen hånd. Hvem ved om man nogensinde får de skønne mennesker at se igen.. L Vi var ret nedtrykte og trøsteshoppede derfor julepynt og danske småkager og pyntede vognen, for at komme en smule i julestemning (ret svært når det er 25 grader udenfor).
Vi nåede så til det stykke af kysten mellem Adelaide og Melbourne, der hedder Great Ocean Road og det var ikke skuffende, for klippeformationerne var et utrolig smukt syn og selvom vi havde en lidt stram tidsplan, holdt vi ind ved de mest kendte udkigspunkter og så også en fantastisk solnedgang ved stranden. Vejret var lidt blandet og der kom byger i ny og næ, men det passede heldigvis hele tiden med at det regnede, mens vi kørte og solen kom frem, når vi stoppede og ville tage billeder.

En af dagene blev ret nervepirrende, da vi 1) var i område uden mobilsignal 2) Ikke havde mere strøm på vores mobiler 3) nærmede os 'empty'-området på benzinmåleren og 4) Ikke vidste hvor langt der var til næste tankstation (Der var VIRKELIG langt mellem byerne i området). Den sidste øde by vi kørte igennem havde dette skilt på benzinstationen: "Vi sælger desværre ikke længere benzin her, men hvis du har brug for benzin, skal du blot ringe på dette nummer…" Perfekt, når man hverken havde signal eller batteri. Så vi skrev en lille road trip sang, for at holde modet oppe (melodi kan ikke gengives, da den er hjemmelavet):

Vi er på road trip uden vejkort
Dét er det spændende ved det hele

Stina kan ikke finde sit kørekort
Dét er det spændende ved det hele

Vi har ikke mere strøm på mobilerne
Dét er det spændende ved det hele

Men der er alligevel ikke noget signal
Dét er det spændende ved det hele

Vi har (næsten) ikke mere benzin
Dét er det spændende ved det hele

Og vi ved ikke hvor vi er på vej hen
Dét er det spændende ved det hele

Der er ikke mere gas på vores blus
Dét er det spændende ved det hele

For vi har ikke smagt kold grøntsagssuppe før
og dét er det spændende ved det hele.

Nogen ville sige at vi var uforberedte, men vi havde tjek på de vigtigste ting: strøm på ipods og batterier i de transportable højttalere og lysende diskokugler. Heldigvis fandt vi også benzin inden vi løb tør og kunne regne ud at det havde været virkelig tæt på. Og den kolde suppe var ikke så slem, vi blev i hvert fald mætte.

Sidste overnatning inden vi nåede Melbourne, var i byen Torquay, som er kendt som en surferby, hvor der hvert år holdes 'the world's longest-running surfing competition - the Rip Curl Pro Surf & Music Festival' ved den nærliggende Bells Beach. Et stort område i Torquay er udelukkende surfbutikker og outlet stores, og da det regnede, benyttede vi muligheden for at købe billige julegaver i Outlets med diverse surfbrands.

Næste morgen (d. 4. december) kørte vi til Melbourne, vaskede og afleverede bilen og tog en taxa til lufthavnen. Vi landede i Sydney om eftermiddagen og da vi ikke havde booket et sted at sove tog vi til vores gamle lejlighedskompleks, hvor vores naboer havde opbevaret vores kufferter. Manageren behøvede ingen overtalelse og lod os med det samme overnatte to nætter på sofaerne i et af opholdsrummene. Det var dejligt at 'vende tilbage' og høre at vi havde været savnet i bygningen. og da det jo var lørdag tog vi ud og dansede på yndlingsklubben O2 og nød en sidste bytur i Sydney. Søndagen gik lidt i slowmotion, vi smed ud og pakkede det meste af dagen og sagde endnu en gang farvel til venner i byen, og så var det pludselig mandag og mange tanker gik gennem hovedet på vej i taxaen til lufthavnen. Mest minder om alle de fantastiske mennesker vi havde mødt og håbet om at se dem og Sydney igen om ikke alt for længe.

Næste stop var Bangkok, men kun for en enkelt nat (One night in Bangkok!! ), før turen gik videre til Hong Kong. Flyturen var tårevædet af mange årsager. Mest pga. afskeden med Sydney, men også fordi filmen i flyet var sørgelig, jeg havde lige mistet min ene telefon (med mit danske SIM kort), mit nye headset gik i stykker, mit kamera ikke ville tænde, mit computerbatteri døde og mine solbriller knækkede. Alt for mange dårlige ting på én gang. Mødet med Asien var også voldsommere end jeg huskede det fra sidste gang og der gik ikke 5 min. fra vi steg ud af lufthavnsbussen i midten af Hong Kong før man blev nærmest overfaldet af folk, der ville sælge en kopi ting, have en med til deres restaurant eller guesthouse. Man kan jo ikke på samme måde som i Autralien 'blende ind' som en del af lokalbefolkning. Vores hudfarve afslørede at vi var turister og det var altså ret irriterende. Så første dag i HK slappede vi mest af og sundede os lidt. Senere på dagen mødtes vi med Stinas fætter Michael, som tog et semester i HK og han viste os nogle af seværdighederne: Avenue of stars (lidt som Hollywoods Walk of Fame, bare med stjerner fra Hong Kong)og færgetur til Hong Kong Island.
Dagen efter stod vi sent op (jetlag eller blot dovenskab?!) og spiste morgenmad/frokost i botanisk have, så tog vi på lidt julegaveshopping, tog en meget stejl sporvogn op til toppen af øen, hvor der var en fantastisk udsigt og sidst på aftenen tog vi med Michael til hestevæddeløb, hvilket åbenbart er meget populært blandt både asiater og vesterlændinge i byen. Vi satsede ca. 20 kr. per løb og måske var det begynderheld, men jeg kunne som den eneste af os tage hjem med et overskud (77 kr.) efter at have vundet i to ud af tre løb. En ret sjov og anderledes oplevelse. Lige så anderledes var det lys/lasershow vi så vores sidste aften i byen, hvor man fra havnepromenaden (Avenue of stars) kunne se alle de højeste bygninger i HK's skyline, blinke om kap i de vildeste farver til musik. Meget mærkeligt, men flot.

Også så tog vi så rigtigt hjem. Vi mellemlandede i Bangkok og det var yderst stressende, da det første fly var forsinket og vi skulle gennem paskontrol, ud og have vores kufferter (som havde været opbevaret mens vi var i HK) og tjekke ind igen på under en time. Vi nåede det heldigvis og så var vi for alvor på vej hjem og jeg begyndte at glæde mig rigtig meget til at se Martin og familien igen. Flyturen var lang og uden mulighed for at se film, så vi prøvede at sove så meget som muligt. Så landede vi på dansk jord kl. halv 7 om morgenen og vores familier mødte os i lufthavnen med flag og kram. Ude godt - hjemme bedst..