Profile
Blog
Photos
Videos
Er nu "hjemme" i Sydney igen efter en fantastisk roadtrip. (Ja, det er godt nok 3 ugers siden nu, men skulle lige have taget mig sammen til at få skrevet om det hele). Vi havde som sagt ikke rigtig planlagt noget på forhånd og fandt i løbet den første dag ud af, at hvis vi skulle hele vejen til Fraser Island, ville vi nok ikke kunne nå så mange andre stop undervejs, da vi i så fald skulle køre langt hver dag. Vi besluttede derfor "kun" at tage til Brisbane og så nyde turen undervejs. Vores lejede van viste sig (som håbet) at være en rigtig god deal. Den var forholdsvis ny, inkl. alt køkkengrej, 4 sovepladser og med mulighed for at tilslutte iPod, hvilket vi virkelig nødt godt af på turen. Der blev skrålet med på alt fra 'Last Christmas' til hollandske børnesange. De fire ældste(24-25 år) kørte som regel i Nancy, hvilket den luksuøse lejede van blev navngivet, mens de yngre (20-21 år) kørte Bruce, Eline's van, som larmede en del, var med manuelt gear og i det hele taget lidt langsom i optrækket. :)
Det gik hurtigt hen og blev lidt af et tema for turen, at vi blev væk fra hinanden (skete allerede første dag). Årsagerne var mange: for stor afstand mellem bilerne, missede afkørsler, forkerte afkørsler, manglende telefonsignal eller bare generelle rutemisforståelser. Vi havde hjemmefra besluttet, at vi helst ikke skulle køre, når det var blevet mørkt, da der så er større sandsynlighed for at ramme/blive ramt af en kænguru. Det lykkedes os dog kun en enkelt dag rent faktisk at nå til en campingplads inden mørkets frembrud.
Første aften kørte vi i et meget øde område og kørte ind på en "campingplads", der virkede helt forladt og var som taget ud af en gyser. Efter en lang sti ind i skoven kom vi til en plads med et tomt hus, en container, nogle skraldespande og en forladt campingstol. Vi (Stina, Mia, Kaila og jeg) blev skræmt fra vid og sans, da vi pludselig fandt de andres bil stående midt på vejen (de var kørt lidt i forvejen) med lyset tændt og ingen i bilen. Selvom vi forsikrede os selv om, at det selvfølgelig bare var en joke, var området og historierne om backpacker-killers (vi havde underholdt hinanden med på vejen) så skræmmende at ingen turde stige ud af bilen.. Til sidst gjorde Kaila det, og kom løbende skrigende tilbage da hun havde fundet Tom's kamera etui midt på vejen og bilen var tom. De andre kom selvfølgelig stormende ud af buskene og morede sig over vores reaktion, men for søren, hvor var det uhyggeligt.. Længere nede af vejen fandt vi dog en gruppe andre campervans og blev tildelt en plads. Vi lavede bål, så turens første possum og havde hyggelig lejrbålsstemning, dog var lejrbålssangene skiftet ud med gamle Disney sange. Der var ingen bademuligheder på denne campingplads (medmindre man tog en tur i floden), men de andre campingpladser vi overnattede på var af lidt højere standard. Faktisk var enkelte både med hoppepude og swimmingpool, (sidstnævnte nåede vi desværre ikke at bruge) og Haiko havde medbragt computer og internet på USB forbindelse, så vi var ikke helt på primitiv camping. Vi kunne til og med se film og især filmen Hook blev en vigtig del af turen og sætninger som "No, no, no Smee" og "God form" har efterfølgende været brugt i et utal af situationer.
På en campingplads ved Valla beach faldt vore besøg sammen med et "hot rods" bil træf og vi faldt i snak med nogle af bilejerne og fik en tur langs strandvejen i en af bilerne. Med vind i håret og colgate smil kørte vi rundt, mens vi vinkede til de folk, der stoppede og tog billeder af os.. Man følte sig næsten som celebrity og manglede bare det klassiske tørklæde at vinkle om hovedet, for rigtig at passe til bilen.
Vi havde senere den dag et mindre problem med vores egen bil idet Mia i en u-vending fik kørt ind på et meget sandet område, hvor vores van besluttede sig for at sidde fast. Efter skovling af sand og skubben sad Nancy stadig fast i sandet og i løbet af 5 min. blev det bælgravende mørkt (som det altid gør hernede). En del venlige australiere stoppede for at hjælpe, men da bilen ikke havde noget at sætte en krog fast i, kunne de ikke trække os fri. Først efter at have lukket luft ud af dækkene, gravet flere tons sand (sådan føltes det) ud fra under bilen og med hjælp fra nogle plader til at lægge under dækkene (fra campingpladsen rundt om hjørnet, som var vores destination og grunden til at der skulle foretages en u-vending) kom vi endelig fri. Udlejningsfirmaet ville nok heller ikke være superglade hvis vi ringede efter hjælp, da vi ifølge kontrakten ikke måtte køre på "unsealed roads".
Vi havde nogle dejlige dage på strande langs med kysten, hvor de fire, der havde medbragt egne surfboards og wetsuits afprøvede nogle bølger, mens vi andre legede de voksne (Ja, nogle ville selvfølgelig sige, at man rent faktisk er voksen som 25-årig, men lad nu det være) og blev på stranden og holdt øje/tog sol.. Faktisk gik vi på et tidspunkt lidt i panik, da vi så en meget karakteristisk og mistænksom finne nærme sig Haiko og Tom langt ude i bølgerne på en næsten øde strand uden livreddere. (Nej, det var set i bakspejlet ikke et særligt fornuftigt sted at gå i vandet, når man kender risikoen for hajangreb.) Vi løb derfor ud til drengene og råbte at de skulle skynde sig ind.. Der gik et stykke tid inden de hørte os og nåede ind igen, hvor jeg i mellemtiden havde gennemtænkt en masse uhyggelige scenarier, men så kunne de fortælle os at det havde været fire delfiner og at de havde været virkelig tæt på dem og en fantastisk oplevelse. Senere tog vi til Byron Bay og brugte en dag på shopping/surfing og en tur til fyrtårnet med mig som den garvede guide, der jo var samme sted for ca. 1½ år siden. :) Efter et hurtigt stop i Surfers Paradise nåede vi så til Brisbane, hvor det selvfølgelig regnede, så vi shoppede (igen) og tog på Gallery of Modern Art. I Brisbane tog Tom flyet tilbage til Sydney, da han havde for mange lektier til at kunne bruge hele ferien på.. tja.. ferie!
Det var skønt med den frihed bilerne gav os, for vi kunne stoppe, når vi havde lyst og køre hvorhen vi ville. På vejen sydpå til Sydney stoppede vi i et par nationalparker og så noget af Australiens smukke natur inkl. en stor kænguruflok og en masse køer. Og nu til en anden opdagelse.. På en af vores mange indkøbsture (7 mennesker spiser ret meget i løbet af 12 dage) opdagede vi, at de allerede er begyndt med juledekorationer og man kan åbenbart fra oktober købe juleting i butikkerne. Dette er især mærkeligt, da det bliver mere og mere sommeragtigt vejr hernede. Ved ikke hvordan jeg nogensinde skal komme i julestemning i denne varme, og så har de ikke en gang pebernødder. Dem må vi vist bage selv. Til gengæld spiser vi uanede mængder sushi hernede, som i: "i hvert fald en gang om ugen", for det er så uhyggeligt billigt. Tre ruller for 25 kr. (til sammenligning koster én rulle 20 kr. i Netto derhjemme). Nåh.. ikke mere om mad i denne omgang, man bliver jo helt sulten.
Hvis det endnu ikke fremgår af min blog, så går vi ret meget i byen hernede og der er virkelig mange fede gå-i byen-steder. Der ligger bl.a. en reggae club i stueetagen og kælderetagen i vores bygning. Den har kun åbent om lørdagen og vi bor heldigvis på 2. sal, så det generer os ikke rigtig, men vi besluttede os et par dage før vores roadtrip at prøve at tage derned.. Men da vi fandt ud af, at det kostede 15 $ at komme ind (ca. 75 kr.), valgte vi i stedet en lidt utraditionel løsning. Vores brandtrappe går nemlig direkte ned i diskotekets udendørsområde/ rygerområde, så vi smuttede bare ned af trapperne og var inde.. :) Det var dog ikke nemt at blende ind helt ubemærket, da vi næsten var de eneste hvide mennesker (det var jo en reggae club). Vi mødte bl.a. to kenyanere, som senere har introduceret os til den lækreste R'n'B/ hip hop club. Den hedder O2 og musikken er fantastisk hele aftenen. Vi mangler altså sådan nogle steder i DK. Og der er ikke noget med, at de lidt efter midnat pludselig går over til irriterende techno, som nogle klubber i DK. I knap så travle skoleperioder sker det også, at vi har været i byen 3 gange på en uge.. Meeen, men, men.. det er vist ikke helt ufarligt at tage i byen med alle de "unge" længere, for en søndag morgen afslørede spejlet et enkelt gråt hår på Karoline's 25-årige hoved!!! Pokkers også… Bare det ikke nåede at formere sig!
Nåh.. det var vist alt for denne gang. Om 3 uger er vi færdige med skolen og tager vi på velfortjent ferie igen. Turen går først til Melbourne, så til Alice Springs/Ayers Rock og med et par andre fra studiet på roadtrip fra Adelaide til Melbourne. Vi flyver formentlig fra Sydney lidt tidligere end planlagt, for at tage et stop i Hong Kong på vejen hjem og besøge Stinas fætter, som studerer der i øjeblikket og om halvanden måned er jeg igen i DK. Glæder mig til at se jer alle sammen, men det bliver sørme også sørgmodigt at sige farvel til Sydney og alle de fantastiske mennesker vi har mødt hernede.
- comments