Kære kære mennesker
Så fik vi slæbt os hen til iPad'en endnu engang for af nedfælde de indtryk og oplevelser, vi er blevet beriget med på det seneste.
I vores fortælling om det henrivende Cambodia er vi nået til den landlige by Battambang. Her tilbragte vi en eftermiddag i selskab med en yderst detaljeorienteret og selvudnævnt kokkemester, som oplærte os i traditionel khmer madlavning. På tre timer kreerede vi forårsruller, dampede små bananbladsæsker med fisk amok, anrettede nationalretten bøf lok lak og indtog alt dette til vores store fornøjelse. Som afskedsgave fik vi overrakt en kogebog, så I kan glæde Jer der hjemme!
Dagen derpå var vi på Tuktuk-tur med den mission at opleve Cambodias landlige side. På støvede og yderst bumpende veje kom vi helt tæt på bondens primitive leve- og arbejdsvilkår men blev samtidig mødt af oprigtig venlighed og lutter smil. Vi så den opslidende proces, det er at høste og bearbejde afgrøder udelukkende ved håndkræft. I et mudret vandhul var tre drenge i færd med at fange fisk for at kunne bidrage til familiens føde, og de brød alle ud i latter, da Adser i et hjælpsomt men fumlet forsøg prøvede på at bringe en undsluppen fisk tilbage til dens fængsel i en spand.
Turen sluttede af med en tur på det famøse Bamboo Train, hvor lokale cambodianere har udnyttet et stykke af de nationale togskinner til egen vinding. På en lille hjemmebygget bambusplatform udstyret med påhængsmotor og to akser susede vi med stort spektakel der ud af. Da vi stødte på en modkørende vogn, blev bambusplatform samt akser hurtigt skilt ad, så denne kunne passere uden problemer - intet andet end genialt. Måske skulle man gøre det samme i Danmark for at bryde DSB's forfærdelige monopol?
Efter en lang og nervepirrende bustur grundet buschaufførens vilde kørsel ankom vi til hovedstaden Phenom Penh. Første stop var det royale palads. Her stod sølvgulv og guld buddhaer belagt med tusindevis af diamanter i stor kontrast til den fattigdom, vi havde bevidnet i Battambang. På trods af denne åbenlyse klasseforskel observerede vi hundredevis af cambodianere udvise stor respekt og kærlighed for deres nyligt afdøde konge Sihanouk ved en offentlig mindehøjtidelighed.
Den derpå følgende dag bar præg af stor grusomhed og alvor, da vi besøgte Choeung Ek Killing Fields. Med fyldestgørende og uhyggelig detaljerede beskrivelser leveret til øregangen af en audioguide, gik vi blandt mere end 100 massegrave. De henrettelsesmetoder de Røde Khmere benyttede mod helt uskyldige mennesker, som var så uheldige at have bløde hænder, briller eller at have ytret et forkert ord i en offentlig sammenhæng var så umenneskelige og grusomme, at de tog pusten fra os. Det er fantastisk inspirerende at se et folk så stærkt og hjerteligt som cambodianerne taget i betragtning, at disse begivenheder fandt sted for blot 30 år siden.
Med Cambodias fortid i tankerne satte vi kursen mod et sted, der formegentlig rummer en forudsigelse for landets fremtid - badebyen Sihanoukville. Med strande som kan konkurrere med Thailands bedste, er dette et område som så småt er begyndt at være centrum for masseturisme. Vi nød solrige dage på primitive men smukke strande dasende i hængekøjer med kølige milkshakes i hånde. Bagsiden af medaljen oplevede vi dog i bymidten. Her sad unge kønne cambodjanske kvinder i selskab med gamle overvægtige hvide mænd, hvis holdbarhedsdato for længst var udløbet på det europæiske datingmarked. Velvidende at kærlighed ingen alder og pris har, kunne vi ikke lade være med at føle os en smule forarget og mistænksomme - så blev fordømmene da ellers luftet!
Som afslutning på to begivenhedsrige uger i Cambodia tilbragte vi et par dage i den lille by Kampot. Byen var tidligere hjemsted for franske kolonister, og disse har tilført byen en dosis charme i form af utallige smukke bygninger, der emmer af fransk romantik. Langs flodpromonaden ligger et utal af hyggelige cafeer og restauranter. Vi indtog frokost på en ganske speciel en af slagsen, hvor de ansatte alle lider af forskellige handikap. Vores tjener var døv, så ved hjælp af store fagter og megen gestikulation fik vi bestilt og serveret fantastisk mad.
I de tidlige franskmænds fodspor tog vi desuden på udflugt til Bokor Hill Station, et lille samfund på en bjergtop oprettet og efterladt af de franske kolonister. Her kunne de undslippe den kvælende varme og leve i store villaer, fornøje sig på casino og efterfølgende bede om syndsforladelse i den lokale katolske kirke. Området var i mange år gemt væk i tæt jungle, men inden for de seneste år har en række store entreprenører meldt deres ankomst, og en Bokor Hill Station Take Two er nu igangsat. Det havde desværre medført, at området havde mistet meget af sin mystik og charme, og vi blev derfor mere skuffet end fornøjet.
Med stor vemod forlod vi Cambodia, et land hvis befolkning vi var faldt pladask for, og satte kursen mod vores slutdestination i Sydøstasien, Saigon/Ho Chi Minh City.
Her oplevede vi kaotisk byliv men med små bobler af kulturelle indslag. Hvis du går med en lille drøm i maven om at stjæle en scooter, vil vi give Saigon vores varmeste anbefaling. De er i overflod her!
Med disse visdomsord vil vi igen forlade Jer. Men bare rolig, vi vender stærkt tilbage fra vores andet hjemland, New Zealand.

Vi ses
Jullemis og Adser