Blokader og 26 timer i bus

Vi ankom til La Paz efter en dræber af en bustur fra Santa Cruz på 26 timer. Normalt ville turen tage ca. 18-20 timer, men 100 km før La Paz, var der vejblokader, så vi var strandet så tæt på målet. Det var nu en meget sjov oplevelse at se en flok bolivianere sidde der og blokere vejen, mens køen af lastbiler, busser og biler bare blev længere og længere. Andreas var selvfølgelig straks på jagt efter et par gode billeder, hvilket resulterede i, at en sur bolivianer kastede en sten efter ham.

La Paz = La Pis?

Endelig nåede vi frem til, hvad der ved første indtryk virkede som den mest ucharmerende by. La Paz er verdens højest beliggende hovedstad, og vi havde fået at vide af andre, at byen skulle være ufattelig smuk og fascinerende på trods af kaos. Den del af byen, vi først så, var flad, grå og dødssyg, og jeg var mildest talt mega skuffet. Det indtryk måtte jeg dog hurtigt ændre. Heldigvis. Da vi kom længere ind i byen, blev vi mødt af det mest fascinerende syn af en kæmpe storby omgivet af smukke bjerge - noget tættere på det, vi havde forventet. Jeg var virkelig imponeret.

Første aften var vi begge fuldstændig smadrede efter busturen, så vi gik på jagt efter noget mad og fandt en italiensk restaurant. Jeg var super begejstret, for jeg havde haft lyst til spaghetti bolognese i evigheder. Jeg ventede i spænding, og havde virkelig svært ved at skjule skuffelsen, da jeg fik en portion spaghetti med dåsemad, der lugtede af kattemad. Samtidig sad Andreas og guffede i den lækreste pizza :-) sådan gør man Julle utilfreds. Dog lavede de en fantastisk Pina Colada, så besøget der var ikke helt forgæves.

Lægebesøg, sightseeing og hokus pokus

Vores første hele dag i byen gik med sightseeing som de turister, vi nu engang er. Selvom jeg nu ved gentagne lejligheder er blevet spurgt, om jeg er fra Argentina. Don Pedro - du er ikke den eneste latino :-) først skulle Andreas dog til læge med infektionen på sit ben, der igen skulle renses. Den stakkel. Selv jeg var lige ved at kaste op. Dog var lægen super sød.

Herefter gik turen til Plaza de Sucre og fængslet, der ligger midt i byen lige ved pladsen. Meget underlig placering, må man nok sige. Vi nåede at fare vild, inden vi kom dertil. Flot - men så fik vi også set lidt andre skumle dele af La Paz.

Efter en god omgang mexicansk frokost, vadede vi hen til heksemarkedet. Her var der hundredvis af boder med alverdens hokus pokus. Det mest mærkelige var nok udstoppede lama-babyer (gad vide, hvad det hedder?), uden pels vel at mærke, som bliver brugt til at jage ånder væk, når man bygger en ny bygning. Vi fik shoppet lidt og set det ene mærkværdige påfund efter det andet. En super hyggelig eftermiddag.

La Paz er nok den mest kaotiske by hidtil. Der er så meget trafik, bilisterne dytter af alt og alle, og der er mennesker overalt. Det var lidt stressende at gå rundt i byen. Og så er der så klamt på grund af forurening. Nogle steder var det svært at trække vejret.

Reunion med vores yndlings-skotte

Aftenen bød på reunion med vores yndlings-skotte Adam, som vi festede med, da vi var i Santiago. Han havde misset sit fly til junglen, den klovn :-) men det betød, at vi kunne mødes igen og tage ud og få noget lækkert mad. Valget faldt på byens bedste steakhouse, hvor vi fik de bedste bøffer siden Argentina. Det var en super hyggelig aften, der dog endte i ordentlig tid, fordi vi skulle op og køre ned ad Death Road dagen efter.

Death Road

Højdepunktet i La Paz var turen ned ad Death Road på mountainbike. Vi startede ved 8-tiden, hvor vi kørte en times tid uden for byen. Vi var en gruppe på otte plus to guider og en chauffør fra selskabet Vertigo, som vi kun kan anbefale - gode, humoristiske guider, der respekterer alle niveauer, og sikkerheden var i top. Da vi nåede toppen, 4750 meter over havets overflade, blev vi iført en masse sikkerhedsudstyr, så vi var klar til de første 22 km ned gennem bjergene - på asfalt for at lære cyklerne at kende inden terrænet på Death Road. Det var så sjovt, og der blev givet fuld gas nedad.

Efter en snack-pause nåede vi endelig til starten af Death Road. Der var ufatteligt smukt, og "vejen" virkede uendelig lang, da man stod der på toppen og kiggede ud over landskabet. Afsted gik det. Vejen er en lang grusvej - det meste af vejen går det nedad. Thank God. Mange steder er der mega stejlt og meget smalt. Og man ved, at der de fleste steder er 500 meter ned, så man er færdig, hvis man ikke holder sig på stien. Så terrænet er udfordrende, men super sjovt, og man kan virkelig få fart i hjulene. Jeg er ret glad for, at vi havde taget en mountainbike-tur i Sucre også, så jeg i det mindste ikke var helt grøn på en mountainbike.

Pigerne efter drengene?

Til min egen overraskelse var jeg slet ikke nervøs og gav den fuld gas fra starten. Måske var jeg lidt overmodig indimellem, men da jeg så, at jeg kunne følge med guiden og drengene den første halve times tid, fik jeg blod på tanden. Jeg nægtede simpelthen at blive sat :-) og det lykkedes at køre med dem i alle 70 km. Jeg tror, Andreas var lidt overrasket over, at jeg kunne følge med og fik også ros af guiden, da det hele var overstået. Så det var en glad Julle, der kom ned i et stykke. Mor, du ville have været død af skræk, hvis du så det. Far, du ville bare have været stolt.

Det krævede lidt tålmodighed undervejs at vente på de sidste fire piger, som var noget forsigtige og ikke turde køre stærkt. Måske meget klogt af dem. Da vi kom tilbage til vores hostel, hørte vi, at der var en pige, der var kørt ud over en skrænt samme dag. Vi hørte aldrig, om hun klarede den.

Well, hele turen var et stort adrenalin-kick, og det overgik alle mine forventninger. Da vi var færdige, ville jeg bare afsted igen. Efterfølgende fejrede vi dagen med et par bajsere og tog videre til et lille hotel, hvor vi fik frokost og fedede den ved poolen i et par timer, inden turen gik tilbage til La Paz.

Nattelivet i La Paz

Tilbage på hostelet var vi lidt trætte af al den adrenalin og motion. Men vi mødte skotten Adam i baren, så vi ville lige tage et par drinks sammen med ham. Og et par drinks blev til mange, og vi havde en hyggelig aften, hvor vi mødte en masse nye mennesker. Da baren på Loki Hostel lukkede, var Andreas træt, men teenageren, Adam og Richard (en engelsk gut, vi havde mødt) var selvfølgelig ikke klar til at gå i seng. Jeg fik Adam overtalt til at tage sin kilt på, og så var vi en flok, der tog videre i byen.

Da klokken var lidt for mange, kunne Adam slet ikke gå på benene, fordi han var så fuld. Så han forsvandt, og vi var i den opfattelse, at han bare tog tilbage til hostelet. Men dagen efter hørte vi, at han først var dukket op sidst på eftermiddagen dagen efter. Hvad han har lavet i mellemtiden, ved jeg stadig ikke :-)

En besynderlig opgang?

Nattelivet i La Paz er så sjovt. Da det her diskotek også lukkede, var vi en gruppe, der stadig ikke havde lyst til, at festen skulle slutte. Mor, læs ikke videre :-) Og naiv, som jeg er, tog jeg med de andre videre i en taxa. Vi blev sat af in the middle of nowhere, hvor der hverken var barer eller noget andet. To af gutterne bankede på en dør i, hvad der lignede en helt almindelig opgang. Døren blev åbnet af to kæmpe bolivianere, der kiggede mistroisk på os, indtil de fik øje på en af fyrene - åbenbart et velkendt ansigt. Så blev de pludselig et stort smil og viste os op ad trappen i opgangen.

En øl og et gram kokain, tak!

De åbnede en kæmpe metaldør, hvor vi blev mødt af høj musik, som man ikke engang kunne ænse, da døren var lukket. Vi var åbenbart taget hen til en såkaldt "kokain-bar", hvor man kan bestille kokain i baren - præcis som var det alkohol. Folk, der kender mig, kender min holdning til det lort. Så min første indskydelse var at skride, men det var nu alligevel lidt fascinerende, så jeg blev for oplevelsens skyld. Desuden skulle jeg heller ikke nyde noget af at tage alene derfra - at tage en taxa i La Paz som alene pige midt om natten er et absolut no go.

Tak, men ellers tak!

Jeg var så stiv, men heldigvis var jeg klog nok til at sige "tak, men nej tak" til drinks og alt andet derinde - det er jeg ret glad for nu. Men der sad Julle omgivet af folk, der sniffede den ene bane kokain efter den anden. Åbenbart til næsten igen penge. Den naive teenager her var lidt rystet. Men det fede var, at de andre 100 % accepterede mit nej tak. Der var ikke noget pres der på trods af, at deres næser var helt hvide af det dersens pulver :-)

Jeg fik også diskuteret min holdning til stoffer med et par folk der, men de grinede bare af mig. Så vi sludrede bare videre om alt og ingenting. Da de andre endelig var klar til at tage hjemad, var der helt lyst udenfor. Jeg var så træt, men no wonder. Klokken var åbenbart blevet 8.30. Velkommen til nattelivet i La Paz. Det var en oplevelsesrig og mega sjov aften.

Madforgiftning igen - skønt!

I løbet af natten havde jeg haft det lidt skummelt, men jeg troede bare, at det var alkoholen, der spillede mig et puds. Det var meningen, at vi skulle videre til Copacabana samme dag, efter at have været ved læge med Andreas om formiddagen. I taxaen tilbage for at hente vores ting, var jeg så presset med kvalme. Kunne godt mærke, at det ikke havde noget med tømmerdrenge at gøre. Jeg nåede kun lige tilbage på hostelet, før jeg kastede op. Det næste døgn blev brugt på skift mellem sengen og toilettet. Jeg havde fået endnu en dejlig omgang madforgiftning, og jeg havde det SÅ skidt. Så vi kom ingen vegne den dag. Kedelig afslutning på nogle ellers fantastiske dage i La Paz - en by fyldt med kontraster.