Onsdag d. 11. april fløj vi fra Hong Kong til Vietnam. Egentlig var det meningen at vi skulle have taget toget, men da vi er i Hong Kong, går det op for os, at vi teknisk set forlod Kina da vi rejste ind i Hong Kong, og derfor var vores kinesiske visum udløbet. Vi kunne derfor ikke tage toget, for så skulle vi igebben Kina, og vi det var ligesom ikke en mulighed længere. Vi havde derfor intet valg, vi blev nødt til at købe en flybillet. Onsdag var det meget rart at vi ikke skulle sidde mange timer i et tog, men det var altså ikke lige regnet med i budgettet. Kina og Hong Kong har været en super oplevelse, men det har været dyrt. Meeen, nu har vi de oplevelser med os, og pengene kan vi jo altid tjene igen :)

Vi blev hentet i Hanoi lufthavn af en mand fra det hostel vi havde booket senge på. Vi havde hørt en del historier om taxa chauffører der kører folk hen til en anden del af byen, og til et andet hotel end de beder om, fx hen til deres fætter. Så vi havde bestilt pick-up fra lufthavnen. Da vi kommer ud fra bagageudleveringen, stod der er en mand med et skilt med vores navne. Toalt VIP ;) Vi tjekkede ind på vores hostel, og gik direkte i seng. Vi sov på dorm-værelse, og det var ved midnatstid, så det galt bare om at finde sin seng, og lave så lidt larm som overhovedet muligt.

Torsdag besluttede vi os for at tage på en mini-sightseeing tur rundt i byen. Vi spiste morgenmad på vores hostel, og der mødte vi Katie på 18 år fra England. Det var Katies første tur, på hende 2,5 måneder lange rejse. Hun rejste alene, og var MEGET nervøs for at sige det mildt. Hun var faktisk urolig og bekymret over alt! Og så havde hun allerede hjemve, og det virkede som om hun fortød at være taget afsted alene. Vi prøvede at forsikre hende om at det hele nok skulle gå, og at hun helt sikkert ville møde mange mennesker, for der er mange her der rejser alene. Det mindede os lidt om da vi selv kom til Bangkok, og lige skulle falde til med vores rygsæk og de nye omgivelser. Meeen, vi husker altså ikke at vi var lige så nervøse og urolige som hende. Vi tilbød Katie at hun kunne tage med os på en gåtur rundt i byen, og følte at vi lige blev nødt til at hjælpe hende lidt på vej. Det ville hun meget gerne, og virkede lettet over ikke at skulle bruge sin første dag helt alene.

Vi troede at der var mange scootere i Thailand og Laos, men det er intet i forhold til her i Hanoi. Der er scootere over det hele! Det tog lige lidt tid at finde ud af hvordan man bedst kom sikkert over vejene. Men vi fandt ud af at det var bedst bare at gå, og så satse på at de kørte uden om en. På et tidspunkt kom vi til et kryds hvor fem veje mødtes. Der var intet trafiklys, eller afmærkninger på nogen måde. Det var bare om at køre, og styre uden om hinanden, hvilket engang imellem førte til trafikpropper af scootere i midten af krydset. Men det var der ikke rigtig nogen der gik op i. Så holdte man lige stille lidt mens folk flyttede sig i forskellige retninger, og så kørte alle videre.

Det første sted vi gik hen, var et gammelt fængsel, som nu var lavet om til museum. Her så vi hvordan fanger under Vietnam krigen havde siddet fanget. Det var skræmmende at se de små celler, alle med fodlænker som fangerne havde om anklerne, lænket fast til gulvet. Fængslet var bygget af Frankmændende under den franske koloni, og her sad de nolge vietnamesere der gik imod styret, og kæmpede for deres frihed. De leve i fængslet under virkelig dårlige forhold. Vi læste om hvordan folk blev straffet og henrettet, og om hvor mange der døde i fængslet. Senere brugte Vietnamserne fængslet til amerikanske krigsfanger, her var forholdene dog noget anderledes, da soldaterne fik lov at holde jul, og få breve hjemmefra. Men uanset hvad, var det et skummelt sted, og helt sikkert ikke et sjovt sted at sidde som fange.

Da vi havde set fængslet fik vi lidt frokost, og så fandt vi The Temple of Literature. Vi vidste rent faktisk ikke helt hvad de var vi så på, men vi havde hørt at det var et must-see i Hanoi, da det er et typisk vietnamsesisk tempel. Der var da også pænt, med mange blomster, og gamle bygninger. Men så var det vidst også set, tjek! Derefter fandt vi en friøsr til Celines, og så fik hun klippet de triste totter af.

Vi gik tilbage til vores hostel og bestilte en tur til Halong Bay til dagen efter. Vi var ved at være mætte af alle storbyerne, og glædede os til Halong Bay, så det var helt fint med kun én dag i Hanoi. Om aftenen tog vi ned på den bar der var på vores hostel. Der er normalt gratis øl i en time hver aften, men der havde været bøvl med ølleveringen, så vi fik istedet gratis buckets. De havde bare ikke almindelig størrelse buckets, så vi fik drinks i spande på størrelse med en gulvspand :) På et tidspunkt ringede vi efter pizza, som vi ville dele med tre engelske piger. Der opstod så åbenbart lidt sprogproblemer da vi skulle bestille, for vi fik 8 pizzaer istedet for 4! Så der var nok til alle.

I Vietnam drikker de slange-shots! Det er en står glaskrukke med døde slanger i, og så en masse vodka. Sådan en krukke havde de da også i den her bar. Og jo flere drinks der ryger ned, jo modigere bliver man som regel. Så Celine ender med at tage sig mod til, og prøve den lækre blanding. Mmm... mums :) Lad os bare sige, at nu har hun prøvet det, og så skal det vidst ikke prøves igen :) Vi fortsatte aftenen på en anden bar, men blev der ikke så længe, da der ikke var så mange mennesker. På vej hjem stødte vi helt tilfældigt ind i en der hedder Nikolaj, som Celine har gået et halvt år i skole med i Roskilde. Han var sammen med to venner som han rejser med. Celine fortsatte i byen med dem, mens Julie gik hjem med de engelske piger.

Fredag efterlod vi vores store rygsække på vores hostel, og tog med vores små rygsække til Halong Bay. Vi havde hørt der skulle være rigtig smukt, og så glædede vi os også bare til at komme lidt væk fra alle storbyerne :)