Søndag gik turen med bus til Vientiane, hovestaden i Laos. En lidt hård tur for dem af os med tømmermænd, for det var fire timer i bus på grusvej. Puha, det bumpede en del. Vi skulle søge om visum til Kina, og havde hørt at det kunne være lidt besværligt, så selvom vi først skulle flyve videre næste mandag, tænkte vi, at det nok var godt med lidt ekstra tid der, just in case. Vi tog afsted med Patrick, Mads, Andreas og Malte, de danske drenge vi var sammen med i Vang Vieng.

Mandag morgen tog vi til den Kinesiske ambassade. Vi troede at vi havde styr på reglerne, og at vi havde hvad vi skulle bruge for at søge om visum. Vi havde pasfoto og flybilletterne klar, men det vidste sig at det ikke helt var nok. Så ja, det er faktisk lidt besværligt at søge om visum til Kina. Vi skulle nemlig også bruge en adresse på det sted vi skulle bo. Intet problem, vi skal bo hos nogle af vores venner, så giver vi bare den adresse, tænkte vi. Men nej, så skal vi da også lige bruge et kopi af en af vores venners pas og visum, plus en skriftlig tilladelse fra ham, hvor der står at vi kan bo hos ham. Okay, den havde vi så ikke lige set komme. Tilbage til vores guesthouse og skrive en mail til John. Imellemtiden ville vi så udfylde ansøgningskemaet. De andre gange vi har søgt om visum, har vi skulle udfylde omkring to sider med vores navn, adresse og sådan. Når man skal til Kina skal man udfylde 4.. Vi skulle bl.a. skrive om vi er gift, skilt, enke eller aldrig har været gift. Vi skulle også nævne alle de lande vi har rejst i det seneste år, og skrive dato på ind- og udrejse. Før vi fik styr på det hele, havde ambassaden lukket, så det var godt at vi tog til Vientiane i god tid, for vi måtte vente med at tage tilbage til tirsdag.

Efter vores mislykkede besøg på ambassaden, tog vi med drengene ud for at finde et vandland. Vi havde læst i Lonely Planet at der skulle være sådan et i Vientiane, og det var en virkelig varm dag, så vi kunne ikke rigtig overskue så meget andet end at flyde rudt i vandet. Da vi kom frem viste det sig dog at vandlandet er lukket, så vores tuk tuk chauffør kørte os istedet hen til en offentlig pool. Der var godt nok ingen vandrutchebaner, men vandet var lækkert, og det var rart at blive kølet ned. Om aftenen tog vi på sushi restaurant. Ingen af os to er egentlig til sushi, men drengene var helt oppe og køre over det (især Patrick) så vi tog med, og fandt noget tilberedt mad på menukortet istedet.

Tirsdag morgen tog vi tilbage til ambassaden. Vi havde stadig ikke hørt fra John, så vi var blevet nødt til at booke en overnatning på et hostel istedet, bare for at have een adresse at skrive i ansøgningen. Denne gang havde vi fået styr på det hele, og fik af vide at vi kunne hente vores visum om fredagen. De andre gange vi har søgt om visum, har det taget én arbejdsdag, men når man søger til Kina tager det fire.. Igen, godt vi var i god tid.

Da vi kom tilbage lejede vi alle seks cykler, og tog på vores egen lille sightseeing tur rundt i byen. Vientiane er en hovedstad, men en meget lille en af slagsen. Der bor kun omkring 300.000 mennesker. Vi mærkede hurtigt at byen ikke er særlig stor, for ligegyldigt hvilke vej vi valgte, endte vi de samme steder hele tiden. Den største turistattraktion vi så, var Vientianes udgave af triumpfbuen. Selvom der ikke var så meget at se, var det en rigtig hyggelig dag, og det var en god måde at få set det af byen, der nu engang var at se. Vi sluttede turen af på et skandinavisk bageri. Her kunne man både få romkulger, træstammer og meget andet lækkert. Og det smagte faktisk stortset ligesom derhjemme :)

Onsdag tog vi tilbage til poolen. Det var igen en virkelig varm dag, og nu syntes vi ligesom at vi havde set hvad der skulle ses af byen. Egentlig er to dage i Vientiane nok, men vi skulle jo vente på vores visum, så et eller andet skulle vi finde på at lave. Tirsdag havde vi fudnet en restaurant der holdte burger-spise-konkurrence. Det går ud på at man skal spise en burger med en bøf på 1 kg kød, og det har man så en time til. Hvis man klarer udfordringen får man det gratis, og så får man sit billede hængt op på wall of fame. Hvis ikke, skal man betale for burgeren, og så ender man wall of shame. Vi er tidligere blevet af imponeret over den mængde af mad Malte kan spise, og også hvor hurtigt det ryger ned. Så selvfølgelig skulle han deltage. Han havde varmet op hele dagen, ved kun at drikke vand og spise salat. Og drengene havde googlet hvordan man bedst muligt spiser en stor mængde mad på kort tid. Så Malte var virkelig klar til udfordringen. Spændte sad vi klar på restauranten med kameraene parate. Men, men, men.. Til vores store skuffelse fandtvi ud af, at man skullebestille burgeren dagen i forvejen. Bollen er åbenbart så stor, at den skal special bages dagen før. Øv, øv, øv. I kan vel forestille jer hvor skuffede vi blev. Istedet måtte vi alle bestille helt almindelig kedelig mad i normal størrelse :( Ej, faktisk var maden der rigtig lækker. Vi bestille bøffer for første gang i lang tid. Og købte vin for første gang på hele vores rejse. Så det endte med at blive en god middag alligevel. Drengene skulle videre næste dag, så desværre nåede vi aldrig tilbage for at prøve konkurrencen (Vi følte ikke lige selv for at stille op).

Efter en god middag, fandt vi en japansk bar. Vi troede at det var en helt almindelig bar, men det var det vidst ikke helt. Da vi kom ind blev vi taget imod af omkring 20 Laos(ianske?) piger der råbte sabaidee (hej) i kor. Vi fik en plads i baren, der var formet som en hestesko. Det var tydeligt at baren var indrettet til at man skulle snakke med bartenderne, og ikke med hinanden, for vi sad på en lang række. Pigerne sværmede omkring drengene, og der var det at vi begyndte at tænke at der var noget underligt ved stedet. På et tidspunkt gik en af de andre kunder om bag ved sammen med en af pigerne, og det blev tydeligt hvad det var for en slags bar vi var havnet på. Vi drak kun en øl der, så syntes vi ligesom at det var på tide at smutte videre, til pigernes store skuffelse. Vi fandt en bowlingehal, og tænkte at vi ville gentage successen fra Luang Prabang. Celine var faktisk overraskende god, og kæmpede om førstepladsen med Malte. Alle andre var rent ud sagt elendige. Men det er altså også svært i bare tæer :) Vi sluttede aftenen af på en lokal club. Her fik Mads sig en del beundrere. Vi er stadig ikke helt sikre på om det var mænd eller damer, men de syntes i hvert fald at det var hyggeligt at danse meget tæt op og ned af Mads.

Torsdag tog drengene videre til Vietnam. Vi tog ud for at finde et sted at shoppe, men det vidste sig at være umuligt i Vientiane, på trods af at det er en hovedstad. Vi havde ellers tænkt os at købe lidt varmere tøj, for det skulle være en del køligere i Kina, men det må vi gøre når vi lander i Shanghai.

Fredag hentede vi vores pas med det kinesiske visum. Yes, så lykkedes det alligevel. Fem dage i Vientiane var lidt mere end rigeligt, men vi skulle først flyve mandag. Vi besluttede os derfor for at tage en bus tilbage til Vang Vieng (det tager kun 4 timer). Her havde vi set at man kunne se grotter og sejle i kajak, så vi ville gerne tilbage og se en anden side af byen en den vi allerede havde set. Så da vi havde hentet vores visum, tog vi en bus tilbage. På trods af at Vientiane ikke er den fedeste by vi har set indtil videre, havde vi nogle rigtig gode dage her. Det er ikke altid omgivelserne der skaber de bedste oplevelser, nogle gange er det nok med godt selskab... Og det havde vi i hvert fald her :)