Tirsdag d. 6. marts tog vi med minibus fra Pai mod Laos grænse. Vi kørte kl. 20, og omkring kl. 02.30 nåede vi frem til et hostel hvor vi skulle overnatte. Vi skulle allerede op kl 7 for at køre videre, så det var en kort nattesøvn vi fik os. Vi fortsatte med en stor tuk tuk til grænsen mellem Thailand og Laos. Her fik vi morgenmad, og derefter blev vi kørt ned til floden der skiller landende. Vi blev sejlet over floden og ind i Laos af en meget smal og lang speedbåd. Den mindede lidt om longtail bådene i Thailand, bare meget mindre søstærk. Det var vidst heldigt at vi kun skulle sejle med den i 5 minutter. Da vi ankom til Laos fik vi lavet vores visum, og efter et par timer gik turen videre med en slowboat. Vi havde egentlig fået nummerede pladser, men da vi kom ombord vidste det sig, at vores pladser slet ikke fandtes. Vi endte i stedet med at sidde ude bag i sammen med to norske piger. Vi sad faktisk i køkkenet mellem potter og pander, på et par røde plastik stole. Og der sad vi så i 6 timer. Vi havde godt nok den flotteste udsigt, meeen, vi fik altså en smule ondt bag i. Indenfor kunne de sidde behageligt og slappe af, mens vi sad lige op og ned på plastik stole. Efter en halv times tid er der et eller andet der spræller i en papkasse. Vi finder så ud af, at vi sidder ved siden af to haner, der er lukket inde i hver deres papkasse. Julie, som jo elsker høns, havde fået æren af at sidde med den ene lige i nakken, og efter et stykke tid begyndte den at gale og rumstere i kassen, og det blev den så ved med det meste af tuden. Velkommen til Laos!

Efter ca. 6 timer kom vi frem til Pak Beng. Her havde vi en overnatning inden vi igen skulle videre med båden mod Luand Prabang. Vi fandt et hostel sammen med de norske piger vi havde siddet i køkkenet med. Om aften gik vi ud og spiste med dem, og her gik det op for os, at folk i Laos ofte er rigtig dårlige til engelsk. Meget dårligere end i Thailand. Vi spiste på en lille restaurant med et meget sødt personale. Men bare det at bestille maden var svært. Vi pejede i menukortet, hvor det både stod på engelsk og på Lao. Men selv det på Lao havde manden svært ved at forstå. Vi ender med at få bestilt, men det vi får serveret svarer ikke helt til det vi forventede. Celine bestilte fx en greencurry, NO spicy. Det plejer de som regel at forstå. Istedet fik hun redcurry, very spicy. Vi synes ellers selv at vi er blevet ret gode til det stærke mad, men det der var simpelthen uspiseligt. Alle dem der arbejdede der var dog rigtig søde, og som vi senere har fundet ud af, er det generelt sådan over det hele i Laos. Alle er virkelig flinke og hjælpsomme, så går det nok at de ikke snakker så meget engelsk.

Efter aftensmaden gik vi en tur i byen. Og det vidste sig at den var meget, meget lille. Vi fandt en bar, faktisk den eneste bar i hele byen, og fik en øl med de norske piger. Da vi kom tilbage på vores hostel, havde vi vores første møde med et meget underligt dyr, som vi ikke er særlig store fans af. Vi har stadig ikke set dyret, men har fået af vide at det er kamæleon af en slags. Men hold nu op hvor er den irriterende. Inde på vores værelse hørte vi en lyd. En meget underlig og meget høj lyd. det er svært at forklare, men man er ikke i tvivl når man hører den. det lød som om der sad et dyr inde på værelset, så vi går ned til vores husmor og spørger om vi kan bytte værelse, og det kunne vi heldigvis. Men det har siden vist sig at det ikke blev sidste gang vi skulle høre den lyd.

Næste morgen ville vi tidligt ned til båden, nu måtte det altså være nogle andres tur til at sidde i køkkenet. Vi havde fået af vide at båden skulle sejle 9.30, så kl. 9 går vi ned for at finde et par gode pladser. Nede ved kajen kan vi se at der allerede er mange mennesker ombord så vi skynder os derned. Vi er så åbenbart de sidste mennesker, igen! Og alle sidder og venter på os. Vi havde fået den forkerte tid af vide, det var kl 8.30, ikke 9.30.. Denne gang ender vi dog ikke i køkkenet, men istedet i maskinrummet. Og vi skal lige hilse og sige, at køkkenet var luksus i forhold til det. Motoren larmede helt vildt, og der blev mega varmt. Vi var rigtig trætte og ville gerne sove lidt, så vi lå på gulvet og under sæderne, med puder over hovederne for at prøve at dæmpe støjen lidt. Det værste var næsten lugten. Engang imellem gik motoren ud, og så skulle de lige fikse et eller andet før vi startede igen. Bagefter stank der i hele maskinrummet. Skal vi bare sige, at da vi nåede frem til Luang Prabang efter to dages transport på en båd i køkkenet og i maskinrummet, var det en rigtig dejlig følelse at nå frem. Men så har vi da prøvet det med :)