Før vi begynder at fortælle om hvad vi har oplevet idag, må vi hellere "gå om bag sættet"

Der er (som alle ved) en del uroligheder i Bangkok, og igår aftes fik vi at vide at alt på den gade hvor vi havde boet i Bangkok var lukket, og Optøjerne var gået den vej. Derfor var der også blevet dræbt civile ikke langt fra hvor vi boede, på gader hvor vi havde gået 2 dage før. Det må siges at være noget af en skræmmende oplevelse, til trods for at da vi var der, var demontrationerne granske fredsommelige. Bare tanken om at det kom så tæt på os, og hvad der kunne være sket er bestemt ikke rart.

Efter den gang Pyller, syntes vi også i skal vide lidt om det land (Cambodia) som vi befinder os i, for at forstå hvor storslående det er at landet idag klare sig så godt. Og endnu mere hvor forfærdenlig det er, at ting som dette kan ske uden vi nogensinde har hørt om det.

I 1975 lod 3 mænd rygtet gå om at USA ville smide bomber i Midten af Cambodia, som de havde smidt dem i Vietnam. Dette skræmte selvfølgelig folk, og alle rejste hurtigt ud til landområderne. Dette resulterede i at mange blev skilt fra deres familie. Men USA ville ikke smide bomber over Cambodia, det var blot disse mænd som af en grund, man stadig den dag i dag ikke kender, ville have magt. Derfor begyndte de at dræbe alle veluddannede eller folk med en højere status i landet. De brugte de lavere i samfundet til at gøre det, med metoden "dræb, eller bliv dræbt", men efter noget tid begyndte de at dræbe alle, ved blot den mindste grund (eller ingen). Hele familier blev udryddet, og da det sluttede i 1979 var der dræbt imellem 2 og 3 milioner mennesker. Den 3. af de mænd der havde været skyld i så mange drab, blev først fanget 2007, og der er nu under retsag, hvor menneskerettighederne går meget op i, at dette monster af et menneske, nu bliver behandlet ordenligt, til trods for han har tusinder og atter tusinder af bla. spændbørnsliv på samvittigheden. Dette i sig selv er skræmmende, men ligeså skræmmende er det at tænke på, at det er så få år siden, og alligevel er det ikke rigtig nok til at optage tid i den danske historieundervisning.

Dag 7.

Stort tillykke til Far(Per) Mormor (Anni) og Estefania, med fødselsdagen.

Vores dag idag er gået med at udforske den Cambodiske Historie. Vi startede med at tage til et Muserum, som havde været rammerne om mange menneskers lidelser i overnævnte periode. Inden disse grufuldheder, havde bygningen været brugt som skole, men var blevet bygget om til at indeholde celler så små, at de danske myndigheder knapt ville lade en gris bo der. Her blev de tortureret og ydmyget, indtil deres navn blev kaldt , hvor de skulle sidden med bind for øjnene og vente på de blev kandt til en lastbil, som ville bringe dem til stedet hvor de blev kørt til markerne (killing fields) hvor de skulle dræbes. Hvis man var "heldig" ville lastbilen være fuld, og man ville derfor have endnu en dag at leve i, indtil næste dag hvor en ny lastbil ville komme og hente folk. Det var ikke alle der nåede at få kaldt deres navn, da de døde inden af forskellige årsager som tortur eller pga. dårlig hygiejne.

I dette museum var der billeder af mange af de dræbte, og malerier som viste hvordan spædbørn var blevet slynget imod et træ, så man kunne høre hjerneskallen knusses, for øjnene af deres mødre. Der var også andre forfærdige totur metoder og måder at dræbe på. Nogle af de mest anvendte metoder var at enten hakke eller spyde folk ihjel, da de som gjorde det mente det var for dyrt at bruge patroner på drabende.

Da det sluttede i 1979 var det kun 7 som overlevede dette sted (3 nulevende). Vi var så heldige at møde den ene af dem idag, hvilket var utroligt stort at møde en mand der havde været så meget igennem, men stadig formåede at leve livet den dag idag.

Efter dette blev vi kørt til et af de steder hvor lastbilerne bragte folk til, massegravpladsen (killing fields). Her var folk blevet tvunget til at gå og grave deres egen grav, hvorefter de var meget sat op på række med bind for øjnene, og derefter slået i baghovedet eller skået halsen op, hvilket de ikke altid dødede af, hivlket betød de blev begravet levende. I midten var der opstillet en minde bygning, hvor der var samlet over 8000 kranier som var fundet der. I det område hvor vi var, befandt der sig 129 massegrave, hvoraf kun 89 er blevet gravet op, da resten ligger under vand. Dog kunne man når man gik rundt stadig se knoglerester i jorden. Når folk blev dræbt skreg de af gode grunde, men for at de som gik og gravede deres egen grav, og at folk udefra ikke skulle vide hvad der foregik, blev der spillet højt glad musik.

Dette var et meget helligt sted for de lokale, og af gode grunde var det også et ømt punkt i deres livs historie, da min. 1 fra hver familie i hele cambodia forsvandt under denne periode. Derfor er det noget som påvirker hele ladet, og man bør derfor vise det en stor respekt. Hvilket det ikke var alle i vores gruppe som gjorde. Der var piger som ikke dækkede deres skuldre, da det var for varmt for dem at have tørklæde over. Vi må indrømme vi begge blev harme over det, da det påvirkede os begge meget at se alle disse lidelser landet havde gået igennem.

Om aftenen delte vi os op, Sofia tog ud og shoppe med nogle piger, og var helt overbevist om hun aldrig var kommet hjem igen, efter som tuk-tuk manden bestemt mente vi skulle stå ud i en mørk gyde, hvilket vi 2 blonde piger ikke var så meget for. Jacob gik ud og fik en øl med en af drengene, hvor små 13 årlige piger opsøgte dem, for at først tilbyde bøger, dernest for at tilbyde sig selv til de noget chokkerede drenge.

Så det har været noget af en dag, med lidt for mange oplevelser og inputs, derfor ser vi frem til at vi i morgen hvor vi rammer en skøn sandstrand med tid til afslapning og eftertanke.