Nu har vi forladt de trygge rammer i Perth, og har begivet os til Northern Territory. Bum!

Vi tilbragte de to første nætter i Alice Springs. Alice er hovedsageligt en by man kommer til for at tage til Uluru, for der er ikke særlig meget at lave der, så halvanden dag var fint.

Søndag morgen kl. 04:45 stod vi op sammen med det meste af hostlet for at begive os ud på vores tur til Uluru. Cirka en time efter blev vi samlet op af vores turguide Jen, som spurte os var vi var fra, og da vi svarede Danmark, kunne hun fortælle os at det var de to andre inde i bussen også. Det skal lige siges at vi ikke har været ansigt til ansigt med danskere i 7 måneder, så vi blev en smule begejstret, men også lidt bange, for vi kan efterhånden ikke rigtig mestre det danske sprog. Vi var lidt usikre på hvordan vi skulle henvende os til dem, så vi satte os ikke ved siden af dem i bussen!

Efter af vi havde samlet resten af holdet op, som bestod af team Franch, team South Korea, team Japan, et par fra Tyskland, team Danmark og Jack fra England, begyndte vores første lange tur, som gik hele vejen ned til vores camp ved Uluru, dog havde vi et lille stop ved Mount Conner, som er så helligt for Aboriginalsne at man ikke kan komme tættere end 20 km på.
Da vi kom til vores camp lavede vi frokost, og herefter to vi ud til Kata Tjuta, som har den samme røde farve som Uluru, og resten af central Australien, på grund af det høje jernindhold. Her gik vi turen Valley of the Winds, udsigterne lignede noget fra Hulebjørnes klan. Efter det var det tid til at se solnedgangen over Uluru. Det er specielt fordi sten skifter farve alt efter hvor solen er henne. Her fik vi champagne i plastik kop, noget der nemt kan gøre en koreaner lidt små beruset, men for vores australske levere var det ingenting. På vejen tilbage i bussen spurte Jen hvor mange der skulle sove i swags, det var der ikke mange der ville. Faktisk var det kun os og Jack der på daværende tidspunkt havde mod på det. Tilbage i campen meldte vi os til at hjælpe Jen med at lave aftensmad. Menuen stod på kamel pølser, oskesteak og kængurusteak. Jack blev grillmesteren og vi stod for salat.

Kamel smager godt!

Efter maden fandt Jen en swag frem og viste hvordan man sover i sådan en. Der var stadig ikke mange som var keen, men vores gensynsglæde med swaggen fik måske nok nogle til at få mere mod på det. Jen brugte også lidt tid på at fortælle om de forskellige stjernebilleder vi havde mulighed for at se. Da sydkoreanerne ikke så godt forstod engelsk var der nok mange ting som Jen fortalte som gik tabt. Men heldigvis var Jen god til at genfortælle de forskellige ting til dem senere. Det samme gjorde hun om stjernebillederne. Deres fascination var ikke til at tage fejl af. Da team Danmark og Jack lå klar i vores swags, stod Jen og vidste dem stjernerne. ”Aarh, åååh” udbrød de i kor hver gang de forstod. Vi grinte ubehageligt meget! Men kun fordi de er så pokkers søde.

Det engelske sprog var ikke sydkoreanernes eneste udfordring. For nogle var det første gang de skulle bruge en dåseåbner og første gang de skulle vaske sin egen tallerken op. En fyr havde valgt at tage ckroks på på turen og det måtte have været hans eneste fodtøj overhovedet for vi så ham bestige kings canyon i dem.

Næste dag stod vi op kl. 05.15 for at komme ud og se solopgangen ved Uluru. Næsten alle havde kunne holde varmen i sin swag og vi kan kun give australierne ret. Der er ikke noget flottere end stjernehimlen i outbacken! Efter solopgangen gik vi 5 km rundt om Uluru. Der er i alt 10 kilometer hele vejen rundt, men vi skulle mødes med en aboriginal guide så vi havde ikke tid til hele turen rundt. Vi måtte ikke søge efter øjenkontakt med guiden da de finder det meget fornærmende at gøre. Hun kunne heller ikke engelsk så hun havde en oversætter med. Hun fortalte historier knyttet til Uluru.

Herefter gik turen til Kings Canyon, hvilket var en tur på 4 timer. Da vi nåede frem gjorde vi lejeren klar. På køreturen stoppede vi nogle gange og samlede brænde til lejrbål og skumfiduser. Der gik ikke lang tid før det blev mørkt og Jen samt hende franske hjælpere havde aftensmaden klar. Resten af aftenen sad vi omkring bålet og fik snakket rigtig meget Dansk. Det var også denne aften vi for første gang hørte dingoerne helt tæt på og de gav den ikke for lidt. Dingoer gør ikke, de hyler. De hyler i kor. Vi grinte igen rigtig meget, denne gang grinte nogle af angst.

Senere på vej til toilettet opdigtede vi alle mulige skræk senarier omkring hvordan dingoerne ville angribe os. En af dem gik ud på at de ville vente på os inde på toilettet. Så da vi nåede skurvognen havde vi gjort os selv godt bange. Så bange at da vi åbnede døren indtil blev vi forskrækket over at der stod en pige. Faktisk blev vi så forskrækkede at hun sagde undskyld. Men intet kunne holde os fra at sove ude i swaggen. Den nat begyndte Anne-Mette at blive forkølet.

Næste dag skulle vi på en 3 timers klatretur på Kings Canyon. Med feber og snottet næse (Anne-Mette) besteg vi alle the heart attack hill. Det var hårdt, men det var det hele værd. Udsigten var slet ikke til at beskrive. Utrolig smuk!

Så gik turen ellers til Alices Springs igen. 6 timer. Tilbage i Alice blev vi sat af ved et hostel som adventuretours havde booket til os, troede vi. Vi havde ikke noget værelse, men heldigvis var det ikke noget problem. Vi skulle bare sende vores mail fra adventurtours til hostlet. Vi fik et 8 bed dorm helt for os selv så vi klagede ikke.