Vores 22 timer lange bustur til Hanoi blev istedet til en 26 timers tur, da vi punkterede undervejs. Punkteringen var prikken over i'et paa verdens mest raedselsfulde tur. Vi havde bestilt en "VIP-Sleeper bus", men der var ikke meget VIP over den bus. Vi fik et saede hver, hvor vi kunne ligge halvt ned, men ikke roere os ud af flaekken. Dertil var ben pladsen sparsom, saa vi toer ikke taenke paa, hvordan hoeje gaester maa have haft det.
Da vi kom til Hanoi d. 10/10, var byen igang med at fejre byens 1000 aars foedselsdag. Det var sjovt at koere igennem alle festlighederne, og meget pudsigt vi skulle komme praecis den dag.
Vi var ankommet til Hanoi senere end beregnet, saa vi skyndte os ar faa en taxa hjem til Iben, Lars og deres boern Signe og Asmus. Iben er Jespers fars kusine, og vi havde faaet lov til at vaere hos dem vores foerste dage i Vietnam. Deres hus er det rene palads, selvom det var det mindste i omraadet. Vi fik vores eget vaerelse med tilhoerende toilet samt vores egen noegle, saa vi kunne komme og gaa som det passede os. Som en lille sidegevinst fik vi rugbroed og musli for foerste gang i naesten 2 maaneder. Det var pragtfuldt.
Dagene gik med lidt sightseeing i Hanoi by (Kent laa dog syg den foerste dag, og maatte blive under dynen). Vi kan berette at Hanoi er et kaempe stort trafikkaos, og Jesper naaede at blive ramt af 2 scootere (fordi han glemmer at se sig for). Udover trafikken minder byen ikke om en typisk storby, men ligner derimod en gigantisk landsby. Byen er et stort marked, og butikkerne minder mere om boder. I de 5 dage vi naaede at vaere i byen, saa vi kun et enkelt supermarked.
Vi naaede bl.a. at besoege Ho Chi Minh-museet, som var meget spaendende. Det var lidt fascinerende at se, hvor meget indflydelse den mand har haft paa, hvordan Vietnam ser ud den dag i dag, og det var tydeligt at se den store respekt, som hersker omkring ham.

D. 14/10. tog vi et tog til Lao Cai, for derefter at tage en bus til bjerglandsbyen Sapa. Sapa-bjergene er et kaempe stort bjergomraade, hvor det hoejeste bjerg rager over 3 km op i luften. Desvaerre var ynkelige Kent blevet syg igen, saa han naaede ikke at se andet end dyner. Den foerste dag tog Jesper med en scooterfyr, som foerst koerte ham op til "silver waterfall" et kaempe vandfald der laa et godt stykke op i bjergene. Dernaest koerte han Jesper gennem en landsby og hen til en grotte, hvor man naesten skulle vaere spider-man for at kravle rundt. Dagen efter havde Kent faaet det bedre, men var stadig ikke helt paa toppen. Jesper tog derfor paa guidet tur alene,.Turen gik rundt til nogle af de smaa landsbyer i bjergene. Man kunne se det var landbruget de levede af her. De var ogsaa meget primitive, dog ikke saa primitive at de ikke kunne staa i deres landsbydragt langt ude i bjergene og snakke i mobil. Der var ogsaa en del fra landsbyerne der kunne engelsk, frdi det er blevet saa turist plaget. Guiden var selv fra en landsby, og havde laert engelsk pga. turisterne. Turen rundt i bjergene var alt for flot. Guiden forklarede hvordan de gjorde de forskellige ting herude, f.eks. hvis du har ondt i hovedet, tager du et horn fra en boeffel, saetter ild til det og saaind paa panden med det i 10 min. Derefter kommer der et roedt maerke, men det er vaek allerede efter en uge. Vi foretraekker dog panodiler.
Turen gik nu med tog tilbage til Hanoi. Vi var kommer i coupe med Will og Allan, 2 fyre fra Californien. De havde 2 flasker whisky og vi havde kort, saa det endte med vi maatte gaa halvsnalret i seng, da vi havde toemt toget helt fra oel.
Meningen var vi ville med tog videre fra Hanoi den samme dag som vi ankom, men det havde regnet saa meget i det centrale Vietnam, at togene ikke kunne koere. Det var ikke til at sige hvornaar togene ville koere igen. Og da vi gerne ville hurtigst mulgt videre, var vi noedt til at paa andre transport muligheder. Vi fandt hurtigt et turistbereau og bestilte biletter til dagen efter til Qui Nham. En lille flaekke i det sydoestlige Vietnam. Herfra kunne vi tage en minibus til Nah Trang, hvor vi havde planlagt at vaere nogle dage inden turen gik videre til Ho Chi Minh city.
Vi ankom til Nah Trang tidlig aften d. 18/10 hvor vi hurtigt fandt et rigtig laekkert hotel til naesten ingen penge. Vi var kommet uden for saeson, saa det var nok derfor prisen var saa lav. At vi var kommet udenfor saeson kunne tyeligt ses. Der var naesten ingen mennesker paa den store, laekre strand, og barer og restaurenter var naesten tomme. Dagene gik med at ligge paa stranden, tage lidt paa barer, og ellers lave ingentng. Den ene dag maatte vi faktisk redde en vietnamesisk mand fra at drukne, da han var kommet lidt for langt ud i de store boelger. Boelgerne og stroemmen ved stranden var noget af det vildeste vi havde set, saa det var ikke meget vi var i vandet.
D. 21/10 tog vi toget til Vietnams stoerste by, Ho Chi Minh City. Efter en 9 timers togtur ankom vi klokken 4 naeste morgen, saa det eneste vi ville, var at finde et hotel hurtigst muligt. I desperation valgte vi at atge det foerste hotel vi fik tilbudt, og det skulle vi aldrig have gjort, for vores vaerelse var det klammeste vi endnu havde set. Vi er ikke kraesne, men det vaerelse var lige under graensen for hvad vi normalt ville bo paa. Vi blev dog enige om at vi kunne holde det ud, naar kun skulle sove der, og det kun var 2 naetter.
Da vi havde sovet et par timer, tog vi ud for at kigge paa byen. Her saa vi bla. Ho Chi Minh's Notre-dame kirke, samt et spaendende krigsmuseum, som omhandlede Vietnam-krigen. Om aftenen spiste vi sammen med Iben, Lars, Signe og Asmus, som vi havde boet hos i Hanoi ( De holdt efteraarsferie i Ho Chi Minh ) Dagen efter stod den paa guidet tur til Cao Dai templet og Cu Chi tunnellerne. Cao Dai templet er det stoerste tempek inden for den religion Cao Daism, som er en forholdsvis ny tro, som er opstaaet i begyndelsen af 1900-tallet. Religionen er et mix af 3 forskellige religioner, hvoraf Buddisme er mest fremtraedende. Templet var dog ogsaa en del anderledes end det, som vi har set indtil videre. Farverne, lysene og templet lignede mest af alt noget fra en tegnefilm.
Da v havde set templet, koerte vi ud til Cu Chi tunnellerne. Disse Tunneller blev brugt af Vietnamesere til at beskytte og gemme sig for amerikanerne under Vietnam-krigen, og det var utroligt at taenke paa, at nogle Vietnamesere boede der i mange aar. Paa Turen kunne man ogsaa faa lov til at skyde med nogle de vaaben som man brugte dengang. Det var der dog ngen af os der turde, eller mente vi havde penge til.
Til morges, d. 24/10 tog vi et fly til Bangkok. Her befinder vi os et par dage, inden turen gaar videre til det sydlige Thailand.