Jeg befinder mig lige nu 1650 meter over havet i den lille bjergby Sapa, der ligger ganske taet paa den kinesiske og laotiske graense. Her findes den smukkeste natur, vi endnu har set paa vores lange rejse.

Turen fra Hanoi til Sapa var i sig selv lidt af en oplevelse - paa baade godt og ondt. Vi havde booket en pakketur med hotel, mad, transport og guide inkluderet. Vi blev hentet paa hotellet kl. 19 og koert til Hanoi station; hvad turoperatoeren liiiige havde glemt at fortaelle var, at toget foerst gik kl. 22! Da vi havde siddet i 3 stive timer paa stationen og endelig kunne indfinde os i toget, viste det sig til vores store skraek, at vi skulle dele kupe med to fordrukne backpackerfyre, der var af den klare overbevisning, at det ikke var sikkert for lokale og turister at blande sig og derfor raabte ukvemsord og rakte f***finger til et vietnamesisk par, der retmaessigt kraevede de to tilbagevaerende senge i kupeen (ja, der er 6 senge i tre etager paa en hardsleeper!). Heldigvis blev idioterne sat paa plads, og parret fik deres pladser.

Busturen fra stationsbyen Lao Cai til Sapa skulle viste sig at blive om end ikke mere komfortabel saa i hvert fald en del hyggeligere. Bussen samlede lokale op paa vejen, bl.a. medlemmer af Sapas bjergminoriteter, som vi ikke foer havde moedt. De bar deres traditionelle, farverige dragter og medbragte i oevrigt poser med levende hoens paa turen.

Baade i gaar og i dag har vi vaeret paa trekking i bjergene, der er daekket af de smukkeste risterrasser, som boenderne omkring Sapa moejsommeligt har hugget ud af den roede jord gennem generationer. Paa trods af, at risen i Nordvietnam ikke staar groen paa denne tid af aaret (som vi saa det i Syd), er synet af terrasserne, der smyger sig som patchworktaepper opad bjergsiderne, ganske enkelt betagende. Udsigten fra de smalle, ufremkommelige stier og foruroligende skroebelige bambusbroer, som vi i dag har betraadt, var bare enestaaende!

Vi har besoegt flere af de minoritetslandsbyer, der ligger i dalene mellem de op til 3000 meter hoeje, taagedaekkede bjerge. Hver minoritetsgruppe har sin egen, saeregne dragt, som de baerer til dagligt og som er vaevet af bomuld eller hampefibre og farvet med plantefarver. Kvinderne fra Black H'Mong baerer f.eks. en slags sort turban, store soelvoereringe, hvis antal svarer til antallet af deres boern, en indigoblaa vest samt en sort nederdel med farverige broderier. Om benene har de viklet en slags sort baand. Vi saa ogsaa kvinder fra Zan-minoriteten, der barberer haaret delvist af og baerer en meget stor, roed turban paa hovedet.

Saerligt H'Mong-minoriteten er en meget fattig befolkningsgruppe og forsoeger derfor at tjene penge ved at saelge smykker, toerklaeder og tasker til de mange turister, der laegger vejen forbi Sapa. Vi havde en gruppe saelgere rendende efter os det meste af tiden, hvilket var en anelse anstrengende - paa den anden side synes jeg, at det er helt fair, at de ogsaa faar del i tilstroemningen af penge fra turismen. Problemet er, at mange af foraeldrene lader deres smaa boern droppe ud af skolen, saa de kan saelge souvenirs.

Det mest interessante ved selve Sapa By er nok det lokale marked, hvor man kan koebe slange- og skorpionssnaps og hvor det ene hundehoved efter det andet er linet op i de smaa boder - hundekoed er en eftertragtet delikatesse i denne afsides afkrog af verden!:)

I morgen tidlig vender vi snuden mod graensen til Laos. Efter vores ret intense rundtur i Vietnam med mange transporttimer, er det ikke ligefrem flere timers bjergkoersel i bus, der lokker allermest. Men til Laos vil vi, selvom opholdet her nu nok bliver kortere end vi foerst havde planlagt. Vi vil nemlig gerne naa at holde en lille miniferie paa bountyoeen Koh Samet, der ligger taet paa Bangkok - hvis det ellers er et sikkert sted at betraede med de mange uroligheder, der er for tiden!:)

Mange knus fra bjergbumsen