Wellington, Auckland
Hvis vi har nogen skarpe læsere, har de måske lagt mærke til, at der er blevet rodet lidt med
billederne i forhold til, hvor vi i virkeligheden er, men vi prøver at redde situationen på bedst
mulig vis.
Fredag aften ankom vi til Wellington efter en lang, men underholdende bustur. Klokken var syv, og
da diverse familiemedlemmer og kærester sad derhjemme og ventede på opkald, havde vi travlt
så vi kunne opleve en fredag aften i den sydligste hovedstad på kloden. Wellington er den by i
verden med flest caféer, barer og restauranter per indbygger, så der var gode odds for en crazy
night out. Overalt var der feststemte mennesker, og vi festede hele natten sammen med en stor
gruppe fra bussen, som vi efterhånden har lært ret godt at kende.
Lørdag morgen sov vi længe, og resten af dagen chillede vi max. Vi slentrede op og ned ad
shoppinggaden, fik en latte og spiste lidt sushi (vi er nok de mest fake backpackere, vi endnu har
set). Vi havde længe været opsatte på at se én af filmene fra Ringenes Herre trilogien, men da
dette ikke kunne lade sig gøre, måtte vi "nøjes" med endnu en biograffilm. Denne gang om
rapperen Notorious B.I.G. Filmen sluttede sent, så vi havde travlt med at komme i supermarkedet
for at købe pillere, drikke dem og komme ned på gaden igen. Denne gang var Schultz helt
ustyrlig, så Burnee og Jones måtte selv gå rundt på Wellingtons festgader og opføre sig åndssvagt.
Søndag morgen meget tidlig gik turen tilbage nordpå mod Auckland med et enkelt stop og
overnatning i Taupo. Bortset fra et Jägerbombtrain rekordforsøg forløb aftenen stille og roligt, og
da Schulle havde overstået sit obligatoriske McD besøg, gik vi tilbage til vores hostel for at
indhente så meget søvn som muligt, inden vi næste morgen havde endnu en lang køretur tilbage
til Auckland. Lidt Klovn på computeren, lidt søvn op ad vinduet og lidt musik i ørerne fik busturen
til at gå hurtigt.
I Auckland tjekkede vi ind på endnu et hostel, men denne gang i penthousen på 10. etage med
udsigt over byens skyline. Vi fandt hurtigt vores pladser på værelset og besluttede os for at gå ud
og se byen igen - det kunne være, der var noget, der havde ændret sig siden sidst. Turen var
hurtigt overstået, da der ikke var så meget at se. Vi nåede da lige et smut forbi supermarkedet og
fik handlet de mest væsentlige ting ind (bajere). Da vi kom ind på værelset igen, var der tre
engelske drenge der var flyttet ind; Alex, Jen og Pete. Vi kom hurtigt i god snak med dem. Faktisk
var de nogle af de eneste engelske drenge, som vi havde mødt, der var stille og rolige og nede på
jorden. De havde også besluttet sig for at drikke, så de udfordrede os med det samme til at spille
drikkespil. I begyndelsen var vi lidt tilbageholdende og bange for at tage imod en drikkeudfordring
fra tre engelske drenge i midttyverne. Det skulle hurtigt vise sig at være omvendt. De skulle ikke
have udfordret os. Før spillet overhovedet var gået i gang, lå de nærmest og kravlede på alle fire,
meget forbavsende men underholdende at se på. Resten af aften forløb på vores hostels egen bar,
"The Globe". Globe Bar var stedet hvor vi endte med at skulle ned hver aften, alle 3 nætter i
Auckland. Den ene aften blev dog uden Jones, fordi han havde besluttet sig for at tage længere
nordpå for at dykke. Det dyk krævede, at han måtte tage en overnatning deroppe dagen før dykket
skulle ske. Mens han var væk, fik Burnee og Schulle ordnet en hel masse ting. Vi fik vasket tøj,
sovet, set film, spist osv. osv., indtil den om aftenen stod på party uartig. Vi havde mødt to danske
piger på dagen vi ankom til Auckland, som desværre ikke skulle bo på samme hostel som os. De
havde åbenbart fået et godt øje til Schultz (NOT!) - den ene af dem havde i hvert fald, og de
havde derfor besluttet sig for at komme ned til vores bar. Vi faldt i snak med dem igen og brugte
egentlig resten af aftenen/natten sammen med dem. Selvom det kan være svært at forestille sig,
klarede vi os helt uden hjælp fra Mor Jonas. Jonas er lige ved at se på billeder, men kommer om
lidt for at skrive om sin dykketur.
Tredjedagen for Burnees og Schultz' vedkommende bestod igen i stort set ingenting. Vi sov lidt for
længe og havde ikke rigtig overskud til noget. Gik lidt op og ned ad gaderne, købte lidt mad. Vi
chillede så meget, at Jones blev misundelig. Da han kom tilbage om aftenen samme dag, var
klokken blevet mange, og det var blevet tid til at se Aucklands natteliv. Det var onsdag aften, dvs.
den vildeste aften i New Zealand, fordi alle studenterne får løn. Det var en aften med masser af
drikkelse og ikke så meget andet, men det var students-night-out, og vi følte os unge igen.
Jones' egne oplevelser: Efter to-tre timers bustur nordpå ankom jeg til Whangarei, hvor jeg blev
kørt ud til et privat, familieejet hostel. Det er det kedeligste sted, jeg nogensinde har været. Ved
ottetiden sad jeg og ventede på, at jeg kunne tillade mig selv at gå i seng og slippe ud af den
tidslomme, jeg var puttet ned i. Heldigvis havde jeg computeren med til at slå tiden lidt ihjel, så
Bruce Willis hjalp mig igennem aftenen. Næste morgen stod jeg tidligt op, og vi skulle køres ud til
ét af verdens 10 bedste dyk. Det tror jeg på! Jeg havde en fantastisk dag; Rokker, muræner,
tangskove, grotter, hundredetusindvis af fisk, 30 meters sigt, strålende sol. Jeg kan ikke sætte en
finger på noget, der skulle være anderledes. Jeg håber billederne kan give en lille fornemmelse,
selvom det absolut ikke er til at sammenligne. Oplevelsen fik Thailand til at ligne Birkerød sø på
en regnvåd efterårssøndag, og jeg er lidt bange for at mine dyk fremover vil fremstå kedelige i
forhold til denne oplevelse. Om eftermiddagen gik bussen tilbage til civilisationen, og selvom jeg
havde haft en fantastisk dag, savnede jeg nu de to tosser, der ventede på mig.
Sidste dag i det New Zealand, vi er begyndt at holde så meget af, især nu hvor det er slut, sad vi i
chillout-loungen hele dagen og skrev lidt på bloggen. Vi skulle checke ud kl. 10 og først med flyet
kl. 20, så et eller andet skulle jo pleje ens hoved.
Farvel New Zealand………….