Kaere Maibritt,

Det er efterhaanden ved at vaere lidt for lang tid siden, at jeg har faaet skrevet blog. Og jeg har selvfoelgelig allerede siddet ved computeren et par timer, saa er ved at vaere traet af at stirre paa en skaerm. Det er jo et ret daarligt udgangspunkt for at skrive en laengere, sammenhaengende tekst, men vil goere et aerligt forseog alligevel.

Godt, sidste gang jeg skrev, var jeg i Guilin. Byen i sig selv er der ikke saa forfaerdelig meget at skrive om. Det er en stor by med nogle hyggelige parker og god mulighed for dejlige cykelture langs floderne, der snoer sig gennem byen. Via mit hostel tog jeg paa en dagsudflugt for at se nogle beroemte risterrasser (hvordan sytten staves det?) Det viste sig at vaere lidt af en skuffelse. Vores guide var en kaempe idiot og selvom risterrasserne var impoernerende geometriske moenstre set oppefra, saa var de temmelig brune at se paa. I virkeligheden var de jo flotte, problemet var nok bare, at Sapa i Vietnam var flottere. Fra Guilin hoppede jeg paa lokalbussen til Yangshou, som er en ucharmerende turistby i et underskoent omraade. Fra Yangshou hyrede jeg en taxi og koerte 4 km ud fra byen til et familie guesthouse i landsbyen Jima. Det viste sig at vaere en ikke helt dum beslutning. For det foerste var hotellet rigtig hyggeligt og bygget i traditional kinesisk landlig stil og for det andet laa temmelig vaemmelig romantisk omgivet af stille floder, bjerge og rismarker. Jeg gider ikke skrive saa meget andet om Jima andet end, at jeg glaeder mig til at vise dig billederne af vandboeflerne, de disede bjerge og lysegroenne rismarker der netop paa denne aarstid bliver plantet ved haandkraft. Hvad mere kan man oenske sig? (Naa ja, man kunne maaske oenske sig ordentlige forhold for de fattige landarbejdere der planter risen, men det skal vi ikke bryde vores soede smaa hoveder med, vel?)

For at gaa fra den ene yderlighed til den anden tog jeg efter et par dage i kinas landidyl til storbylivet i Hongkong. Der er tre store fordele ved Hongkong: Interessante attraktioner, effektiv visa service til Kina og ikke mindst virkelig god (og dyr!) Caffe Latte Vanilla fra Starbucks. Efter at have brugt de seneste uger paa at nyde skoen natur (Halong Bay og Sapa i Vietnam efterfulgt af risterasser og eventyrlandskaber i Kina) traengte jeg alvorligt til et 'kulturfix'. Derfor lagde jeg ud med at besoege Hongkong Museum of Art. Her saa jeg baade klassiske kinesisk kunsthaandvaerk, samtidskunst fra Hongkong og ikke mindst en stor uidstilling om den kinesiske maler Wu Guanzhong. Jeg kendte ikke denne kunstner foer, men jeg maa sige, at jeg er ret vild med ham allerede. Jeg kunne skrive mange meter om hans fortrin, men det gider jeg ikke lige nu - det maa du have til gode til en dag, hvor du ikke kan sove - men vil dog alligevel naevne to interessante ting ved ham: den smukke soelvgraa farve der er gennemgaaende i hans kunst brudt af pletter af skarp pink, groen, gul og blaa samt og saa hans evne til at fange en atmosfaere og stemning og formidle denne ud til tilskueren. Han maler ikke naturalistisk men blander derimod det abstrakte med velkendte motiver som svaler, blade og traer. Saaledes giver han det abstrakte i sine malerier mening og giver tilskueren vaerktoejer til at se vandfald, huse og hele byer i et abstrakt univers. Jeg kender ikke de rigtige fagtermer, men jeg haaber du forstaar hvad jeg mener. Wu Guanzhong har hele sit liv vaeret lidt melankolsk anlagt, og han formidler denne foelelse i sine billeder paa en meget elegant og smuk maner. Naa, nu vil jeg ikke sige mere om noget jeg ikke har forstand de naeste par linier.

Hongkong Museum of History var ligeledes et interessant museum. Det var rimelig paedagogisk opbygget og underholdende uden at vaere userioest. Det eneste der manglede, var en samlet oversigt over omraadets interessante historie. Da jeg gik derfra foelte jeg, at jeg vidste en del, men det var fragmenter - jeg havde stadig ikke det samlede overblik over Hongkongs udvikling. Nogen steder ville museet for meget, andre steder var det for uambitioest. Alt i alt var det dog en interessant oplevelse. Som med saa mange andre ting, boer man jo bare laese lidt pa lektien hjemmefra - og det havde jeg ikke gjort. Jeg burde nok netop have haft overblikket, og saa kunne museet give mig farverne og detaljerne. Det er jo min egen fejl.

Madame Tussauds' (voksdukke museeum) og Hongkong Space Museum var fin underholdning. Nok om det.

Lige i de dage jeg besoegte Hongkong viste The Hong kong Ballet et stykke kaldet "Brilliant Steps". Stykket bestod af fem dele: 'Allegro Brilliante', 'Pas de Deux' fra 'Le Corsaire', 'Steptext', 'Pas de deux' from 'Ghosts' og 'In light and shadow'. Da de fem dele var brudstykker fra andre stykker, var der ingen samlet handling. Som jeg forstod introduktionen i programmet var 'Brilliant Steps' derimod en hyldest til dansen og ikke minst til glaeden ved dette. Selvom jeg ingen forstand har paa ballet, saa var jeg alligevel ret facineret. Den kropskontrol danserne udviste var virkelig imponerende - hvordan kunne de undgaa at svede som svin paa scenen?! Hvad der egentlig startede som noget "Naa ja, ballet er vel en af de ting man boer have oplevet og Maibritt interesserer sig jo for det" blev min tur i teatret til "Oej, det var sgu flot, det maa jeg se mere af!"

Jeg smuttede ogsaa i biografen en enkelt gang. Selve filmen var ikke noget at skrive hjem om (saa det vil jeg lade vaere med) men biografen i sig selv var saa laekker og ny, at jeg ville oenske, at jeg havde haft mit kamera med.

Hongkong er en del nemmere at finde rundt i, end resten af Kina, for skiltene staar med baade kinesiske skrifttegn og den slags bogstaver jeg kan laese (set i lyset af, at der er temmelig mange kinesere i verden, vil jeg ikke kalde disse bogstaver "almindelige") Desuden talte mange folk engelsk. Som bekendt vokser traerne dog ikke ind i himlen, saa havde da alligevel mine vanskeligheder da jeg skulle finde den kinesiske ambassade, hvor jeg skulle lave nyt visum til Kina:

Mig: "Excuse me, could you tell me where the chinese embassy is?"

Hongkong'eser: "Chinese embassy... is that hotel?"

Mig: "Ehr, no, not really, it's an office... ehr, they make visas... Visa?"

Hongkong'eser: "Aaaah visa. Visa is the name of the building?"

Efter en del soegen og en snak med venlig mand i det engelsk konsulat fandt jeg dog stedet, og under 24 timer efter stod jeg med mit nye visum til Kina. Skoent.

Jeg er slet ikke faerdig med at skrive om Hongkong. Jeg har meget mere jeg gerne vil af med om byen, men jeg orker ikke mere lige nu. Det maa blive i mit naeste blogindlaeg (hvornaar har jeg egentlig sidst lavet en ordentlig afrunding paa en blog?)

Anyway... Lige nu er jeg i Xiamen, og i morgen tager jeg ud og ser nogle runde traditionelle huse. Det bliver sikkert godt selvom det lyder lidt fjollet paa skrift.

Maibritt, naar vi engang begge to kommer til Danmark maa vi se noget ballet sammen. Saa maa du vaere min guide. Det bliver rent godt.

Vi ses, haaber du har det godt i det der Berlin.

Mange kaerlige tanker Henriette

ps: jeg sagde jo fra starten, at dette sikkert ville blive frygtelig usammenhaengende. Undskyld.