Howdy...

Nu gik rejsen fra Port Douglas og sydpaa. Vi har 6 dage foer vi skal vaere i Alva beach, hvorfra vi skal dykke igen:) Forhaabentlig med Nick hvis han kan faa fri fra arbejde.

Saa paa de 6 dage bestemte vi os for at koere lidt ind i landet igen, for forhaabentlig at finde en nationalpark der er vaerd at besoege samt at proeve at koere den her 4WD i rigtig outback Australien:) Det skal vi sku proeve nu naar vi har lejet en af slagsen.:)

Mandag den 18 april startede vi med at koere til Cairns for at hente Katherinas sandaler som er blevet sendt med posten fra alice spring - og hun lovede hoejt og helligt at det var det sidste hun ville glemme paa den her rejse;) Det var nu dejligt at faa dem igen, de er svaere at undvaere naar man gaar ture, hvis der er for varmt til at have lukket sko paa.
Herefter koerte vi mod Innisfail, for syd herfor ligger noget der hedder Paronella Park, som en af dykkerne sagde var et besoeg vaerd. Paa vejen derned var vi forbi Josephine falls, hvor man kunne gaa en tur ud til 3 udkigspunkter og se vandfaldet. Vi ankom ved Paronella Park ved en eftermiddagstid, og anede egentlig ingenting om hvad det var, vi havde bare faaet afvide at det var en park med et gammelt slot og saa kunne man overnatte der gratis. Vi fik snakket med den soede dame i souvenier og billet shoppen som gav os en plads paa deres campingplads samt bookede os paa en guidet tur rundt i parken, baade en dagstur og en aftentur. Her skulle vi saa faa hele historien bag parken og dens oprindelse, spaendende...
Vi koerte bilen ind paa campingpladsen, pakkede ud og slappede af med en oe.. sodavand:) En times tid senere var det tid til vores guidet tur, og vi var aabenbart de eneste paa det tidspunkt, saa vi havde guiden for os selv:) Hun fortalte om Jose fra Spanien som havde en droem om at bygge sit eget slot. Men foer han kunne det, skulle han jo lige tjene nogle penge, og det saa han muligheden for i Australien. Han startede med at arbejde i sukkerroersplantager og tjente til sidst saa mange penge at han fik sine egne samt opkoebte mange nedlagte plantager. Jose var en klog mand, saa han saa sine muligheder for at bygge et stort slot inde mit i regnskoven lige ved et stort vandfald. Her var han den foerste til at have egen stroem i Queensland, fordi han koebte en tubine hjem fra Europa (der var de jo lidt foran) og installerede den ved vandfaldet. Folk rejste langvejsfra for at se slottet og Jose saa hurtigt muligheden i at tjene flere penge, og gjorde derfor hele omraadet til en turistpark. Her solgte han is - hvilket var et stort hit i varmen, lavede ballokale saa folk kunne leje sig ind til bryllupper og fester, samt lavede en tennisbane. Saa der var meget at lave for folk der kom dertil og Jose blev jo bare stinkendes rig, men doede desvaerre allerede som 60 aarig af mave kraeft. Saa konen og deres boern drev det hele videre derfra. Pga alt det vand Queensland faar i regntiden, samt cycloner, saa blev meget af slottet oedelagt i 1946 af oversvoemmelse og den store cyclon der var det aar. Joses boern som drev det paa det tidspunkt magtede ikke at vaere der mere, saa de forlod slottet. Idag er parken dog stadig eget af en privat familie, faktisk turister, som syntes at det var for smukt til at gaa til spilde, saa de goer selvfoelgelig alt den dag idag for at skrabe penge sammen til at restaurere det oedelagte. Joses datter som stadig levede da familien opkoebte det, rejste tilbage til slottet og fortalte alt den historie som guiderne fortaeller videre den dag idag. Der er meget mere i historien end det, men det slipper i for at hoere;) Det var et rigtig spaendende sted og det maa man sige er et levende bevis paa at droemme kan gaa i opfyldelse:)
Paa aftenturen fortalte hun nogle andre ting omkring slottet og parken og saa var vi nede ved vandet og fodre skilpadder, kaempe aal og fisk, rigtig hyggeligt. Til slut skulle vi stille os paa raekke paa tennisbanen og kigge op mod slottet, og da vi var klar blev der pludselig taendt lys op mod slottet og spillet rigtig eventyr musik - og saa skulle vi ellers staa og indleve os i hvordan det har vaeret dengang der blev holdt store balaftener, musicals og opera.

Dagen efter koerte vi mod Millaa Millaa, en lille by lidt inde i landet som er kendt for sin waterfall circuit med 3 flotte vandfald. Paa vej dertil var vi forbi Mamu rainforest canopy walkway som er en boardwalk der er lavet 18 meter oppe, saa man faar en mange km udsigt over bjerge og regnskov. Der var desvaerre regnvejr og skyerne laa rigtig lavt, saa der var ikke meget at se:( Men det vi kunne se var flot:)
Herefter koerte vi til Nandroya falls. Det vandfald var enormt stort og flot. Vandet blev naermest skudt ud af et smalt udhug fra den 60 meter hoeje klippesidde. Der var bare en gaatur paa 4 km retur, som var gennem regnskov, og vi havde lykkelig glemt at iler eksisterede, men dem blev vi da mindet om paa den tur! Herefter gik turen videre til Millaa Millaa i haab om at faa en god pizza, men det var jo naermest ingen by, meget mindre end Ingstrup, saa der var ingen pizza. Men der var heldigvis en lille cafe hvor de lavede mad, saa vi fik en kaempe burger som til vores overraskelse var rigtig god! Maette og tilpasse koerte vi til Millaa Millaa falls som ogsaa var flot - men nu var vi altsaa traette af vandfald, saa ikke mere af det! Meget andet lavede vi ikke den dag, Henrik koerte rundt for at finde et sted at overnatte og jeg skrev blogindlaeg, det skal jo goeres naar vi koerer bil for batteriet er gaaet doed, saa det kan ikke holde stroem mere:(

Den 20 april koerte vi vest paa og startede med en gaatur i Hypipamee national park som foerte os ud til et vandfald og et krater. Krateret som var den spaendende del af turen, var dannet for mange hundredetusinde aar siden af en stor vulkan eksplosion som saa lavede et 80 + meter dybt hul i jorden. Der har man ikke lyst til at falde ned i..puuha. Henrik kunne ikke lide det, saa han holdte sig lidt fra kanten, aah what a pus;)
Herefter kom vi forbi Millstream falls og videre til Innot hot spring, en village som har, som navnet siger, mange hot springs. Den lille creek som var i byen var fyldt med hot springs, dvs. grav et hul i sandet og saet dig i 40 + graders varmt vand, bland det med koeligere vand fra creeken = et fantastisk sted at ligge og slappe af med en kold oel. Det er samme princip som hotwater beach paa New Zealand, her var der bare ikke nogen mennesker, saa vi havde det hele for os selv:) Da det blev for varmt at sidde i solen i varmt vand, koerte vi videre vestpaa mod Undara volcanic National park. Den loed spaendende med sine undara lava tubes som man kunne komme ud og se. Her ankom vi om eftermiddagen og bookede os ind paa campingpladsen samt bookede en 2 timers tur til Undara lava tubes morgenen efter kl 8. Resten af dagen stod paa afslapning i solen, en tur i poolen, og om aftenen valgte vi at forkaele os selv med at besoege resortets restaurant, hvor vi bestilte en flaske Penfolds rawsons retreat, som vi jo kendte saa godt i forvejen, samt en Undara trio, der bestaar af kaenguru koed, krokodille koed og emu koed samt tilbehoer. Det var enormt godt, emu minder lidt om struds, kaenguru beskrives som den bedste roede boef man kan faa og krokodille er hvidt koed som minder om kylling - egentlig smager krokodillekoed ikke af noget som helst, men fordi farmkrokodillerne bliver fodret med kyllinger, smager det af kylling. Saa den bliver hvad den spiser...Mon koedet kunne komme til at smage af kage..hmm, interessant! Efter hovedret, dessert (chokoladekage med flydende chokolade indeni, mums) og en flaske vin, gik vi ned og hoerte med paa en rangers historiefortaelling over baal. Han fortalte om sine mange aar paa rejse rundt i australien med konen og der var projektor med billeder af de smukke steder han havde at fortaelle om.

Naeste morgen var vi ved receptionen lidt i 8 hvor vi skulle moedes med guiden. Saa tog vi paa tur i national parken og guiden, som var en frisk aeldre herre, fortalte en masse spaendende ting om dannelsen af de her lava tubes vi skulle ud og se. Det var, som navnet siger, et hult roer hvor ydersiderne er lavet af lava. De er dannet af Undara vulkanen, som er en pandeformet vulkan der har boblet lava ud, konstant i omkring hundrede aar, for ca 140.000 aar siden. Det lava loeb ligesaa stille ud af vulkanen og floed mange kilometer vaek. Efterhaanden stoerknede ydersiden, mens det flydende lava indeni fortsatte med at flyde. Det skabte saa nogle hule roer som idag er en stor turistattraktion.
En af roerene var fyldt med vand ligefor tiden, pga regnsaesonen, saa den var vi nede og svoemme i - det reneste regnvand, som man kunne drikke af paa sin svoemmetur.
Efter turen fik vi booket en til nat for her var godtnok dejligt at vaere og vi havde tiden til det, saa hvorfor ikk? Vi gik tilbage til campingpladsen og lavede baal, bagte broed og lavede det fineste franskbroed over aaben ild, som vi 1,5 time senere fik med aeg paa:) Over middag gik vi to ture, samlet paa ca. 6 km retur, hvilket var rigeligt i den varme. Den foerste tur var ud til et lookout over nationalparken og paa den anden gik vi forbi et sumpomraade. Total smadret og svedige koebte vi en stor is og hoppede i poolen for at koele ned - dog efter vi havde spist isen. Herefter gik vi tilbage til vores camper og slappede helt af.

Den 22 blev det tid til at forlade Undara, men paa vejen ud af parken var der en gaatur vi blev anbefalet af guiden som var den eneste man maatte gaa uden guide. Det var en tur der tog en op til et vulkankrater, som man saa kunne gaa hele vejen omkring. Saa der koerte vi hen og vi taenkte, at det nok var en ret stejl gaatur op til krateret, men det var det tvaertimod, for vulkanen var meget lille - saa vi kom hurtigt derop. Udsigten derfra var virkelig spektakulaer - man kunne se rigtig mange vulkaner baade nogle taet paa og nogle langt ude i horisonten, samt det toerre eucalyptus skov som daekker hele nationalparken. Udover det, kunne vi se noget taettere og moerkere skov i lange baner, hvilket var der lava tubene loeb, meget fascinerende. Men det er basalten i lavaen der er utrolig naeringsrig for planter og traer, saa der var dannet sig en slags toer regnskov.
Nu blev det tid til at udforske lidt af australiens outback - vi koerte vestpaa indtil vi kom til et hul i jorden der hed Georgetown, her var der ikke meget at komme efter, men vi fik da tanket op og fyldt vores benzindunke samt spurgt om den rute som vi havde valgt at koere, stadig eksisterede - det er ret vigtigt at vide med de smaa markveje, for vi har oplevet med GPS'en at den ville have os ned af nogle veje som ikke eksisterede mere.. Han sagde saa at han ville anbefale at man skulle have en lokal med paa saadan en tur, fordi det er nemt at fare vild, men han troede nu vi var ok med baade kort, som viste den rigtige vej der stadig eksisterer, og GPS. Han naevnede ogsaa en village vi skulle koere forbi paa vejen, ved navn Einasleigh, hvor der netop nu var gang i Rodeo og hestevaeddeloeb - det kunne da vaere enormt fedt at se:) Allerede fra Georgetown stratede grusvejen, saa fra deraf havde vi omkring 550 km grusvej og markvej inden vi kom ud til en asfalteret vej igen. Vi ankom til Einasleigh over middag og kunne se paa lang afstand hvor det blev afholdt henne, pga campingvogne og telte. Manden som stod udenfor og tog entre fortalte at der foerst blev afholdt hestevaeddeloeb og rodeo de to kommende dage, og der var intet paa programmet den dag vi var der. OEV! Men vi fik lov til at koere ind og se det hele og kigge rodeo banen, tyrene og hestene:)
Herefter koerte vi videre ud mod Blackbraes Nationalpark som laa langt ude i ingenmandsland. Vi koerte ind til det homestead der var i nationalparken og spiste sen frokost. Vi overvejede om vi skulle blive og overnatte for der var selvregistrerings camping, men idet vi har lang vej endnu, blev vi enige om at fortsaette. Ca. 20 km fra nationalparken skulle vi dreje ned af en vej som skulle tage os paa en ca 200 km lang, gammel "hovedvej" som er en markvej der linker de 8-10 homesteads der ligger spredt derude. Da der saa kom en vej som godt kunne vaere den vi skulle dreje af (der var selvfoelgelig ikke noget skilt) blev vi heldigvis hjulpet af en soed ung pige som kom forbi i sin enorme 4WD. Hun boede ude paa den naermeste homestead. Hun sagde at vejene derude var rigtig slemme, man kunne ikke komme frem i bil for 3 uger siden, men hun troede nok at noget af vandet var forsvundet, saa hvis vi virkelig ville derud saa skulle vi bare indstille os paa at vi maaske var noedt til at vende om halvvejs. Vi tog chancen! En 3 kvarter senere, kom vi til den foerste udfordring hvor vejen delte sig, hmm.. Der var et skilt hvor der stod navnet paa det homestead vi kunne se i vores atlas og ikke noget skilt ved den anden vej, saa vi maatte hellere foelge den vej med skiltet. Men det viste sig efter 5 km at vaere indkoerslen til det homestead hvor hende pigen boede med sine foraeldre. Saa de fik lige forklaret os at hver gang der stod et skilt med et hoemstead navn, saa skulle vi fortsaette af den anden vej hvor der ikke stod noget.. ahhh.. det gav jo mening. De ville gerne have at vi blev til en kop the, men det varede ikke laenge foer det blev moerkt saa vi takkede nej - vi var jo noedt til at finde et sted at "campere" inden. Den familie havde masser af heste og kvaeg samt et privatfly og en enormt stor gaard og flere tusinde hektar land. Det er vanvittigt at taenke paa. Flyet er selvfoelgelig vigtigt for dem naar de bor saa langt ude, isaer i regnsaesonen hvor de ikke kan komme frem i bil. Mon de saa flyver ind til den naermeste by og handler..? fedt:)
Vi fandt et rigtig godt sted at campere ved en creek og fik lavet mad inden det blev moerkt. Da solen var gaaet ned, blev det altsaa lidt uhyggeligt, for saa kunne vi hoere alle dyrene, specielt dingoerne som hyler ligesom ulve. Puhaa, godt vi er i sikkerhed inde i vores vogn:)

Morgenen efter saa vi en smuk solopgang og koerte videre ret tidligt.. Vi brugte dythornet ret ofte fordi koeerne og wallabierne tit var for dovne til at flytte sig fra vejen. Der var utrolig smukt og fredfyldt at koere derude. Foerst ved en 11 tiden moedte vi en modkoerende - vi fik jo naermest et helt chok.. Ham fik vi en god snak med og Henrik var frisk og startede med at rulle vinduet ned og sige hoowdy..hahah.. Det var ret sjovt:) Han var ejer af omkring 60000-70000 hektar af det land vi koerte paa og 10000 af de koer vi har dyttet af paa vejen samt to homesteads. Han advarede os om noget af vejen forbi et af hans homesteads som stadig laa under vand, men hvis vi bare holdte til hoejre saa skulle vi nok kunne komme igennem. Men hvis vi havde tid og lyst var hans kone hjemme, saa vi kunne koere hen og snakke med hende.. hehe.. Tror sku de keder sig herude paa landet..:)
Vores bil var efterhaanden blevet rigtig fin brun af mudder og ko-lort og foej hvor den stank. Til sidst glaedte vi os lidt til at komme ud paa normal hovedvej, for det var sku noget af en rystevej vi var kommet paa - men bilen klarede den:) Lige inden vi kom til hovedvejen koerte vi forbi en flok vilde kameler - what?! Vi troede foerst at det var brune koer, men halsen var lidt laengere, puklen lidt stoere og hovedet saa lidt mindre intelligent ud saa vi indsaa at det var kameler... Inden laenge var vi ude paa hovedvejen igen og paa vej mod Charters Towers. Her fik vi haevet penge og handlet godt ind, for de naeste 3 dage i paasken er alt lukket. Heretfer koerte vi op til et lookout over byen og landskabet omkring, hvor vi lavede middagsmad og noed udsigten.
Det sidste stop den dag var Alva beach hvor vi skulle overnatte. For dagen efter, den 24, skulle vi dykke ved S.S. Yongala wreck - et af australiens bedste dyk. Da vi kom ned omkring vandet i Alva beach, var der gang i keit-surfing mesterskab, som varede hele paasken, saa her var masser af folk som camperede og om aftenen var der forskellige bands der skulle spille - fedt! Her ville vi da ogsaa campere. Saa vi fik set keit-surfing, hoert musik og hygget os hele aftenen.

Naeste dag var vejret helt perfekt til dykning, troede vi - men det viste sig at der var utrolig meget vind ude paa havet, saa det var helt perfekt for keit-surferne. Men vi blev lidt nervoese for om vi overhovedet kunne komme afsted. Saa kl 11 koerte vi ned til yongala dive centret og blev moedt af stor skuffelse, da vores dyk var blevet aflyst pga for staerk vind. OEV OEV OEV!!! Hvor var det altsaa bare pisse aergeligt!
Saa kunne vi ligesaa godt koere mod Hervey Bay allerede nu, hvorfra vi skal sejle til Fraser island. Vi ringede og ombookede faergebilletten til den 25 kl 18.45 istedet for den 26 kl 6.45.
Resten af dagen blev der koert og koert og koert. Fra alva beach til hervey bay er der 1032 km - saa det er en del der skal koeres den 24 og 25 april.

Det var alt for den omgang, naeste blogindlaeg bliver fra Fraser island. Det bliver spaendene at se hvad den sandoe har at tilbyde:)