Saa fik vi ogsaa besoegt Fraser island, verdens stoerste sandoe.

Vi var ikke mange der skulle ombord paa faergen til Fraser island der ved en 6 tiden den 25 april, men der var sygt mange mennesker som skulle hjem derfra - maaske fordi deres paaskeferie er slut. Turen derover tog ca 45 minutter og der var baelravende moerkt da vi ankom, saa vi valgte bare at overnatte paa den naermeste campground, central station. Koereturen startede godt og der var asfalt i starten, saa vi kunne ikke lige forstaa hvorfor almindelige biler ikke maatte komme herover, for det her havde man da ikke brug for 4WD til. Men vi tog alvorligt fejl, for der gik ikke lang tid saa blev det sindssyg sandvej. Vi kunne kun koere 15 km i timen for det var store og dybe humpler efter humpler, bloedt sand og bare lortevej hele vejen ind til central station. Saa der taenkte vi - det er bare loegn hvis alle vejene her paa oeen er saa daarlige, for saa kunne vi altsaa ikke forstaa at apollo vil have deres biler derover. Vi var hundesultne da vi ankom til central station for det havde jo taget lidt laengere tid end forventet at komme dertil. Saa vi lavede guagamole, og fik tortilla pandekager med salat, kylling, salsa, guagamole og tortilla chips til - mmmm:)

Den 26 april, vores foerste dag paa fraser island, ville vi selvfoelgelig en tur ud paa stranden og koere. Man maa koere paa hele oestkysten, fordi der er bred strand med haard sand, hvorimod vestkysten er daekket med mangroove, saa der kan man ikke koere. Vejen fra central station og ud til stranden var ogsaa elendig, med rigtig dybe huller - og idet vores 4WD er ret lav, saa skal vi koere rigtig forsigtigt for ikke at smadre noget. Stort set alle de 4WD som koerer rundt derover er blevet haevet rigtig meget og der staar saagar paa alle brochure at 4WD med "low clearance" kan finde mange af inland trackene ufremkommelige?? Saa det skal nok blive spaendende:) Endelig kom vi ud paa stranden og blev som det foerste moedt af en politimand som var igang med at teste for alkohol, saa Henrik var saa heldig at faa lov til at puste i alkoholmeteret. Saa blev vi derefter sendt over til nogle andre politimaend som var igang med at teste for stoffer, og fordi Henrik ligner en boelle, saa skulle han ogsaa lige "drug"-testes. Men da vi heldigvis ikke havde taget nogle stoffer den morgen, saa var der ikke noget at se.. Ej jeg gasser bare!! Selvfoelgelig var der intet der, saa vi fik lov at koere videre. Vi startede med at koere syd paa, ned til inskip point, hvorfra man saa kan tage en af oeens scenic drives - southern lake scencic drive, som koerer forbi nogle af de mange ferskvandssoer der ligger inde midt i oeen. Det var sjovt at koere paa stranden, med stillehavet?? paa den ene side, sand under os og regnskov paa den anden side. Man maa endda koere 80 km/t paa stranden, saa derude kommer man noget hurtigere frem end paa inland-trackene. Da vi kom ned til sydspidsen af oeen, maatte man ikke koere laengere fordi sandet paa vestsiden er alt for bloedt, saa vi vendte om og tog southern lake scenic drive - rigtig smuk koeretur, og man naar jo og se alt naar man koerer 15 km/t:) Den sluttede ved lake Mckenzie, som er den mest populaere ferskvandssoe paa Fraser. Vejret var dejligt, saa vi satte os ned og noed synet af kridhvidt fint sand, klart ferskvand og regnskov hele vejen rundt. Om eftermiddagen var det tid til at komme videre, for vi havde bestemt os for at tage central lake scenic drive ud til oest kysten igen og campere et sted derude. Da vi kom til ruten saa vi et gult skilt der var kastet ind i skoven og vi vidste nemlig at nogle af trackene var blevet lukket pga regn, men vi taenkte bare at den her track lige var blevet genaabnet, siden skiltet med ROAD CLOSED laa i siden. Det startede ok, med nogle udfordringer, men de var lette nok at passere. Meen saa begyndte det hele at se fuldstaendig smadret ud, vi kom til et sted hvor kun kaempe roedder stak op over det hele og sandet var skyllet vaek og her gik det knap saa godt, for pludselig sagde den BANG og saa hang bilen i doertrinet paa en af roedderne - f*** LORT PIS!! Henrik proevede at bakke, men det kunne vi ikke, saa gav han den gas fremaf og saa roeg vi afsted og havde to nye boejet doertrin, ups! Vejen blev vaerre og vaerre og Katherina maatte ud ved hver udfordring og guide saa hjulene ramte praecis hvor de skulle for ikke at smadre mere. Den tur paa ca. 10 km, tog 1,5 time og vi var virkelig ved at vaere nogle soelle nervevrag. Nu kom vi saa til et sted hvor vejen delte sig i to og de var begge spaerret af CLOSED ROAD skiltet og vi taenkte med det samme, det er bare loegn, har de foerst valgt at saette et skilt om at vejen er lukket herfra, men saa taenkte vi os om en ekstra gang, for skiltene vendte ryggen til os, saa dvs at den vej vi havde koert paa havde vaeret paent meget lukket. Saa det er garanteret nogle unge fyre som har smidt det skilt ud til siden - idioter! De sidste 7 km ud til oestkysten var vejen jo saa aaben, den var stadig lort og koere paa men den kunne ikke maale sig med den anden, saa det var en hel befrielse at koere det sidste stykke:) Den aften camperede vi paa stranden, det maa man nemlig godt nogle afmaerkede steder paa Fraser. Det blev hurtigt moerkt og nu kom dingoerne frem. Vi kunne hoere dem luske rundt uden for bilen, men de var heldigvis vaek naar vi skulle ud og tjekke til vores mad (vi har udendoers koekken). Puuuha, what a day... vi haaber ikke at dagen i morgen byder paa flere sindsyge veje som kan oedelaegge vores bil mere.

Den 27 april var planen at koere op til oeens fyrtaarn og det gik rigtig godt det meste af vejen og vi saa champagne pools paa vej derop, som er naturskabte pools der ligger helt ude ved havet, men som er omringet af klipper, saa det vand der kommer over i poolene, bliver varmet op til champagne..ej jeg ved ikke hvorfor de hedder champagne pools:). Vi koerte videre, for det var for koldt at hoppe i dem. Efter en tyve minutters koersel, saa kom vi aabenbart i kontakt med noget meget bloedt sand, og saa sad vi bare fast! Vi kunne ikke goere andet end at grine af det, for det var da bare utroligt med den her oe! Vi gik ud for at kigge paa det og der saa vi en mand komme imod os, tilsyneladende en lokal som havde koert bag ved os meget af vejen. Han grinede lidt og sagde: well, I am impressed that you came that far.. Saa han havde aabenbart siddet i sin bil og ventet paa at vi skulle sidde fast..lidt ondt efter min mening;) Han hjalp os nu med at faa luft ud af daekkene, faa os fri og faa luft i daekkende igen efter vi var kommet paa haard sand:) Han raadede os til at vende om, for sandet blev bare bloedere og bloedere vejen op til fyrtaarnet. Han havde vaeret deroppe, men han havde ogsaa en let 4WD med enorme daek - saa han kunne sagtens, ku' han:)
Vi vendte skuffet om og bestemte os for at koere over til vestkysten for der skulle være meget mere stille vand og vejr, men det kraevede at vi koerte endnu en inland track. Den var nu heldigvis ikke saerlig slem. Da vi kom frem til Watoomba campground, som var der hvor vejen endte. Vi kom i snak med nogle unge mennesker, lokale, som tilsyneladende havde koert central lake scenic drive dagen i forvejen - saa vi er ret sikre paa at vi har fundet synderne som fjernede skiltet.. Men de var nu meget soede, selvom de havde gjort det. Efter vi havde snakket lidt med dem, ville vi lige ud paa stranden for at kigge om det var muligt at koere en tur der, men absolut nej! Der var mangroove overalt og kun bloedt sand, da vi havde gaaet et par hundrede meter, saa vi en dyb creek som der var nogen lokale som havde proevet at komme igennem, med en stor 4WD - Men de sad helt fast, saa der var gang i det helt store traek bil op projekt, og det var ikke bare lige saadan at goere - tror det tog dem en god time at faa ham fri.
Naa vi var sku lidt skuffet over vestsiden - der var skide flot, men vi troede at det var muligt at koere bare en lille tur saa vi ogsaa kunne komme til at se den side af oeen. Der var massere af lokale det sted som stod og fiskede saa den dingo der var i omraadet kredsede rundt i haab om et fiskehoved i ny og nae. Der var en idiot som fodrede den selvom der er skilte overalt med at dingoerne ikke maa fodres fordi de bliver aggressive af det.
Om eftermiddagen bestemte vi os for at gaa en tur op af stranden, saa vi tog vores pind med (som vi altid har til at jage dyr vaek med) og tog afsted paa en lille tur. Men vi kunne godt regne ud at turen ikke kunne blive for lang for tidevandet var ved at stige. Men vi kom heller ikke saerlig langt for da vi havde gaaet ca 700 meter moedte vi en dingo. Foerst skaenkede vi det ikke en tanke, for den laa lige saa stille i sandet og virkede til at vaere ligeglade med os. Men da vi gik forbi den rejste den sig og gik hen mod os. Dens blik og maade at opfoere sig paa virkede ikke sarlig venlig, saa Henrik proevede at jage den vaek med pinden. Det reagerede den ikke saerlig meget paa, den blev derimod mere og mere agressiv og viste sig fra sin ulve side af ved at vise taender og se rigtig vaemmelig ud. Henrik blev ved med at skraemme den, men den kom naermere og var efter Katherina og begyndte at cirkle rundt om os. Den kiggede jaevnligt ind i skoven, saa vi var bange for om den havde "venner" derinde som ville komme og hjaelpe den. Saa vi begyndte at gaa baglaens, men den fulgte os hele tiden, nogle gange paa lang afstand. Men saa snart Henrik vendte ryggen til den, begyndte den at loebe i retning af Katherina - foej hvor en vaemmelig hund-ulv ting. Henrik var ikke nervoes naar den var alene, men Katherina var rigtig bange. Man kan sku aldrig stole paa saadan et dyr, det er aldrig til at vide om den pludselig springer paa en. Dingoer paa Fraser har draebt boern helt op til teenager alderen, saa de er ikke til at spoege med. Aftenen vi ankom var en 3 aarig pige blevet overfaldt og bidt af 2 dingoer fordi hendes foraeldre havde slippet hende af syne i et sekund. Vi blev mere og mere rolige jo taettere vi kom paa de andre mennesker som var paa stranden og derfra gad dingoen heller ikke at jage os mere - for saa kunne den nok godt regne ud hvem der tabte. Men idet vi var 2 alene ude paa dens teritorie, saa var den maaske mere klar paa kamp.
Efter den gaatur blev vi enige om at koere tilbage paa oestkysten og sove paa en indhegnet campground - det er 100 gange saa sikkert hvis du skal ud og tisse om natten og vil undgaa at blive overfaldet af en flok dingoer. Det var rigtig rart at kunne gaa paa toilettet og foele sig i sikkerhed:)

Morgenen efter, den 28, var dagen vi skulle forlade Fraser Island - men foerst kl 17, saa vi havde naesten en hel dag mere. Saa den dag gik med at se alt det vi manglede - gaature, lookouts, sandblows og lake Mckenzie en sidste gang. Hvis man ville kunne man komme paa scenic flights over oeen, hvor man lettede fra stranden og fik 15 minutter i luften. Meen det kostede over 500 kr pr person for 15 minutter - alt for dyrt syns vi. Vejret var heller ikk helt i top, saa det ville ikke have vaeret ligesaa smukt som hvis der havde vaeret blaa himmel. Ved en eftermiddagstid var vi i Kingfisher bay, hvor vi skulle sejle fra.

Nu er der ikke laenge til at vores ferie er slut, saa det her blev vist anden sidste blogindlaeg...

Vi ses snart alle sammen, det bliver en succes:)