SÅ er der igen kommet nye billeder ind, og denne gang både til albummet fra Samui, men også en masse friske til Koh Phangan-albummet. Som tidligere nævnt betyder "koh" en "ø", og lige nu befinder vi os altså på Phangan-øen, som ligger en smule nord for Samui (det tog en halv time med ekspres-færge at sejle herover).

Siden sidst har vi været vidt omkring. Vi startede med at lægge Chaweng Beach bag os, hvilket vi op til flere gange bitterligt har fortrudt - man ved først, hvad man har, når det er væk. Vi forlod Luigi på østkysten og tog til Nathon på vestkysten, der også er Samuis havneby. Det var her, Samuel i flere dage efterhånden havde glædet sig til at se den ekstremt flotte solnedgang, men selvfølgelig havde vi ramt Nathon på en overskyet dag, hvilket betød: en meget kedelig og næsten usynlig solnedgang til Samuel. Øv, øv.

Dette kunne dog ikke slå os ud, for vi havde indlogeret os på et HOTEL (jeg indrømmer, at vi denne nat ikke følte os særlig meget som backpackere). Hotellet lå lige ud til vandet, og vi havde en to-længet balkon med den smukkeste havudsigt. Desuden var der air-condition, god plads, eget bad og toilet .. og det hele for kun 480 baht for et værelse - dér kunne man godt overveje at komme tilbage til! Vi var meget positive over den lokale atmosfære, Nathon havde, i og med at det var svært at opsnuse nogen turister overhovedet. Det var rart med en helt stille nat (på Chaweng Beach var der musik i gaderne døgnet rundt), men vi begyndte dog hurtigt at savne lidt af bylivet, trods alt.

Tidligt næste morgen tog vi færgen til Phangan, og vi mødte en venlig dansker og hans franske/spanske kone, der sammen havde boet i Thailand i 30 år, on and off. Danskeren forsikrede os om, at vi havde spildt vores tid på Samui, da øen er alt for turistpræget (enig) og alt for dyr (semi-enig), og at vi godt kunne begynde at ærge os over, at vi ikke havde afsat længere tid til Phangan. Denne monolog satte naturligvis vores forventninger helt i top, og vi begyndte ligefrem at ærge os over al den tid, vi havde brugt i Luigis hyggelige nærvær .. det skulle der dog hurtigt blive lavet om på.

På havnen på Phangan blev vi lynhurtigt overfaldet af to sælgere, der ivrigt prøvede at afsætte en masse forskellige resorts til billige penge til os; og vi bed på krogen! Vi blev lovet en smuk bungalow lige ud til stranden for kun 300 baht (vi var målløse!) - dét skulle tjekkes ud. Vi kunne jo altid bare sige nej og så finde et andet hostel/bungalow, hvis vi ikke var tilfredse med denne (so we were told).

.. Hvad den flinke ikke-engelsk-talende thai-dame på havnen ikke fortalte, var, at denne attraktive bungalow lå godt gemt nede ad en snørklet, absolut-ikke-asfalteret bumle-grusvej, der strakte sig over godt og vel 1 km.. Ergo var det ikke lige til at sige nej, for derfor at vende om og trave den lange vej (med tunge tasker) op til hovedvejen igen. Vi stillede os derfor tilfredse med denne bungalow, der (trods alt) lå næsten lige ud til vandet. Det ville være synd at kalde det en egentlig "strand" efter mødet med Chaweng Beach. Vi fik besøg af både firben, myg og myrer, der overtog vores toilet i denne bungalow, men når alt dette er sagt, skal det tilføjes, at vi begge havde den bedste nat på hele turen, so far.

Vi valgte at vandre hele vejen op ad den snørklede grusvej for at finde et sted at leje nogle scootere - i håb om at finde noget, der mindede om en by. Sandheden er, at det sted, vi var havnet på Phangan, kun bestod af resorts med privat-ejede strande, og nogle helvedes stejle bakker (der hældede med noget, der mindede om 35 grader - vi har aldrig set noget lignende!!). Det var noget af en op-og-ned-tur at køre med de scootere, vi fandt; og vi kunne køre rigtig længe, før vi fandt noget, der mindede om en by.

Til sidst besluttede vi os for at vende tilbage til den havne-by, vi var sejlet til fra Samui, da den havde lidt flere muligheder for mad og indkøb bl.a., og vi fandt et hotel med air-con (bungalowen havde en blæser), der lå rimelig centralt. Dette hotel har vi nu sovet på i to nætter, og det skal nævnes, at ejerne af hotellet er de thai-mennesker, der hidtil på vores rejse har forstået MINDST engelsk. Jeg måtte gestikulere, hvad toiletpapir var, for blot at finde ud af, at "no have" og "no, no" .. så meget for dét toilet-besøg!

Vi lejede scootere i havne-byen for 3 dage og fik en smule rabat, så vi er bundet til Phangan i hvert fald indtil mandag. I fredags fandt vi (Samuel) en tysk bager-butik, som havde RIGTIGT RUGBRØD!! Vi gav gerne de 195 baht, det kostede, og hvor var det dog en skønt mærkelig fornemmelse, at maven rent faktisk fik noget at lave igen. Efter denne oplevelse kørte vi lidt længere nordpå, hvor vi mødte en thai-familie, der var på vej ud i vandet (mudderet) for at samle muslinger, som de bruger til at spise (utroligt meget arbejde for utroligt lidt mad). Vi fik lov at følge dem, og vi tilføjede da også 5-6 muslinger til deres samling. Imens vi gik foroverbøjede rundt derude, blev vi ramt af dagens andet kæmpemæssige regnskyl, der gjorde os så våde, at køreturen hjem blev en anelse kølig i vinden. Men hvor hjalp det dog på temperaturen og fugtigheden, at luften blev skyllet ren.

I dag tager vi sydpå (stadig på Phangan), da vi har fundet en strand, der rent faktisk kan måle sig med Chaweng. Tirsdag eller onsdag tager vi en nat-bus til Bangkok, og kl. 23:55 torsdag aften, letter vores fly mod Perth, Australien! :)

Jeg, Samuel, tilføjer: Idag vil jeg tape min telefon fast på scooteren og vise jer de sindsyge veje vi har her på øen. De har her, synes jeg, den mest spændende infrastruktur nogensinde! Jeg optager en film og lægger den herud! :)