Efter at have overført sidste blogindlæg fra McDonald's, gik turen videre mod Murchison. På vejen stoppede vi kun ved Lake Rotoroa i Nelson Lakes National Park; hvor smukt det var med solen, der var ved at gå ned bag de sneklædte bjerge i baggrunden af søen - så forstår man pludselig, hvorfor nogle af de største gaver i livet er gratis.. ;)

Torsdag morgen kørte vi til Buller Gorge Swingbridge (som er den længste hængebro i New Zealand; præcist hvor lang fandt jeg aldrig ud af - de ansatte pralede lidt af længden, og jeg fik ikke to ens svar). Her betalte vi hver 5$ for at krydse broen, og yderligere 25$ for at få lov at "grave guld" nede ved deres strand, som tog over en halv time at finde. Vi var begge blevet udstyret med hvad der skulle være en berømt guldgraver-si (en skål med riller og uden huller), og på de to-tre timer vi brugte på at blive halvvejs ædt op af "sandflies", fandt vi fem stykker guld.. guld, der i mine øjne lige så godt kunne have været meget gyldne sten.. Men sjovt at prøve! Så blev jeg heldigvis bekræftet i, at jeg trods alt tjener mere på at arbejde på Barrys kiwifrugtplantage.

I stedet for at betale for at gå tilbage over broen (som var den eneste vej tilbage til fastlandet - hvilket derfor er smart, at de opkræver penge for, siden du kun har to muligheder: betal eller bliv på den anden side!), valgte vi den dyrere mulighed: at tage en "flying fox", der varede 10 sekunder, men til gengæld også var væsentligt sjovere! Det er en slags svævebane, og vi fik tiltusket os gratis billeder og en video af den korte fornøjelse.

Vejret var overvældende godt hele dagen, og i bilen blev temperaturen lynhurtigt uudholdelig, eftersom vores air-con ikke fungerer. Men jeg forsøgte at tage det med et smil og se det som sommerens kommen! Turen til Westport blev derfor taget med nedrullede vinduer og blæseren på fuld drøn.

I Westport slog vi sengen op, men ingen af os blev forundrede, da det kl. 22 bankede på ruden, og en mand fra City Council meddelte, at vi desværre ikke måtte overnatte her, da der lå en campingplads mindre end 500 meter derfra; vi satte derfor kursen ud af byen og endte 20 km. væk, hvor sengen igen blev slået op - denne gang på en øde rasteplads.

Efter denne oplevelse var vi blevet skræmt fra at sove i byer eller tæt på anden mulig overnatningsmulighed, så fremover kommer vores nætter givet vis til at forløbe på rastepladser.

Fredag kørte vi tilbage til Westport, primært for at erhverve os med en "insekt-dræber/svitser-ketsjer" (har ingen anelse om hvad det korrekte navn er), da vores nat og morgen (og dagene forinden) var blevet godt ødelagt af sandfluerne, der forsyner os med store, kløende stik overalt på kroppen. Nu måtte det få en ende!

Vi fortsatte herefter den planlagte rute videre sydpå, og den førte os til Punakaiki (også kaldet "Pancake Rocks"), og billederne kan forhåbentlig give et indblik i hvorfor; disse sten er opbygget af adskillige 'lag', der, som navnet antyder, får dem til at ligne en ordentlig stak pandekager! Særligt syn..

Efter at have manøvreret bilen igennem de tætparkerede autocampere, kunne vi fortsætte turen sydover, og næste stop var Greymouth. Her brugte vi et par timer på at kigge os omkring i byen, hvorefter vi købte ind til den videre tur. I indkøbscentret stødte vi pludseligt på Samuel, som jeg efterhånden ikke har set i 5 måneder. Det var noget af et tilfælde, og fordi ingen af os vidste, hvornår vi ville komme til at se hinanden igen, kørte vi med ham "hjem" til det hostel, han arbejder på for tiden. Her blev vi indtil det blev mørkt, hvorefter vi kørte lidt øst for byen og fandt en rasteplads, hvor vi tilbragte natten.

Lørdag den 1. oktober var vejret lige så smukt, som det havde været den forrige uges tid, og dagen blev brugt på at køre ad de snart velkendte små, snoede veje gennem Lewis Pass - denne gang gik de snørklede veje mig dog ikke nær så meget på, eftersom udsigten var helt fantastisk! Lewis Pass er et af de to store pas (foruden Arthur's Pass), som snor sig tværs over landet, mellem bjergkæderne, der løber ned gennem landet. Dette betød, at vi konstant var omringet af bjerge, og når det ene var ude af syne, kom det næste frem bag svinget. Det var en af de smukkeste strækninger, jeg har kørt, og der blev stoppet adskillige gange for at tage billeder.

Ved et af stoppestederne tog vi en kort gåtur rundt i området, og jeg indrømmer gerne, at hvis jeg skulle tage en af de mange 3-5 dages gåture, der findes i landet, skulle det være her!

Næste holdt var i Hamner Springs, som også ligger i Lewis Pass. Hamner Springs er kendt for deres kæmpe "badeland" med hot pools og.. ja, det er vist alt, hvad der er derinde. Men vi trængte efterhånden lidt til et bad, så vi betalte de 18$ for at komme ind og boble lidt rundt. Efter halvanden time følte jeg, at jeg havde slugt nok baby-tis, og at min hud havde optaget nok af samme, så vi forlod stedet - lidt skuffede over at det ikke levede helt op til forventningerne; det er tydeligt, at de ved, hvordan de skal tage penge for ting hernede..

Hamner Springs by havde absolut intet at byde på, medmindre man boede på et af de flere hundrede hoteller/resorts, der omringede badelandet. Så vi kørte 65 km. for at finde en rasteplads, vi kunne sove på - vi var nu 10 km. udenfor byen Waiau.

Søndag kørte vi til Kaikoura, som ligger helt ude ved østkysten, lidt nord for (resterne af) Christchurch. Vi havde helt store planer for vores besøg til Kaikoura: delfin-svømning, hval-tur, sæl-svømning osv. (I kan allerede høre, at alting ikke kom til at gå som planlagt, ikke? Well, stay tuned, for her kommer fortsættelsen!..)

Vi skyndte os hen til delfin-svømnings-selskabet og bestilte en tur til i morgen formiddag. Herefter gik vi, i den bagende sol, tilbage til iSite (info-center) for at finde ud af, om vejret ville være optimalt til "whale watching" i overmorgen.. Her fik vi at vide, at det skulle regne kraftigt (med stort K) hele næste uge, og at det startede allerede fra i morgen. Vi besluttede os derfor for at aflyse delfon-turen (øv) og lovede hinanden og os selv, at vi ville komme tilbage til Kaikoura på vores rejse til Auckland nogle måneder senere; forhåbentlig ville vejret til denne tid være bedre, og måske endda varmere (selvom det var svært at tro på lige i øjeblikket).

Efter denne noget skuffende nyhed lagde vi hjernerne i blød og ændrede hele vores rute! Vi valgte at tage sydpå med det samme (i stedet for vestpå, som planen var), da det ikke have den store betydning, om det regnede på vores tur sydpå. Vi kørte til Christchurch i ét stræk og brugte over en time på at finde et sted at parkere (et fabriks-kvarter i udkanten af byen), da man under ingen omstændigheder kunne komme ind i centrum; alt var afspærret, og hele centrum lå stadig i ruiner. Det var mærkeligt og helt uhyggeligt at køre igennem - og at se, hvor lidt (hvis noget overhovedet?), der var blevet bygget op igen på 7 måneder.. Det eneste, der virkede til at være godt kørende stadig, var Burger King og McD. Vi gik ind på sidstnævnte og efterspurgte en netcafé, men ikke engang dét havde de bygget på de sidste 7 måneder. Det var ærligt talt lidt svært at se, hvor de havde været i gang med noget genopbygningsarbejde..

Jeg fik desværre ingen billeder af det totaltsmadrede centrum (men det skal jeg nok få, når jeg kommer tilbage dertil), men det var tankevækkende, at det kun var det fuldstændigt centrale centrum, der lå i ruiner. De har åbenbart valgt at bygge (OG genopbygge) Chr.ch.'s turist- og butiks-prægede absolutte centrum lige ovenpå jordskælvets epicenter. Ja ja, det er trods alt ekstremsportens og -spændingens land!

Det tog ikke lang tid at blive enige om, at vi ikke behøvede at bruge flere dage i Christchurch, hvorfor vi kørte til Timaru (lidt længere sydpå), med ankomst kl. 16:30. Vi fandt en p-plads nede ved havnen (og lige ved siden af den mest vidunderlige park, med alverdens gratis aktiviteter og attraktioner til glæde for Timarus befolkning), og her måtte vi parkere gratis hele natten - og de næste 3 nætter, hvis vi havde lyst. Jeg kunne allerede godt lide Timaru, og vi besluttede os for at blive der i nogle dage.

Hele tirsdag, hele onsdag og torsdags formiddag blev brugt i Timaru, og der var faktisk nok at lave! Parken bød på et "fugle-reservat" med alverdens flotte fugle, og gratis entré. Derudover fandtes en masse andre hyggelige gåture; dog var selve byen ikke et sted, vi kunne bruge flere dage. Vi kom dog i biografen (endnu en enorm skuffelse af en film, hvorfor jeg prøvede at love mig selv, at jeg IKKE ville gå på impuls-biograf-ture igen, uden først at have undersøgt, hvad filmen egentlig handler om), i svømmehallen (nærmere blot et svømme-basin, men vi fik da et bad!), og onsdag aften mødtes vi med det tjekkiske par, vi også tilbragte en aften med i Wellington; de har begge fået arbejde i Timaru, og vi havde en rigtig hyggelig aften på en indisk restaurant med udsigt over den aftenbelyste park ved havet. Maden var til at få ekstremt dårlig mave og tom pengepung af, men selskabet vejede heldigvis op for det.

Torsdag tog vi en sidste gåtur i parken, inden vi kørte til Oamaru, hvor jeg havde fået fortalt, at man kunne se pingviner! Skuffet fandt jeg hurtigt ud af, at vi ganske vist kunne komme til at se pingviner, men at dette ville koste os 25$ hver, ville være i mørke, og uden brug af kamera. Her var der tale om de små, new zealandske "blue penguins", og jeg fandt ud af, at mit behov for at se dem alligevel ikke var SÅ stort.. Dette blev derfor droppet, og vi tænkte, at vi lige så godt kunne køre videre sydpå - øv øv.

Da jeg havde kørt 200 meter, drejede jeg skarpt ved synet af et skilt mod "hoiho" (de gul-øjede pingviner, selvsagt..). Denne vej førte os ud til en strand, hvor denne pingvin-art kom i land ved skumrings-tid; klokken var kun 17:30, hvilket betød, at der stadig var 2,5 timer til, at pingviner kom i land - men eftersom fornøjelsen var gratis, og selvom jeg hundefrøs, blev jeg stående ved stranden og skuede ud mod bølgerne i det tiltagende mørke i 2,5 timer..

Og det bar frugt! Vi så både hun-pingvinerne, der kom hjem fra dagens fangst på havet, og, hvad der var endnu mere fascinerende: vi så to han-pingviner, der var i gang med at forbedre reden - lige foran vores skjulte udkigspost! Det var bestemt hele ventetiden værd, og selvom det var ved at være mørkt, fik vi nogle gode billeder uden at blitz'e pingvinerne væk. Jaah, god dag alligevel!

Vi overnattede igen på en rasteplads, og fredag kørte vi videre sydpå.. Vi kom til den lille by Moeraki, der har en kæmpestor attraktion (der var i hvert fald fyldt med japanere og de velkendte autocampere på parkeringspladsen): Moeraki Boulders! Disse "boulders" er kæmpe, kuglerunde sten, der er blevet formet under jordens sand gennem mange, mange år - når sandet efterhånden eroderes væk, bliver stenene synlige, og de ruller ned til havet, hvor de efterhånden smadret til småstykker af bølgernes konstante slag.

Lidt vildt, at det hele er naturskabt - som I nok vil give mig ret i, når I ser på billederne.

Vores næste stop var Dunedin. Jeg startede med at gå på iSite (efter at have brugt en halv time på at finde en dyr p-plads i byen) og fik at vide, at vi under ingen omstændigheder kunne parkere gratis natten over i Dunedin - vi måtte ikke engang holde på rastepladserne, og hun kunne bestemt ikke forstå, at vi aldrig havde fået en bøde for at have gjort det før! Jeg blev på det kraftigste anbefalet at overnatte på campingpladser, da alt andet ville udløse bøder, når vi ikke havde toilet indbygget i bilen - og nej, en opvaskebalje kunne ikke anses som et toilet..

Jeg nægtede at tro på, at vi ikke kunne finde en billigere løsning (campingpladser koster trods alt 36$ pr. bil pr. nat), og de næste 2 timer kørte vi frem og tilbage mellem Dunedins forstæder i en desperat søgning efter en gratis holdeplads. Det var dog, som iSite-damen havde sagt, umuligt at finde en rasteplads, der ikke var tydeligt afmærket med "NO overnight camping", og slukørede og nedtrykte kørte vi den lange vej tilbage til Dunedins centrum, hvor vi noget modvilligt betalte for hele tre nætter på Leith Valley Touring Park..

Det var egentlig meget rart at bo på et sted, hvor vi kunne komme på toilet, når vi trængte, og kunne få opladet alting uden at tænke på, hvornår det ville gå ud igen. Vi udnyttede derfor også muligheden for at kunne sove længe lørdag, og da vi stod op, gik vi de 45 min's gang ind til centrum. Her gik vi på biblioteket for at lede i dagens avis efter et job - vi er begyndt at mangle penge, og vi har alligevel næsten 3-4 ugers bedre tid, end vi havde troet. Dog var der intet i nærheden, og efter at have gået lidt rundt i byen, gik vi tilbage til campingpladsen - efter at have forsynet os med to lamme-steaks og nye kartofler fra supermarkedet; endnu en fordel ved campingpladser: ovn og komfur!

Lørdag aften så vi to af de fire kvartfinaler i rugby (de sidste to bliver vist i morgen, så dem kan vi også se gratis på camp.pladsen): Wales >< Irland (endte 22 >< 10, meget uventet) og Frankrig >< England (endte 19 >< 12, måske endnu mere uventet).

Søndag aften spiller Australien >< Sydafrika og New Zealand >< Argentina - og det skal ikke være nogen hemmelighed, at alle selvfølgelig håber på, at New Zealand og Australien kommer i finalen, hvor NZ får mulighed for endnu engang at vise deres overlegenhed på netop dette punkt!

Søndag brugte vi det meste af dagen på campingpladsen. Der blev vasket tøj, klippet hår (på Casper igen), gjort orden og rent i bilen, og set rugby!

Aus >< Sydafrika endte 11 >< 9, og var flere gange tæt på en sejr til Sydafrika - spændende! NZ >< Argentina endte selvfølgelig med sejr til NZ (33 >< 10), selvom Argentina til tide gjorde et bravt forsøg..

I morges checkede vi ud på campingpladsen, og nu sidder jeg på Dunedins bibliotek og opdaterer bloggen. Herefter skal jeg på gåtur rundt i byen, og lede efter gamle, skotske kirker at fotografere.

Som altid: Ha' det rigtig godt, pas på hinanden og hold varmen (nu tager vi den nemlig!).