Så er der opdateringer igen. Vi starter, hvor vi slap sidst, nemlig i Jodhpur.

Lørdag d. 9/3

Dagens første overraskelse stødte vi ind i på vej til banegården. Normalt når indere gør rent foran deres butik/hus/bod, fejer de jorden ren lige foran deres egendom, for herefter at feje det enten ud på vejen, i rendestenen eller ind under huset. Man samler det ikke op. I Jodhpur er det åbenbat anderledes, for her så vi for første gang, mennesker samle det affald op, som de havde fejet sammen. Gaden så chokerende ren ud!

Da vi i Delhi havde købt togbilletterne fra Jodhpur til Bikaner, fik vi af vide, at Helena stod på venteliste, da der ikke var flere ledige pladser. Damen fortalte os, at vi var 90 % sikre på at få plads, men vi var alligevel spændte, da vi gik mod banegården. Ved en informationsstand fik vi af vide, at Helena havde fået en plads i samme vogn, men i den anden ende. Vi tænkte dog, at vi sikkert kunne få nogle venlige indere til at bytte med os, så vi kunne sidde sammen.

Toget var forsinket, så vi fik ventetiden til at gå med at observere arbejdets gang på perronen. Det var interessant. Kvinden som fejede perronen, fejede alt affald sammen i en bunke, hvorefter hun fejede det ud på togskinnerne. Hernede havde der lige forinden gået en anden flok arbejdere, som havde fejet affald sammen, og samlet det op. Hvorfor hende på perronen ikke selv kunne samle sit affald op i vognen, er uvist. Imens vi betragtede inderne og deres færd, havde inderne også travlt med at betragte os. Der samlede sig en hel kødrand rundt om os, og så stirrede de ellers bare. De forsøgte også at tale med os, men de talte ikke engelsk så godt. Pludselig kom der dog en inder hen og talte med os, og han talte godt engelsk. Han har tidligere sejlet rundt omkring bla. Danmark. Han kunne så stille os nogle af de spørgsmål, som kødranden af inderne havde forsøgt at stille os. De synes b.la. at vores hudfarve er meget mærkelig.

Endelig kom toget, og vi blev ærlig talt temmelig chokeret, da vi trådte ind i vognen. Den var nærmest tom, så vi kunne sætte os, hvor vi ville. På hele turen fra Jodhpur til Bikaner (5 timer), var der i hele vognen kun os to, en mand, samt en familie på fire. Vi undrer os meget over, hvor dælen alle de mennesker er henne, som havde booket hele vognen så lang tid i forvejen.

Vi havde bestilt et værelse på et guesthouse i forvejen, da dette guesthouse arrangerer kamel-safari ud i ørkenen, og de er også så venlige at hente en fra banegården. Værelset var mildest talt beskidt, og toilettet var endnu værre. Heldigvis var det kun for en nat. Familien er meget venlige. Det er moderen, som laver maden, og vi spiser i et værelse i deres hus. Det er spændende at se, hvordan de bor. De bor heller ikke selv rent.

Resten af aftenen slappede vi af.

Søndag d. 10/3

I dag skulle vi tidligt af sted på kamel-safari. Efter morgenmaden blev vi hentet af vores engelsttalende guide, og så kørte vi et godt stykke ud af byen. Her stod tre mænd og tre kameler og ventede på os. Den ene kamel havde et lad spændt bag på sig, hvor vores mad, vand og oppakning skulle være på. Vi havde hver en kamel, som vi skulle ride på, og vores guide samt de tre kamel-mænd sad på ladet. Det føles rimeligt sindsygt, når kamelen enten skal rejse sig op eller sætte sig ned, idet den først går op/ned med forbenene, herhefter bagbenene og så til sidst på forbenene igen. Man føler nærmest, at man står på hovedet, og man skal holde godt fast for ikke at falde af. Det gik fint med at ride på kamelerne, man vænner sig hurtigt til at de er så høje. Vi red nogle timer, hvorefter vi spiste frokost i skyggen af et træ. Efter nogle timers pause, red vi videre endnu nogle timer, indtil vi kom til den lejr, hvor vi skulle sove. Imens vi red igennem ørknenen, så vi antiloper, køer (selvfølgelig), store firben, mus og geder.

Da vi ankom til vores lejr, red kamel-mændende hjem igen, og så var der os to og vores guide tilbage. Vi kunne vælge, hvorvidt vi ville sove ude under åben stjernehimmel eller inde i et telt. Vi valgte at sove under stjernehimlen, og synes det var en vældig romantisk måde at fejre 7-års dag på. Måske vi godt kunne have undværet guidens snorken ;).

Mandag d. 11/3

Vi vågnede tidligt og så solen stå op. Da vi havde spist morgenmad, skulle vi gå et kort stykke op til en sandvej, hvor vi så blev hentet at Vino (ham der ejer det guesthouse, vi boede på). Vi blev kørt tilbage, og fik tilbudt et nyt værelse. Da vi havde set på nogle stykker, fandt vi et, vi gerne ville have. Det så rent ud. Sengetøjet var dog meget beskidt, så vi spurtge efter noget rent, og fik det. Herefter blev vi kørt ind til den gamle bydel, hvor vi så et tempel, som hører til religionen Jain. Disse mennesker vil intet dræbe, hvorfor de fx ikke spiser ting, de skal tage livet af. Fx spiser de kun en banan, hvis den selv er faldet af træet. Herefter forsøgte vi at gå igennem den gamle bydel, men den er umulig at finde rundt i, så vi satte os ind i en autorickshaw, som skulle køres os ud af den gamle bydel, og op til byens fort. Da vi skulle køre igennem den gamle byport, var der massiv trafikkaos. Generelt er der overalt i Indien trafikkaos, da der er sindsyge mange biler/rickshaws/cykler/motorcykjler/gående samt at alle kører ind imellem hinanden uden regler. Men ved denne byport, var der voldsom trafikkaos, selv Indienstyle. Vi holdte fuldstændig stille i 10 min, før vi langsomt kunne bevæge os ud.

Efter vi havde fået frokost, mødte vi den fyr, som havde hentet os fra banegården, den dag vi ankom. Han ville vise os et sted, hvor han påstod, at han arbejdede frivilligt (vi tvivler). Det var et sted, hvor de lavede alt muligt i tekstil, og det skulle være støttet af Røde Kors. Det tror vi nu ikke helt på, men vi fik alligevel købt et sengetæppe, som vi gætter på, var relativt dyrt her i Indien, men det er temmelig billigt i forhold til i Danmark, så vi er tilfredse. Han ville gerne køre os tilbage til hotellet, så vi sad bag på hans motorcykel, uden hjelm og igennem den sindsyge trafik. Ja, man bliver efterhånden hærdet, og føler sig helt tryg. Vi har dog læst om trafikdødsstatestikker for Indien, og de er ikke pæne.

Først på aftene begav vi os igen ind til bymidten for at få noget at spise. Her opdagede vi et supermarket, og det er det første, vi har set i Indien. Vi var faktisk blevet enige om, at sådanne havde de nok ikke, da inderne meget køber deres varer i bazarerne. Vi måtte straks derind, da vi ville se, hvor meget vi er blevet snydt, når vi fx har købt toiletpapir, kiks mv. Det var dog ikke så slemt.

Tirsdag d. 12/3

Dagens første udfordring var at skulle sende en pakke hjem til Danmark. Og det var noget af en udfordring! Vi havde pakket det ind i en papkasse, som vi havde tapet godt sammen. Da vi kom på posthuset, følte vi os således klar til at sende pakken. På posthuset fik vi af vide, at vores pakke skulle være pakket ind i et hvidt klæde, ellers kunne vi ikke sende den til Danmark. De kunne ikke hjælpe os med det på posthuset, men viste os over til en boghandler, på den anden side af gaden. Boghandleren ville gerne hjælpe os, og en af hans drenge gik i gang med at sy et stykke lagen sammen til en pose, hvor vores pakke kunne være i. Vi troede, at projektet ville tage 10 min, men vi lyver ikke, når vi fortæller, at det endte med at tage næsten to timer! Han skulle sy det hele i hånden, og han var meget grundig. Desuden skulle han også lige på smuttur undervejs, da han skulle købe frokost til ejeren af butikken. Langt om længe blev pakken dog færdig, og vi gik tilbage til posthuset og stillede os i kø. Der var lang kø, og inderne snyder meget gerne foran, så snart de har muligheden for det. Da det endelig blev vores tur, var de stadig ikke tilfredse. Vi skulle nemlig sætte en afsenderadresse på i Indien. Vi måtte pænt forlade skranken igen, og finde adressen på vores guesthouse. Vi stillede os da i kø igen, nu uden nogen form for håb om, at det nogen siden ville lykkedes os at få sendt pakken, men nu accepterede de pakken, og den blev sendt. Vi er spændte på, om vi nogensinde får den af se igen.

Herefter gik vi op mod byens fort, som vi havde planlagt at skulle se. Vi startede med at holde en pause, da vi synes, at vi havde opbrugt al vores energi på posthuset. Der var utroligt varmt, og Helena havde hovedpine, så vi droppede fortet, da vi alligevel har set så mange af dem her i Indien. Vi fandt i stedet et sted at spise, og herefter besøgte vi vores nye yndlingssupermarket, hvor vi handlede ind til togturen i aften. I supermarkedet havde de ikke helt byttetpenge nok, så vi fik resten udbetalt i karameller! Vi tog tilbage til vores guethouse og slappede lidt af, inden vi skulle med toget tilbage til Delhi. En togtur på 11,5 time.

Onsdag d. 13/3

Togturen på 11,5 time henover natten gik godt. Vi fik sovet det meste af tiden. Vores plan var at tage i et indkøbscenter for at købe solbriller, men vi orkede ikke at slæbe rundt på al vores bagage, så vi tog i lufthavnen. Da der var næsten otte timer til flyet gik, blev vi sendt ind i en vente-lounge, hvor vi kunne sidde og slappe af. Efter vi havde checket vores bagage ind, gik vi lidt rundt og så på butikker. Her fandt vi b.la. den elefant vi havde købt i Fatepuhr Sikri, og den var heldigvis en smule dyrere her, end det vi havde givet for den, så helt snydt er vi ikke blevet. Manden, som havde solgt den til os, havde godt nok fortalt os, at man ikke kunne købe elefanten andre steder i Indien, men der tog han vidst fejl. Helena fik købt en parfume til den halve pris af hvad den koster i DK, så hun var meget glad. Herefter gik vi på McDonalds og glædede os til at få noget mad, som ikke var overdrevent krydret. Der blev vi så snydt. Burgeren var stærk og selv pomfritterne var krydret. Vi begyndte efterhånden at glæde os til den thailandske mad, som ventede os forude.

Vi skulle flyve med IndiGo - Indiens førende lavprisflyselskab. Selve flyet var spritnyt, og det turen gik meget fint. Vi sad blandt en stor flok indere, og det var muligvis deres første flyvetur nogensinde - de havde i hvert fald voldsomt tralvt med at tage billeder, og de havde en fest. Den indiske kultur er ikke lige sådan indrettet, at man tager hensyn til andre, hvorfor de snakkede og grinede meget højt på hele turen. Desuden synes de åbnebart, at alle andre skal høre det samme musik som dem, så under hele flyveturen kunne man høre en blandning af forskelligt indisk musik fra forskellige mobiltelefoner. Især Helena begyndte at glæde sig voldsomt til at komme til et nyt land!

Den sjoveste oplevelse på flyveturen var alligevel, at der blev total stille, dengang stewardesserne gennemgik sikkerheden. Vi er vant til, at folk bare taler videre og ikke følger med, men her var alles opærksomhed fuldt rettet mod stewardesserne.

Vi landede omkring midnatstid, og tog ud på vores hostel. Vi havde booket to senge i en sovesal til otte mennesker, da vi kun skulle sove en nat. Vi var nærmest i choktilstand, da vi på hostel fik udleveret rent sengetøj!

Måske skal vi lige understrege, at det har været en virkelig stor oplevelse at være i Indien. Det har været sjovt at opleve en så anderledes kultur, og hver dag har vi følt os bombet med indtryk. Vi har været i Indien i 14 dage, og trænger nu virkelig til at komme et sted hen, hvor der ikke er så mange mennesker, og hvor man kan få lov at være i fred. Et sted hvor de accepterer et nej.