Chau Doc d. 04.05.11

Så er vi i Vietnam! Vi tog af sted fra Sihanoukville i morges klokken 8 os kørte til grænsen mellem Cambodja og Vietnam. Det er utroligt hvor meget det hele ændrede sig over den grænse! I Cambodja havde vi ikke rigtigt tænkt over vejene, fordi de var så vel vedligeholdte, brede, asfalterede og dejlige at køre på. Så snart vi kom til Vietnam kunne vi mærke at vi kørte! Vejene her er så dårlige, at de praktisk talt kun er en grus sti, selv hovedvejen! Også landsbyerne ser helt anderledes ud. I Vietnam ligger skurene (jeg vil ikke kalde dem huse) helt ud til vejen, så man er bange for at ramme ind i dem hvis bussen svinger for meget, hvorimod der i Cambodja var først en bred grus cykelsti ved siden af, og så små forhaver til skurene. I Cambodja har de også deres eget alfabet, og her bruger de de latinske bogstaver. Man kan stadig ikke læse hvad der står, men man kan dog genkende bogstaverne ;)

Vi bor i den her lille bitte by ved Mekong flodens delta, og det her hotel har været det bedste indtil nu! Det er virkelig luksus med mere luksus ovenpå!

Efter vi kom til hotellet og kom os en smule over alt den overflødighed der er her samledes vi for at tage en moto op til et bjerg kaldet Sam mountain, der ligger lige i nærheden, for at se solnedgangen derfra. Da vi kom ned i lobbyen stod Tom Tom med et papir vi alle skulle underskrive før vi tog af sted - så vi ikke ville sagsøge GAP hvis vi kom til skade eller døde under turen. Og det kan jeg godt forstå! Der var 15 motochauffører og de kørte alle ræs med hinanden! Jeg havde som den eneste prøvet en moto før i Phnom Pen og tænkte at der ikke var så meget i det, men her har motoerne mange flere hestekræfter! Vi fik en hjelm vi skulle tage på om min passede ikke rigtigt så da vi kørte blæste den bare om i nakken på mig, og hang der resten af turen. Jeg turde ikke slippe grebet for at rette på den! Det var virkelig en sindssyg tur på at bjerget, og da jeg stod af rystede mine ben så meget at jeg måtte sidde ned. Bagefter havde vi det mega sjovt helt høje på adrenalin. Solnedgangen var ikke så storslået, men det var hyggeligt at sidde sammen på toppen af bjerget og nyde en kold lokal øl og bare grine og grine. Turen ned af var okay, for jeg havde spurgt om ikke vi kunne tage den lidt langsommere, og det lyttede han på selvom hans kollegaer grinte af ham, da han sagde at han ikke kunne være med i kapløbet på vej hjem!

Da vi kom tilbage til hotellet fik vi lækker vietnamesisk mad, og bestilte også morgenmad, for i morgen skal vi mega tidligt af sted.