Fra den 29. september til den 8. oktober var Clara og jeg i paradis, eller nærmere betegner Isla San Andrés og Providencia midt i det caribiske hav. Clara havde ferie fra skolen og det blev udnyttet til fulde.

Vi startede med en weekend på San Andrés. Vi havde booket et sted hjemmefra og vidste, at det lå et stykke fra centrum. Stedet bød på en lokal oplevelse. Om aftenen ville vi ud og spise. Ejeren af vores "posada" sagde, at vi skulle gå til højre. Det gjorde vi så. Vi gik og vi gik og vi gik. Nogle steder solgte fastfood andre var lukkede. Til sidst gav vi op og bestilte mad ved en biks. De havde ikke øl, men det kunne vi købe i markedet ved siden af og tage med ind til plastikbordet. Maden var LÆKKER. Knapt så sund, men meget tilfredsstillende.

Dagen efter var en lørdag og vi steg på bussen, der kører rundt om øen. Vi boede på vestsiden og fangede bussen sydpå. Solen bagte og vi endte med at kigge på fisk i timevis, drikke kokosvand med sugerør og spise stegte madbananer. Sådan gik den første weekend i paradis. Søndag tog vi på tur til Johnny Cay - en lille ø lidt isoleret fra den lidt større ø. Båden lagde til og vi fik instrukser på at være klar til at tage videre lidt efter frokost. Øen er lille, men har nogle store ting at byde på. For det første er stranden noget nær perfekt. Det eneste minus er befolkningstætheden, da stranden er meget lille. På gåturen rundt om øen (1,5 km) bliver man mødt af leguaner. Store grønne og små blå firben i massevis. Efter frokost sejlede vi videre til det udendørs akvarium. Efter at have set på massevis af fisk dagen før, var det dog ikke så vildt. Til gengæld kunne man gå fra en ø til en anden, hvilket alligevel var noget. På vej tilbage til "land" stoppede vi for at se på rokker. Stedet var lavvandet og pigrokker svømmede om fødderne på os.

Mandag skulle vi med færgen til Providencia. Turen var på 90 km og tog ca. 3 timer. Vi var beredte på det værste. Folk havde fortalt skrækhistorier om kvalme og bræk blandt alle passagerer. Vi havde taget en transportpille og jeg sov hele vejen. No problem. På Providencia stod vi lidt forvirrede. Folk ville have os med i taxa, men vi ville vente og finde en med nogle andre danskere. De skulle hæve først og da vi kom tilbage derfra var taxaerne væk. En politimand måtte kalde på en bil og pludselig dukkede en ung fyr op på motorcykel og bad os hoppe på. Vi var skeptiske, men politimanden sagde, at det ville være en oplevelse. Vi drønede afsted (uden hjelm selvfølgelig) og kom snart til huset vi skulle bo i. Her boede en lokal familie og vi havde det ene af to turistværelser. Vores vært fik hurtigt overtalt os til at leje en scooter, hvilket vi var lykkelige for de næste dage. Mens vores tyske naboer gik alle steder, kunne vi suse øen rundt. Jeg fik en hurtig introduktion, da jeg aldrig før havde siddet på en tohjulet med motor (til morskab for Keoma vores vært). Det viste sig at være rimeligt nemt at køre på scooter og Clara kunne hoppe på. De næste 5 dage spiste vi fisk på stranden (og hummer), var på Rolands raggaebar og svømmede med skildpadder.

Fredag gik turen tilbage. Dårligt vejr var på vej, så båden gik tidligt. Meget tidligt. Vi var nervøse fordi båden til Providencia om onsdagen havde været alt andet end en tur i paradis. Størstedelen kastede op og vores venner på båden ønskede sig tilbage til San Andrés. Vi tog igen transportpiller og endnu engang sov jeg hele turen.

Den sidste weekend i paradis boede vi i centrum af San Andrés. Den ene dag tog vi på rundtur i golfvogn med nogle venner fra Bogotá. Søndag var det tid til at komme tilbage til den kølige virkelighed, hvilket mit højre øre var glad for. Al den badning havde sat sig som en smerte og jeg måtte på øredråber.