Kære venner.

Ja så er vi endelig på farten igen. Langt om længe og i egen bil. Vi har en køretur på 700 milometer foran os, og efter 500 kilometer gør vi hold for natten i byen Guardelope, hvor vi bor i bungalows på et dejligt hotel. Aftensmaden skulle vi indtage nede på torvet, og til vores store forundring havde alle de mange spisesteder kalkunsandwich på programmet. Jeg ved ikke, om der overhovedet var muligt at få andet spiseligt i denne by. Nå men den kunne vi jo da også nøjes med, når der nu ikke var andet at få. Vi bestilte to hver, for vi havde ikke fået mad hele dagen - ej heller morgenmad. Det kommer sig ikke så nøje, for vi har jo noget at tære af. Da jeg havde spist mine to sandwich, sagde jeg: "Nå, det var så morgenmad og frokost, og nu skal jeg have aftensmad". Erik kunne også sagtens spise een mere, for jeg siger jer, de smagte. Jeg har aldrig - aldrig fået noget så lækkert. Næste dag kom vores morgenmad igen til at bestå af kalkunsandwich, og ikke nok med det, vi fik lige et par ekstra stykker med os, som vi kan bruge til frokost, når vi nu igen kommer på landevejen.

Erik har i øvrigt været inde på goggle for at søge, om han kunne finde opskriften på denne specialitet - kalkunsandwich, og det kunne han, så når vi kommer hjem, skal det prøves.

Fra vores sandwich by har vi en køretur på ca. 200 kilometer, inden vi når vores elskede by Huanchaco. Vi har på forhånd gennem air.bnb bestilt en lejlighed, som ligger helt ud til stranden og på 3. etage med udsigt ud over havet og i en uge. Her er skønt. På vores terrasse opstiller vi vore liggestole og bord fra campingbilen, så vi kan rigtig nyde livet her, medens bilen lige for en sikkerhedsskyld skal til en check hos mekanikeren inde iTrujillo. Erik har opdaget, at gearkassen taber olie. 

Ja - ja. Så blev det også repareret. Og en uge gik med det. Samtidig var Erik til kontrol inde på sygehuset. I husker måske, sidst vi var i Huanchaco, blev Erik syg og var ofte på hospitalet til snart den ene undersøgelse og snart den anden. Også Erik blev erklæret rask, så nu er vi snart på landevejen igen.  

Det blev dog lidt vedmodigt at tage afsked med Huanchaco. Vi boede dør om dør med et canadisk ægtepar på vores alder. Og med dem havde vi det rigtig godt. Hver aften ved 17,00 tiden, havde vi en fast aftale, hvor vi mødtes hos Billys Bar, og deltes om 4 øl, samtidig med vi drøftede, hvad vi hver især havde lavet i løbet af dagen. Når vi gik derfra, slog vi ofte lige en vending ind omkring Jillys Bar, og også her deltes vi lige om 4 øl. På Jillys Bar mødte vi ofte meget spændende mennesker. Kan ikke beskrives. Men der var backpackere fra alle dele af verden. Mange musikere. Bl.a. 4 personer fra Argentina, hvor en spillede på et sjovt blæseinstrument - et langt tykt rør på et par meter - en didgeridoo, hedder den, som han havde med fra Australien, hvor han af den oprindelige befolkning - aboriginarer oppe i Outbacken havde lært at blæse på den. Det lød fantastisk. Men det var hårdt arbejde at blæse på så stort et instrument. Hvis ikke I kan forestiller jer instrumentet, kan I goggle det.

Den sidste aften, vi var i vores lejlighed i Huanchaco, lavede vi Danmarks nationalret, som vi havde inviteret vore canadiske venner ind på. De blev da heldigvis ellevilde med en god dansk bøf med masser af bløde løg og en god sovs til hvide kogte kartofler. 

Efter at have taget afsked med vore skønne venner, fortsatte turen nu mod Lima med et ophold 200 kilometer før hovedstaden. Vores tur fulgte stranden, og vi havde set på kortet, at der lå 4 campingpladser helt ud til stranden i en by ved navn Barranta. Da vi kom dertil søndag hen mod aften, var der så mange mennesker, at man ikke kunne bevæge sig rundt for folk. Så HØJT musik spillede de, at vi ikke kunne høre nogen ting for larm, og vi fandt aldrig de beskrevne campingpladser.  

I stedet fortsatte vi turen længere sydpå. Nøjagtig 28 kilometer mere. Campingpladsen her fandt vi godt nok, men kunne ikke få bilen med ind på teltpladsen. I stedet blev vi henvist til en plads udenfor, hvor vi kunne slå op. Nu var der efterhånden ved at blive mørkt, så pladsen lignede en grusgrav med en hundetrailer og en bådtrailer, som stod på opmagasineringspladsen. Og vandet - en grøn indsø, lå kun 2 meter væk. Toiletforhold, drikkevand og lys syntes langt væk, og øllene her kostede hos købmanden mere end det dobbelte i Huanchaco. Mørkt var det også næsten, inden vi fik slået vore telte op, og det var første gang i 3 måneder, vi skulle slå telte op, og vore pandelamper havde vores "flinke" familie fra Tumbes flyttet rundt på, så sur, gal og knotten var jeg (sker, når jeg er i væskeunderskud). Så hørte vi en krage. Erik sagde, det var bare en krage, der skræppede op. Da tøede jeg op og svarede, om det er den ene krage eller den anden, der skræpper op, kan vel være ligegyldigt, og så kom vi til at grine, og fik ledt efter lamper til at lave lys med, så vi kunne få lavet noget mad.

Næste dag, jeg vågnede, blev jeg godt nok overrasket. Vi boede ude i et fuglereservat, hvor der fandtes mange sjældne fugle. Da jeg kom ud af teltet, stod en mand ved hundetraileren, som var fyldt med gymnastikredskaber. Han brugte tingene til at lave en masse forskellige gymnastiske øvelser med. Og på søen sejlede en del enkeltskollere rundt. Jeg kunne se, at der skulle være kapsejlads. Og vore telte stod lige midt i, hvor ting foregik fra.

Senere talte Erik med træneren, og han fortalte, at der var udtagelse fra denne sø til OL-mesterskabene nu her til Rio. Så måske ser vi dem igen der. Pladsen, vi var kommet til, var træningslejr for enkeltskollere, men hvordan skulle vi kunne se det i mørke. Træneren havde boet på pladsen siden maj 2015, og skulle deltage i OL.

Vores tur fortsatte nu mod Lima. Her boede vi på det hotel, Erik havde boet på, da han var i Lima efter reservedele til bilen, som stod hos mekanikeren i San Antonio i Ecuador. Lima er hovedstad i Peru. En by på 8 mill. mennesker. En stor møjbeskidt og ulækker by. Så er det sagt. Dog, da vi næste dag gik en hurtig tur gennem den gamle bydel, var der også smukke bygninger og meget smukke pladser og parker. Jeg var dog godt tilpas med at nøjes med at se Lima på 1/2 dag. Så havde jeg set det, som var vigtigt - tror jeg nok.

Vi havde nu en køretur på 275 kilometer foran os, før vi når til vores bestemmelsted Paracas. En lille by, som ligger ud til vandet over for øerne Islaa, som er Peru's svar på Ecuadors Galapagos øerne. De kaldes også for fattigmands Galapagos.  

Da vi ankommer til byen, finder vi ved hjælp af booking.com et indkvarteringssted. Et hostel med 6 værelser. Her er pænt og rent, og det ligger inde bag "murene", så vi har ingen problem med også at få bilen kørt ind. Vi bliver straks "adopteret" som en del af familien. Datteren har fødselsdag, så der bliver serveret et stort stykke fødselsdagslagkage for os.

Af krofatter køber vi til næste dag sejlturen, som varer 2 timer rundt om øerne . Øerne er fredede på grund af deres rige fugle- og dyreliv, så man kan ikke komme i land. Her findes pelikaner, pingviner og søløver i massevis. Tidligere var det en stor indtægtskilde at fjerne ekskrementerne fra disse dyr og bruge det til gødning. I dag bruges der kunstgødning i stedet for, og derfor ligger der nu 1/2 meter eskrementer over alt på øen. 

At denne sejltur er en smuk oplevelse, siger vist sig selv. Billederne, Erik har lagt ud på bloggen, fortæller det meget bedre, så se dem der.

Jeg vil slutte for denne gang.

Kærlig hilsen

Edith