Fredag hentede jeg en lejebil i Vientiane lufthavn og vi kørte nordpå ad hovedvej 13.

Områder er meget tørt så støvet fyldte luften og det lignede dis. Rismarkerne lå triste hen og ventede på vand. Enkelte steder i nærheden af floder var der gang i nye marker og høst nr 2 eller 3 var på vej. Vi er nu i områder hvor etniciteten ændres fra Khmer, vietnameser og thaier til mange forskellige og isolered småstammer. Den største er hmongerne som levet langs den kinesiske grænse i alle landene i indokina.

Hmong eller Hmong-folket er en befolkningsgruppe som lever i de bjergrige egne af Sydøstasien, i det (sydlige Kina samt de nordlige dele af Thailand, Vietnam, Laos) og i mindre omfang også i Burma (Myanmar). Hmong-folket stammer oprindeligt fra det sydlige Kina, hvorfra nogle udvandrede i det 18. århundrede og drog sydpå til bakke- og bjergområderne i den nordlige del af Sydøstasien. Der lever ca. 9,6 mio. Hmong i Kina ifølge folketællingen i 2000, hvortil kommer 1½-2 millioner i de øvrige lande.
Hmong-folket
Vi stoppede i en landsby, hvor man solgte friskfangede dyr fra jagt i junglen, der var både levende og døde pelsdyr. Fx et hovet eller et ben. Sikker også truede arter.

I en landsby højt oppe i bjergene hørte vi musik og kørte efter lyde i den tro at det var en byfest her en lørdag eftermiddag og vi var nysgerrige. Der var opstillet et stort telt og musik via et stort højtaleranlæg. det gik snart op for os at det vist var et sluttet selskab og at vi jo nok ikke var inviteret - der var vej omkring 300 spisende gæster.

Mens vi stod og kiggede kom en smuk ung dame flot klædt i gult ud til os. Hun havde en krus med is og en øl og skænkede op til os - vi stod ude på marken og vidste ikke helt hvad der foregik og hvad vi skulle gøre af os selv!!!

Hun inviterede os med til bords og hvem kan sige nej til det? Vi blev bænket og hilste på de nærmeste - hjertelighed og venlighed strømmede imod os. En mand også fint klædt bød os velkommen - det viste sig at være brudeparret og vi sad til højbords ved et hmongbryllup i en bjerglandsby i det nordlige Laos. Der var masser af mad og der hældtes øl i vore plastikbægre uden for vores kontrol. Efter en times tid tog vi afsked og fortsatte turen nordpå. Jeg er sikker på at de sidste bryllupsgæster ikke er gået hjem endnu og nogle er sikkert heller ikke i stand til at gå hjem!

Landsbyerne blev fattigere og fattigere, nogle var blevet forsynet med el for nyeligt. Ingen havde rindende vand og lørdag var tydeligvis store badedag - alle blev skrubbet i offentlighed hvor der nu var vand i byerne eller langs vejen.

Vort mål var Luang Prabang, som tidligere var hovedstad med kongeresidens og regering. Vi nåede frem efter mørkets frembrud og byen må vende med vores besøg til i morgen søndag. Byen er UNESCO verdensarv.

.