Ediths brev  til vennerne:
Ediths mail er: [email protected] for kommentarer direkte til Edith
Kære venner.
Onsdag, den 16. Marts 2016. I går fik jeg den gode nyhed, jeg havde ventet på. Min søster Aases operation på Skejby Sygehus var gået godt. Intet kunne glæde mig mere. Så derfor kan vi atter lettet begive os ud på landevejen efter at have tilbragt 9 dage på en skøn - skøn campingplads ud til Stillehavet. For det meste boede vi der alene. Dog boede et dejligt chilensk par - unge mænd - på pladsen et par dage. Vi havde det rigtig hyggeligt sammen med dem, og de ville lave BBQ til os. Aldrig har jeg set så meget mad på så stor en gril 1 x 1,5 m. Og aldrig har det smagt bedre. Chilensk skik siger, at man står rundt om grillen og spiser det med fingrene. Og på den måde er det varm mad, man får. Jeg troede, der var mad til 20 personer, men pludselig var alt spist. Ja sådan kan det gå, når man spiser sammen med unge mennesker.
Torsdag den 17 marts 2016. Vi ankom som planlagt i aftes efter en køretur på næsten 500 kilometer til et visitorcenter El Tatio for at se, Geysers springe tidlig næste morgen før solopgang. Det er verdens højest beliggende Geysers - i en højde af godt 4200 meter var det samtidigt meget koldt. Vores plan havde været at ligge i telt, men personalet tilbød os at sove på en madras inde i huset, hvor vi også fik udleveret varme tæpper. Godt det samme. Næste morgen, da vi skulle op, var der minus 2 grader, og det havde bestemt ikke været sjovt at sove udendørs i vore telte med sommer soveposer. Men synet, som mødte os næste dag, var fantastisk. Nok i nærheden af 100 Geysers sprang højt og med kogende vand. Man skulle passe på ikke at blive skoldet. Det var trods kulden en stor oplevelse. 
Efter det eventyrlige syn fortsatte vi vor tur mod St. Pedro. Kun 80 kilometer at køre, så allerede ved middagstid var vi fremme. Også her fandt vi en dejlig campingplads - og i 2500 meters højde er her tilpas temperatur. Om dagen ca 29 - 30 grader, men om natten noget køligere. Kan lige gå an.
Fredag den 18. Marts 2016. I aften skal til vinsmagning. Vi har købt billet, og skal med en bus ud til en lille landsby, hvor de dyrker vin ude i ørkenen. Det er 4. Gang, der arrangeres vinfest. Og det er sidste års vin, som vi skal prøvesmage. Vinen var fantastisk, og maden ligeså. Vi fik lamakød, og det havde vi ikke smagt tidligere. Vores problem opstod først, da vi skulle hjem. Vi havde regnet med en fælles bus ud til landsbyen og igen med fælles transport hjem til St. Pedro igen. Det skulle dog vise sig, at kun Erik og jeg skulle til vinsmagning ude i landsbyen. Vi måtte derfor tage den lokale bus derud, og så tænkte vi, at vi nok kunne få en taxa hjem. - Men i landsbyen var der ingen taxaer. Vi forhørte os blandt deltagerne, om hvordan man så kom til St. Pedro. Jo, bare gå op til vejen, så kommer der nok en bil, som tager jer op at køre. En lørdag aften klokken 1, hvor mange havde været til vinsmagning. NEJ - selvfølgelig gjorde vi ikke det. Jeg fik kontakt med en pige, som talte engelsk, og hende spurgte jeg om muligheden for at ringe efter en taxa fra St. Pedro. Hun forsøgte - men ingen taxaer svarede. Så ringede hun til en ven og spurgte ham, om han ville køre os til St. Pedro - dog først efter at have sikret sig, at han ikke havde fået hverken øl eller vin om aftenen. Han tog så den lange vej med os - 38 kilometer hver vej for ham og til en natpris på 200,- kroner. Og vi kom sikker hjem.
Lørdag, den 19. Marts 2016. I aften går vi igen ud i byen for at spise. Vi kommer forbi et sted, hvor der fra klokken 21 vil være levende musik, og der går vi ind. Maden var fantastisk, og det var vinen også. Og musikken var hel i top. 6 mand spillede på ialt 13 forskellige musikinstrumenter - og uden højtalere og forstærkere. Jeg kom til at tænke på, at det var som musik i min ungdom med mange musikere. Og mine tanker gik tilbage til en sjov episode.
Det var tilbage fra min skoletid, hvor jeg efter min konfirmation gik i skole i Vridsted Præstegård og undervist af alle præster fra nabosognene. Pastor Fangel (senere biskop ved Ribe Domkirke) havde arrangeret en tur på 8 dage for os unge mennesker til Sydslesvig (han var formand for Den Sydslesvigske forening). Og han havde arrangeret, at vi skulle til St. Hansaften i Eckernførde med efterfølgende ungdomsbal. Det blev en fantastisk og sjov aften. Efter St. Hansbålet kom vi ind i en tom sal, hvorfra der lød dejlig musik. Jeg og min kusine Else kom først ind. Vi stod stille - paf - og så løb Else tværs over gulvet og hoppede op på scenen - tog mikrofonen og sang til musikken. Det viste sig, at det 8 mands store orkester var Brdr. Hansens orkester fra Stoholm, som var på turné. Else sang hver lørdag i orkesteret. Hun vidste godt, at orkesteret skulle på turné, men ikke hvor de skulle hen. Og orkesteret vidste også, at Else skulle på tur med skolen, men de vidste heller ikke, hvor hun skulle hen. Ja sikke et sjovt sammentræf. Og ved at Erik og jeg sidder i aften og lytter til det store orkester, minder det mig netop om DEN St. Hansoplevelse.
Søndag, den 20. Marts 2016. I dag slapper vi af. I morgen har vi bestemt, at turen fortsætter sydpå - hvis vi altså kommer videre. Vi ligger på en lille campingplads med plads til kun få mennesker (8 er vi her på teltpladsen). Vi kalder det danskerkvarteret. Vi bor her nemlig sammen med en gæv gut fra Frederikshavn - Kasper hedder han. (I øvrigt første gang vi møder en dansker på vores tur), og så bor her to dejlige piger fra Malaysia - Kim og hendes veninde, og de er kørende på hver sin motorcykel. De to piger har taget tilløb til at køre videre hver dag, vi har været her, men de udsætter det. Vi har det bare så sjov sammen med dem. Planen er p.t. at vi alle forlader stedet i morgen og kører i hver sin retning.
Mandag, den 21. Marts 2016. Vi står tidlig op i dag og får pakket vore ting, så vi kan komme videre. Kasper har købt busbillet til i morgen, og Kim og hendes veninde har endnu engang udsat afrejsen. Men - i morgen, når også Kasper tager afsted, vil de også afsted. Så opløses danskerkvarteret, og her er ingen sjov på pladsen mere, siger de.
Vi kører ved 10-tiden og kommer gennem Valle de la Lune - månelandskabet. Intet kunne minde mere om et månelandskab. Vi befinder os her i en højde af 2500 meter og inde midt i landet. Vi fortsætter ud mod kysten, hvor vores plan er at finde en campingplads ud til Stillehavet i byen Antofagasta. Da vi ankommer til byen, tager vi direkte ind på turistkontoret for at forhøre os om campingmuligheder. Pigen her fortæller os, at nærmeste camping er St. Pedro, hvor vi netop kommer fra. Vi lader os da ikke overbevise og kører en tur ud langs stranden. Og selvfølgelig finder vi en campingplads derude. Dagen efter er vi igen på turistkontoret for at forhøre os om påskeoptog i byen. Også hertil svarer pigen, at det findes ingen påskeoptog her i byen. Underligt synes vi nok. En by med 300.000 mennesker. Vi skrår over pladsen og går ind i kirken, og hvad ser vi - et stort arrangement - påskeoptog fredag aften klokken 19. Ja den pige burde nok ikke sidde på turistkontoret.
Langfredag er vi til påskeoptog inde i byen. Ca 500 mennesker følger optoget. En mærkelig skik, hvor Kristus på alteret bæres rundt i byen.Vi har samtidig været i alle storcentre her i byen, for vi et ved at løbe tør for campinggas. Alt meldes udsolgt. Hele stranden er fyldt op med folk, der har slået telte op og ligger her i påsken og nyder fridagene.På vores campingplads bor vi ved siden af en chilensk familie. Moden laver mad hele tiden, og når hun er færdig, kommer drengen, som går i 6. Klasse, over til os med mad, moderen synes, vi skal smage. Det smager fantastisk og er helt specielt for påsken. 
Påskedag fortsætter vi vores tur. Vi skal køre ca. 500 kilometer gennem ørken, før vi kommer til den næste by Caldera, hvor vi kan slå vore telte op ud til Stillehavet. Vi finder en skøn campingplads med hvidt sand og lige ud til stranden. Vi bader dog ikke, for her findes brandmænd med 10 meter lange arme, som er meget farlige. Og det er jo ikke til at spøge med. 
Tirsdag, den 29. Marts 2016. Jeg går og er meget spændt. Min søster Aase skal i dag til Skejby Sygehus og høre resultatet fra hendes operation. Omsider hører jeg fra hende. Hun er rask nu, og intet kunne glæde mig mere, end at høre den gode nyhed. Det skal fejres. Erik og jeg går ud i byen for at spise (så sparer vi også på gassen, som vi endnu ikke har kunnet skaffe).
Nok for denne gang. 
Kærlig hilsen
Edith