I morgen fredag går turen med condor.de til Frankfurt 12:55 til 05:50 og lidt senere med Lufthansa far Frankfurt til Billund med ankomst klokken 09:55.-----------------------------------------------------------------------------Edith´s brev til vennerne-----------------------------------------------------------------------------
Kære venner
1. september 2016. Vi befinder os på campingpladsen i Rio, hvor vi nyder livet efter travlheden med den fantastiske håndboldturnering til De olympiske Lege 2016, hvor herrerne jo velfortjent fik guld. Vi glæder os over at have mødt rigtig mange og søde danskere her. Et par piger fra Herning med dannebrog malet i ansigtet mødte vi i metroen på vej ind til en håndboldkamp. Da de stod ud af toget, blev de interviewet af en journalist fra Washington Post. Erik nåede at få taget billeder af dem, da de stod sammen med journalisten.
Og nu skal Rio de Janeiro stå for skud. Godt nok har vi været inde i byen hver dag, men det har jo været i pendulfart til den olympiske stadion. Og for resten også til den verdensberømte fodboldarena Manacá, hvor vi så de svenske piger spille mod Brasilien, som fik guld. Svenskerne fik sølv og Tyskland måtte nøjes med bronze. 
Vi har besøgt den verdensberømte 38 meter store kristusfigur, som er placeret på toppen af den højeste klippe her i Rio.Og vi har været på Sukkertoppen og nydt udsigten. På vej derfra støder vi ind i 11 unge danske piger, som er på en grupperejse med Jydsk Rejsebureau. De var lige kommet til byen, men skulle kun være her i et par dage, før de igen skulle videre. De havde meget, de skulle nå på en 3 måneders rundtur i hele Sydamerika.
5. september 2016. Efter at have kigget os godt og grundigt rundt i Rio, tager vi i dag fly 2000 kilometer nordpå til Manaus. Her er vores plan at tage en sejltur ned ad Amazon floden til Belém. En sejltur på 4 dage.Men inden skal Manaus udforskes. En by i floden Amazon, hvortil eneste mulighed for at komme er enten med fly eller båd.
7. september 2016. Vi tager i dag på en dagsudflugt ind i regnskoven. Først er det med bus til verdens ende. Og da vejen stopper, går turen videre med båd. Det er en taxabåd, som fører os via floden langt ind i junglen. Vi besøger her gummimuseet. Meget interessant besøg. Rundvisningen indeholder også produktionen og forarbejdningen af gummi. Damen viste os, hvordan hele proceduren foregik. Hvordan man skar en rille i gummitræet, og hvordan saften løb ned i et bæger. I en gammel rille pillede hun hærdet gummi ud, og jeg fik en rigtig elastik direkte fra gummitræet. Elastikken er meget elastisk på samme måde, som hun tog en bold, der vejede 11 kilo. Den lod hun falde på gulvet, og bolden sprang op i samme højde, som den var faldet fra. Gummifabrikanten var en berejst person, hvilket hans kufferter vidnede om. Et klistermærke var fra Danmark og med Den lille Havfrue. Uanset hvor langt væk, vi kommer, dukker ustandselig minder frem fra lille Danmark. Det er da imponerende, når vi tænker på Danmarks størrelse i forhold til hele verden.Efter besøget er jeg spændt på, om vi bliver hentet igen. Bådtaxaen sejlede jo rundt til badestrande og hytter på pæle i floden, men hvordan ville vi få fat på den, når vi skulle herfra. Ingen problem. De vidste, at de havde afleveret os, og efter en times tid dukkede en båd op og ventede på, at vi kom ned til stranden for at komme med tilbage til Manaus.
I Manaus findes en verdensberømt teaterbygning. Den er meget smuk, og til al held er der koncert, medens vi opholder os her. To gange oven i købet. Den første aften er vi til en rockkoncert med sydamerikanske rytmer, og den anden aften er det Manaus filharmoniske orkester, der giver koncert. En moderne koncert, hvor musikken var komponeret af en lokal komponist, og sammen med musikken vistes på et lærred moderne billedkunst.Ja selv om det er en verdensberømt teaterbygning, er priserne på forestillingerne til at betale sig fra. Den første aften er gratis, og den næste koster det 20 kroner for hver. Da vi havde billet til den sidste koncert, ventede vi med at stille op i køen, til alle brasilianer var kommet ind. Vi blev så tilbudt en ståplads, som vi tog imod. Men da vi kom indenfor, fandt personalet hurtigt en loge med to ledige stole. Så heldige er vi.
Så heldige er vi i øvrigt altid. Også når vi tager offentlig transport. Vi som pensionister kører gratis med bus, metro og færge. Og kommer vi ind i en overfyldt bus, rejser folk sig straks op for os. I begyndelsen takkede vi nej tak til tilbuddet, men når vi så deres ansigter, blev vi klar over, det var en fornærmelse at afslå. Takkede vi ja tak, blev de så glade for at kunne hjælpe os. En sjov episode havde vi en dag ude fra campingpladsen i Rio. Her kører bus fra og til for hver 2. minut, så her kommer rigtig mange forbi.
En aften, der er mørk, og vi kommer hjem efter midnat, ringer Erik på klokken, for at bussen skal stoppe ved næste busstoppested. Buschaufføren råber til os, I skal ikke af endnu - først nede ved broen, og jeg skal nok holde der.
10. september 2016. Vi forlader nu Manaus med båd til Belem. Det er en sejltur på 4 dage ned ad Amazon. Verdens længste flod. Den udspringer i Peru, og er 20 kilometer længere end Nilen, har en ny måling vist, da man lige har fundet en ny kilde i Peru. Amazon har mange bifloder og deltaer, og Rio Negro støder til Amazon, da vi er kommet et stykke ned ad floden. Rio Negros vand er meget brunt, og vandet i Amazon er blåt. Det er så tydeligt at se, hvilket vand, der hører til hvilken flod, vi sejler i. 
Ud over at være verdens længste flod er den også verdens vandrigeste. Mange bifloder støder til, og på en strækning, vi sejler, kan vi ikke se land, så bred er floden på det sted. For at komme ind til Belem sejler vi ad en lille biflod. På det smalleste stykke er den ikke mere end 40 meter bred, og båden er næsten lige så bred. Vi sejler her i fuldmåne, og der ligger ligesom en fortryllelse over hele sceneriet.
Her er befolkningen - flodindianerne, meget fattige. De lever af fisk, de fanger, og lidt plantesaft - icecreme, kalder de det. De er afhængige af, at der kommer både forbi og smider mad - ris, mel, mælk, spaghetti osv. ned til dem. På båden har man pakket små plastikkasser med proviant til dem. De smides ned, så de små både kan fiske det op. Og til børnene smides små plastikposer med slik i. Små børn styrer selv en lille båd med motor og sejler ud efter de små almisser. En lille dreng på 3 - 4 år kom alene i en lille bitte båd, som havde taget vand ind. Båden var næsten halvfuld af vand, så han måtte vende om uden at få det slik, han var sejlet ud efter. Men sådan er livet for dem. Den eneste adspredelse, de har, er, når der kommer en båd forbi med lidt godt til dem. Inde på flodbredden har de bygget deres lille nødtørftige hytte, og hver hytte har en fortøjningsbro ude i vandet. Bag hytten er tæt jungle, som ikke er muligt at trænge ind i. Træerne her i regnskoven vokser så tæt og er så store og står med rødderne i vand - kaldes også mangroveskoven.
14. september 2016. Efter 4 dage på flodturen ned ad Amazon når vi Belem. Det er en stor by med 300.000 indbyggere. Vores plan er at tage et fly videre herfra og tilbage til Rio de Janeiro, en flyvetur på 1500 kilometer, da vi jo har sejlet de første 500 kilometer. Vi bor i gåafstand fra lufthavnen. Praktisk, da vi opdager, at betalingen for vore flybilletter ikke er gået gennem systemet. Ergo på gåben ud til lufthavnen og få ordnet betalingen. Da vi kommer derud klokken 18,00, har kontoret lukket, men åbner igen klokken 23, og da vi skal flyve næste dags morgen klokken 5, er der ikke andet at gøre, end at gå turen frem og tilbage endnu en gang. Og så fik vi da også lige rørt os den dag. 
17. september 2016. Efter en behagelig flyvetur med en mellemlanding i Brasilia ankommer vi klokken 13,00 til lufthavnen i Rio. Herfra tager vi med vore rygsække på nakken bussen til metrostationen, og går igen et par kilometer for at komme hen til metrostationen, som fører os omtrent ned til båden, som sejler os over fjorden, og herfra tager vi linie 39 bus tilbage til campingpladsen, hvor vores bil har stået, medens vi har været på udflugt. Vi ankommer ved 17- tiden, så vi når lige at slå teltene op, inden det bliver mørkt.
19. september 2016. I dag tager vi igen bussen ind til Rio. Vi vil deltage i de para olympiske leges afslutningsceremoni. Men inden er der maratonløb. Kørestolsbrugere, som ved håndkraft, racer derudad. Uh - haj, hvor det går. Det er ret imponerende.
20. september 2016. Nu gælder det tilrettelægningen af vores hjemrejse. Vi skal have pakket og bilen stillet ud til Aksel. Vi har billet til den 23. klokken 12,55 og efter 16 timer klokken 10 dansk tid lander vi i Billund næste dag. Så går turen nordpå, hvor jeg lige når en fætter- og kusinefest i Bruunshåb, inden jeg ankommer til Vile. Erik kører dog direkte til Vile, hvor han får åbnet huset igen. Ja, det var så den tur. Håber på, vi snart er klar til at gense Brasilien. I love Rio de Janeiro. 
Kærlig hilsen
Edith