Herude i Brasiliens outback forventer man ikke 4-sporede motorveje og supermarkeder, store som fodboldbaner og millionbyer. Men sådan er det alligevel, landskab og dyreliv er naturligvis enestående og findes ikke magen til i verden.
Muligvis verdens største eco-system Pantanalen Her kigger man efter Pumaer (efter sigende skal man tage det nærmeste barn på skulderen, hvis man ser en Puma, så bliver den forskrækket over størrelsen - hvis ikke kaster man barnet og løber :))((
PUMA
Og Ediths brev til vennerne - om fx meget ubehagelig politikorruption
Kære venner.
Fredag den 1. juli 2016. Vores dag starter tidlig, da vi skal nå færgen til Paraguay. Nej ikke nogen almindelig færge, men nærmere en pram, hvor styrehuset sidder udvendig på prammen og skubber den (en lille slæbebåd). Og inden da skal vi gennem toldstedet for at komme ud af Argentina både med bil og os selv. Ja papirarbejde er der nok af, når vi passerer en grænse. Men det forløb nu uden problemer. Vi når frem til vores overnatningssted ved aftenstide i Paraguays hovedstad Asunción efter lidt problemer. Vores 1. booking gennem Airbnb blev i morges annulleret. Vi nåede at booke en ny, men da vi ikke har kunnet købe telefonchip her i Paraguay (ikke, når vi er udlændinge) måtte vi ind et sted, hvor vi kunne få Wi-fi, så vi kunne få adressen på vores nye sted. Men også på sted nummer 2 fik vi afbud. Så bookede vi et 3. sted, men manglede jo så en accept og adresse. Da vi ankom til byen, fik vi på et sted wi-fi forbindelse og kunne ånde lettet op. Vores booking var accepteret, men vi havde stadig ingen adresse på stedet. Kun telefonnummer. Og da vi jo ikke kunne købe chip til telefonen, havde vi ingen glæde af nummeret. Vi kontaktede en tilfældig mand for at spørge, om han kunne hjælpe os. Og her i Paraguay gør alle meget ud af at hjælpe, og han blev så glad for, at han kunne hjælpe os. Vores taknemmelighed var også stor, da han kunne vejlede os hen i vores lejlighed.
Søndag, den 3. juli 2016. I dag er det søndag, og vi begiver os ind til centrum for at få et indtryk af byen. Her er meget fattigdom - næsten ikke andet. Her bor folk i hytter lavet af appelsinkasser eller krydsfiner og med sort plastik som tag og i hele byen. Når præsidenten står ud på sin altan for at blive hyldet af folket, ser han direkte ned på al den elendighed - højst 100 meter væk. Kun i yderkanten af hovedstaden findes "almindelige" huse - nej nærmere fine slotte. Her bor rigmanden med sin familie. Her er stor forskel på rig og fattig.I dag gik vi ind på en fortovscafé for at spise frokost. Den lå på et gadehjørne. På det modsatte hjørne sad en ung mor med sine 5 børn. Fra 7 år og ned til 3 år. De to ældste - drenge, havde travlt med at hjælpe billister med at dirigere bilerne ind til kantstenen og igen ud fra det sted, hvor man kunne parkere, medens man spiste frokost. På den måde tjente de en skilling og var med til at forsørge familien. De andre børn holdt øje med, når café gæsterne var færdige med at spise og rejste sig fra bordet, hen på afstand og se, om der var levnet f.eks lidt brød. De vidste godt, de ikke måtte komme indenfor på fortovscaféen, men tjeneren vendte skyndsomst ryggen til, så de kunne nå at tage brødet. Så tilbage til moderen med fangsten, som hun gemte i en plasticpose til senere måltider. Da jeg selv havde spist ca. halvdelen af mit majsbrød, som smagte rigtig godt, sagde jeg til Erik. Nu er jeg mæt, og jeg tror andre trænger mere til mad, end jeg gør, så resten pakkede jeg pænt ind i en serviet, så jeg kunne aflevere maden, når vi gik forbi moderen. Og en 10 pesos (samme beløb, som vores mad havde kostet) fandt jeg frem for at købe et eller andet, som moderen sad med for at sælge. Hjemmelavede halskæder lavet af æblekerner. Jeg gav hende pengene, og hun gav mig en smuk kæde. Stor var hendes taknemmelighed. Jeg var ikke ene om, ikke at kunne stå for at hjælpe familien, som på ingen måde tiggede. En af gæsterne bestilte på caféen et stort stykke kød, som fyldte en hel flad tallerken. Det skar han i 5 stykker og kaldte på børnene, som kom løbende og uden for rækværket hver kun vælge sig et stykke. Sådan taknemmelighed, der lyste ud af børnenes øjne, skal man virkelig lede længe efter. Og børnene løb over til mutter og sad i en rundkreds og spiste et dejligt måltid, som var det juleaften.
Mandag, den 4. juli 2016. I dag skulle vi ind på Toyota med bilen, for at få skiftet kuglelejer i forhjulene. Vi havde en tid til klokken 10,00. Klokken 9,00 kørte vi af sted for at være i god tid. En køretur på 8 kilometer. Pludselig bliver vi stoppet af en motorcykelbetjent. Han ville se bilens og Eriks papir. Det har Erik altid ved hånden, for vi bliver tit stoppet. Vi kører jo på Peru plader. Dvs vi er udlændinge og fremmede. Betjenten tog papirerne, og nu påstod han, at Erik havde vendt bilen et sted, hvor man ikke måtte dreje til venstre. Det passede ikke, og betjenten blev så selv i tvivl. Så skiftede han til, at vi havde brugt telefonen. Jeg sad med telefonen i hånden, for den bruger vi som gps. Vi forklarede, at vi ikke kunne købe chip til telefonen, så vi kunne slet ikke tale i den. Det var lige meget, vi skulle betale ham 3.000,00 kr. Det ville vi selvfølgelig ikke, men vi foreslog, vi tog til politistationen. Det var han slet ikke interesseret i, men han ringede en ven op, som på engelsk fortalte os, at vi var nødt til at betale, det betjenten forlangte. Erik spurgte ham, om han var betjent, men det var han ikke. Så spurgte Erik ham om, hvad vi var sigtet for. Det var for at tale i telefon. - Sikke noget. Men betjenten havde gemt vores papirer og var desuden bevæbnet med både en stor kniv og revolver og lignede ikke en, der var bange for at bruge det. (Nå, nej vi er jo ikke sorte). Vi havde 1500,00 kr på os, og da betjenten havde fået dem, fik vi endelig Eriks og bilens papirer. Nu forlangte Erik så en kvittering, men det kunne vi ikke få. Hvis vi ville have en kvittering, skulle vi køre bag efter ham omkring et hjørne og to gader ned. Det ville vi gøre. Men en motorcykel kan jo sno sig, og på et sekund var betjenten væk. Men nu kom andre mennesker, som havde fulgt optrinet, som varede en halv times tid, os til hjælp. De ville vide, hvor mange penge betjenten havde franarret os og på hvilket grundlag. De var dybt rystede, og sagde det var ren røveri på åben gade og af en betjent. Betjente her er åbenbart så korrupte. Vi så også godt, at pengene, betjenten modtog, blev rullet sammen som en cigaret. En af de mænd, som overværede episoden, ville nu af ren venlighed følge os ind til Toyota - også for at sikre, vi ikke løb ind i flere korrupte betjente.
Tirsdag, den 5. juli 2016. Vi har skiftet adresse til en anden bydel har i Asunciòn. Det er hos en venlig dame, som taler tysk. Hendes mand er tysker, og de har boet i Tyskland i 20 år. Da vi ankommer, og hun har fået os installeret, byder hun på kaffe. Hun bor alene her og nyder, vi er kommet for at bo hos hende et par dage. 
Onsdag, den 6. juli 2016. Her i byen er netop Expo 2016 åbnet. Vi tager ind på udstillingen for at se, hvad det går ud på. Da vi ankommer til stedet, er de netop i gang med bedømmelse af heste, som fremvises i ringen. Og vi sidder og overværer karaktergivningen og hele præmieuddelingen. I ringen ved siden af er det kvæg, som fremvises på samme måde. Og her sidder Erik og jeg og mindes tiden, hvor vi som børn var med på ungskuerne i Herning, og når min far og Eriks far mødtes her, og de hver især, far med heste og Ejnar med kvæg, kunne fremvise skilte med 24 point og deres ærespræmier. De ville have syntes, det var lidt sjovt, at vi sidder her 60 år efter, hvis altså de kunne se os.
Torsdag, den 7. juli 2016. I dag kører vi videre 476 kilometer nordpå til byen Philadelphia. Her vil vi besøge mennuitterne. Det er et religiøst folk, som først blev fordrevet fra Tyskland og til Rusland. Der blev de senere forfulgt af Stalin, og 14.000 personer søgte om udrejse. Kun 6.000 fik i 1929 tilladelse til at tage tilbage til Tyskland. Den nye rigspræsident Hindenburg, var af professor Unruh blevet orienteret om deres trængsler. Hindenburg sørgede ikke kun for at de kom ud af Rusland og videre til Paraguay, han betalte også for deres rejse af sin egen lomme. De øvrige 8.000 blev fortrængt til Sibirien og senere mange år senere kom de via Kina og Suezkanalen til Amsterdam og videre derfra til Paraguay. I starten, de kom til Philadelphia, var her ingenting. Absolut ting. Det var et stort øde landområde. De blev af Paraguays regering lovet, at såfremt, de ville flytte hertil, ville de få lov at beholde deres eget sprog - tysk og deres egen religion, som går ud på ikke at kæmpe og forsvare sig. Dvs de blev fritaget for militærtjeneste. Og de skabte helt deres egen region uden indblanding fra Paraguays regering. Selv den dag i dag, måtte politiet ikke komme inden for deres område. De betaler heller ikke skat til Paraguay, men sørger selv for både sygehuse, undervisning af elever og universiteter. De har et ældreråd, hvori kun sidder mænd, som styrer hele området. De er dygtige landmænd, og de er selvforsynende med al ting. Og det er store gårde. Vi talte med en stor gårdejer, som lige havde arvet en kæmpegård for en måned siden. Dvs det var konens far, som døde. Men da kvinder ikke forstår sig på økonomi, hm!, kan de ikke arve. Og hele befolkningen er som et stor andelsselskab, og penge har de ikke imellem sig, men bruger noget i retning af en kontrabog.Ja det var meget interessant at tale med de tyske mennunittere.
Lørdag, den 9. juli 2016. Vi kunne være blevet i Philadelphia meget længere. Det var så interessant, og vi talte med så mange spændende mennesker, bl.a. skolelæreren, som kunne fortælle i et væk, men vi måtte desværre videre. Vores tur går til Concepción - en køretur på knap 400 kilometer. Og på stor strækning hullet vej. Godt vi lige har fået nye kuglelejre i forhjulene. Vi kører ude i et junglelignende terræn. Vi ser slanger, som bugter sig over vejen og fugle, bl.a. mange storke og dyr, som vi aldrig har set tidligere. Bl.a. krydser med 50 kilometers afstand to store myreslugere vores vej. En myresluger er omkring 1,50 meter lang, ca 80 cm i højde og med langt hår 30 - 40 cm, som hænger ned, og en meget lang hale, som slæber hen ad jorden. Den havde en meget smuk og sort glinsende pels. Et unikt syn. Da vi ankommer til vores campingplads og fortæller campingfatter om det, siger han, at nu har han boet her i 20 år og kører turistture med gæster, og på de 20 år har han kun 2 gange set en myresluger. Vi har været meget - meget heldige.Vores campingfatter stammer fra Østtyskland og er født og opvokset syd for Dresden. Han var 24 år, da muren faldt. De var nærmest i en choklignende tilstand den aften - 21. November 1989. På dag nummer 2 vandrer han ind i Vestberlin og går ud ad den lige landevej. En lastbil kører op på siden af ham, og chaufføren siger hop ind. Vores vært siger, jeg er østtysker. Ja, svarer manden, det kan jeg da godt se. - og ikke nok med at han gav ham et lift, men han gav ham også arbejde. Han sagde, du skal med mig til Danmark og fælde juletræer, som vi tager med til Sydtyskland og sælger. Og sådan blev det. De fældede træer på Sjælland og kørte derefter tilbage, hvor han stod og solgte træer ind til den 24. december. De 500 træer, de ikke fik solgt, kunne han tage med til Østtyskland til sin far. Og herudover fik han udbetalt så høj en løn, så mange penge, at han kunne købe alverdens ting, bl.a. et stort farvefjernsyn, som han tog med hjem til sin far. Desuden lånte manden ham sin store Mercedes, som han fyldte med alt det, som ikke kunne skaffes i Østtyskland. Efter 1 måneds arbejde var han i stand til at forsyne sin familie med alt, hvad de ellers ikke havde kunnet købe. Det var så stort.Campingpladsen, vi bor på, er ikke helt almindelig. Her findes masser af vilde dyr, som campingfatter tager sig af. De er kommet til ham pga., dyrene har været syge, når han fik dem. Her er aber, papegøjer, slanger og en stor tapir, som er indhegnet og har et kæmpeareal at gå på. Det er ikke sikkert, den kommer frem, men i morges var jeg heldig at se den. Og så er her skrubtudser i massevis. Små og store. En stor flot en havde forvildet sig ind på vores badeværelse og sad på toiletrullen. Erik tog et billede af den og viste den til campingfatter. Han fortalte, at den var giftig, så meget, at såfremt en slange slugte den, ville slangen dø. Så fangede campingfatter uhyret og sagde, den havde familie, så vi kunne ikke være sikker på, om der kom en, som var endnu større.
Mandag, den 11. Juli 2016. Vi bor på campingpladsen - men i hytte, da prisen for telt er det samme som hytte, hvor der også er inkluderet morgenmad. I går var det den giftige frø på toiletrullen, der forskrækkede os. I morges, da jeg kom ud på badeværelset for at gå i bad, var der mindst en million bier, som jeg fik sprøjtet for, så de senere kunne fejes op. Jeg har aldrig set så stor en bisværm.Og senere på dagen, da jeg havde været på toilet og skulle til at skylle ud, kiggede jeg godt nok to gange, for i renden på toilettet, hvor vandet kommer ud, sad en stor dum tudse. Hvad den havde været vidne til, kunne den ikke berette, for den overlevede ikke.Og da det var sengetid, og jeg igen kom ind på badeværelset, sad storebroderen til den giftige tudse og kiggede på mig med øjne så store som tekopper. Jeg var klar til, at vi skulle forlade vores ellers dejlige campingplads næste dag.
Slut for denne gang. Næste rejsebeskrivelse bliver fra Brasilien. 

Kærlig hilsen
Edith