Kære venner.
Onsdag, den 13. Juli 2016. Vi forlader nu Paraguay og kører mod grænsen ind til Brasilien. Vi vælger en grænseovergang i byen Campo Grande, hvor vi igen skal løbe fra Herodes til Pilatus for at få vore stempler med udrejse fra Paraguay og ind i Brasilien. Disse grænseovergange i fælles by er aldrig nemme at finde, men det lykkedes dog til sidst, så vi er klar til at fortsætte næste dag til Cuiabà.
Vi har her booket en lejlighed for 3 dage, da vi trænger til et hvil efter at have kørt mange kilometer. 
Vi ankommer uden problemer til vores lejlighed, men "fruen" havde 1000 undskyldninger for, at vi ikke kunne få lejligheden alligevel, trods det, vi havde en bekræftelse fra hende. Hun sagde, de tidligere lejere havde ødelagt sengen. En ung mand over for lejligheden sagde til os, at vi måtte komme over på hans værtshus og bruge hans internet, og han ville ringe for os, hvis det blev nødvendigt. (Ligesom i Paraguay kan vi heller ikke i Brasilien købe chip til telefon og internet), så vi er afhængig af venlige menneskers hjælp. Han sad med en dejlig dreng på 3 måneder, som kunne smile og lige var begyndt at kunne klukke en lille smule. Jeg tabte fuldstændigt mit hjerte til den dejlige dreng. Og faderen blev selvfølgelig vældig stolt. Han talte i øvrigt et perfekt engelsk, da han havde boet i London i 2 år. Her i Brasilien taler man portugisisk og næsten ingen forstår andet. Og det er virkeligt et svært sprog at forstå. Faderen sagde i øvrigt, at han var så vandt til at vores "dame" lejede ud og aflyste det, når gæsterne kom. Så han kendte kun alt for godt til vores problem.
På værtshuset var også andre gæster kørende på Harley Davidson - og med rygmærker "Banditos", som også vores vært bar. Men alle var mægtig søde og hjælpsomme og ærgrede sig på vores vegne over, at vi nu måtte finde et andet sted at bo. De vidste fra tidligere situationer, at det var meget svært i deres by. Men efter at have søgt et par timer på internettet lykkedes det os at finde et sted for 2 dage. Vi takkede mange gange for hjælpen og forlod stedet en hel del klogere på motorcykelklubber. 
 Så godt så langt. Vores næste lejlighed fungerede perfekt, så vi fik et tiltrængt hvil den næste dag, hvorefter vi fortsatte vores køretur ud i Mato Grosso do Sol. Et uberørt område som grænser op til Amazonas deltaområder. Her findes kun én vej, som man kan køre på.Vi ser så mange fugle og fremmede dyr, som vi slet ikke kender. Bl.a ser vi verdens største gnaver Kampivar (også kaldet flodsvin) som bruges til verdens fineste handskeskind. Den kan veje op til 60 kilo og lever sammen med verdens største slange anakondaen, som kan sluge den hel. Vi ser også bæltedyr, og inde på Savannen lusker en stor han puma rundt mellem kvæget og deres kalve blot 100 meter fra landevejen.Vi overnatter på et hotel, så vi er klar til at køre videre tidlig næste morgen. Vi vil ind i Amazones deltaområde - Pantanalen. Her i dette øde område møder vi så mange farvestrålende fugle. Mange små og også store vadefugle på størrelse med storke. Vi ser i 1000 vis af alligatorer, som doven ligger på bredden, og kun når de er sultne glider ned i vandet efter et bytte.Vi besøger en bondegård, hvor sønnen er hjemme på familiebesøg. Han tager os med ud på marken, og her ser vi i et træ syv papegøjer sidde og skræppe op. Under træet ligger en varan og soler sig. En stor en af slagsen. Ude på marken løber 2 aber rundt og leger. Og så ser vi så mange smukke fugle og sommerfugle, som vi slet ikke kender. Kæmpestore blå sommerfugle og lige så store gule. Et sjældent syn for os, men helt almindelig her i Amazones deltaer. Vi har svært ved at løsrive os, for der her er så smuk natur, som ikke mange oplever.
Mandag, den 18. Juli 2016. Efter igen en overnatning på et landevejs hotel (pris her i Brasilien for 2 enkeltværelser med morgenmad i alt 200 kroner) kører vi mod Brasiliens hovedstad Brasilia. En køretur på 1000 kilometer. Igen ser vi så mange smukke fugle og træer. Her er så farvestrålende træer, at vi aldrig har set magen til. Her er lyserøde træer, mørkerøde træer, lilla træer og mælkebøttegule træer, som man får ondt i øjnene af at se på. Her er orangefarvede træer og her er kongeblå træer. De er så smukke, som de står der i al deres pragt. Jeg forsøger at fotografere dem ud af vinduet, medens Erik kører. Men det er ikke let - nogen lykkes, andre mislykkes.
Vi har lejet et sted i nærheden af Brasilia for en uge. Vi bor i en stor have fyldt med store træer - 33 forskellige slags frugttræer findes her. Bl.a. avokadoer så store som strudseæg. Stenen indeni er på størrelse med en stor avokado, vi kender hjemme i Danmark. Her er så mange smukke fugle, og så er her aber. I morges, da jeg sad udenfor vores bolig og nød en sådan stille morgen, kom vores værtinde og kaldte på mig. Jeg skulle se aberne oppe i træerne. En kravlede op på hustaget for at holde øje med os. De er ret sky, men vores værtinde kunne kommunikere med dem. Et særsyn uden lige. 
Brasilien er et stort land. 100 gange større end Danmark og verdens syvende største. 4 gange så stor som Grønland. Her bor 203 millioner. Største by i hele Sydamerika er Sao Paulo, hvor der bor 19,5 millioner. I hovedstaden Brasilia må der kun bo 1/2 million, men der bor 2½ mill. Brasilia er en ny by opbygget i 1960 ude midt i ingenting. Regeringen besluttede at bygge en by her, og den er opdelt som en bue og pil. Ret kunstigt, men det er hele byggestilen. 
Befolkningen er meget venlige og hjælpsomme her i Brasilien.Og så er vi kommet til godt vejr igen. Selvom vi har vinter, sniger temperaturen sig let over de 30 grader. Vi nyder det, især når vi ikke skal køre bil. Så kan vi finde en skyggefuld plet og slappe af. Ja, det er ikke værst.
Jeg vil slutte for denne gang.
Kærlig hilsen
Edith