Baobabtraeet er omgivet af meget mystik.Selvom det staar urokkeligt faestnet i den roede lerjord, ligner det, at Baobaben blev plantet med roedderne opad. Det staar haevet som den vise hoevding blandt alle de spinkle acacietraeer, og uden tydelige aarringe, er det uvist, hvor mange tusinde aar det stolte trae har levet. Men sikkert er det, at Baobabens slaegt har mere end 100 mio. Aar bag sag paa Afrikas toerre savanne.
Man kan forsoege at holde rundt om det, straekke sig i iver og entusiasme, men man vil aldrig kunne gribe fat paa den anden side. Stammen kan blive op til 30 meter i omkreds, saa skal man naa rundt om, maa man staa i flok.

Afrika overvaelder mig. Foeler mig som myren laengst ude ved Baobabens krogede, udstrakte roedder. Naar jeg gennem det stoevede matatuvindue betragter livet omkring med store, flakkende oejne er jeg totalt fanget. Den fuldstaendig aandstagende, uroerte natur, som stadig har magten over menneskskaebnen her. Jeg smiler hver gang, jeg ser de staerke kvinder hjaelpe de enorme baljer med markedsvarer paa hovedet af hinanden, eller hver gang en Masaimand krydser foran en kilometerlang bilkoe med sin gedeflok. Naar vi bumler forbi de afkraeftede maend, der nyder deres chai paa raekke i eftermiddagssolen efter en lang arbejdsdag. Naar de smaa boern baerer deres endnu mindre soeskende i en kanga paa ryggen. Naar to fuldskaeggede maend gaar haand i haand.
Gennem matatuens aabne vindue, der udfyldes med udstrakte haender, der tilbyder mig alt, kan jeg koebe min banan direkte fra deres haand. I det mindste er jeg saa taet paa. Men lige saa snart verden udenfor bliver for urolig og uoverskuelig kan jeg altid lukke vinduet igen, og koere videre som ignorant.

Jeg skal passe paa ikke at give det stereotype, glorificerede billede af Afrika. Alt er langtfra smukt og beundringsvaerdigt. I byen hersker der en staerk selvisk kamp for overlevelse. Egoisme sniger sig med ind blandt coladaaser og fladskaerme gennem toldbarriererne. Afrikanernes natur som arbejdsomme, starke og haarde livskaempere er nu styrker i den individuelle kamp og metoderne er haarde. Forstaaeligt naar velstand og materialismen bliver tvaeret ud i oejnene paa dem af resten af verden.

I kan maaske hoere, at jeg har haft meget tid til at taenke de sidste par dage, hvor jeg har vaeret alene i Nairobi - og det var ogsaa meningen. Afrika har imponeret mig, skraemt mig, givet mig vigtige oejenaabnere. Min beundring af en kultur, hvis grundpille i mine oejne er tilstedevaerelse, en gennemtraengende (saa laenge det varer) social ansvarlighed og respekt for livet og hinanden, den beudnring er kun blevet styrket. Hjaelpsomheden er saa baerende. En direkte konfrontation med livet og en accept af dets vilkaar. Og saa den fuldstaendig givne, naesten ubevidste holdning til livet - det skal leves.

Vi ses paa den anden side.