.. For vi må ud i det blå kun med klipklappere på..

Vi har nu brugt otte dage i vores nye hjem på hjul. Elias er blevet den "nye Arne" (vores chauffør i Afrika) og kører fantastisk igennem det New Zealandske landskab i venstre side. Vi har set det af Nordøen, som vi har udvalgt til den korte periode på otte dage, og er nu klar til de sidste tolv dage i vores camper på sydøen inden vi tager nogle dage i Christchurch og derefter flyver retur til Auckland.

Det er en proces at lærer noget nyt. Det arbejder vi også med her. Vi forsøger at huske at lukke alle skabe samt køleskabet med "lås" så det ikke sker for ofte, at alt vælter ud når man begynder at kører. Sådan et par ekstra rystet øller er der ikke mange der sætter pris på - hellere ikke os! Derudover er det vigtigt at vi slukket for strømmen til vandet.

I New Zealand benyttet man kun lys på bilen når det er mørkt. Så da vi vågnede en morgen efter at have frosset det meste af natten (det var 5 grader omkring kl 6.30) valgte vi at kører et sted hen hvor det var varmere. Der blev sat lys på bilen og imens vi kørte blev det lyst.. Og ja, så forlod vi camperer nogen timer, og der var den selvfølgelig gået død for strøm da vi kom retur og ville videre. Heldigvis var vi et offentlig sted, så der blev fundet tre gutter der kunne skubbe bilen igang, og vi slap med skrækken efter at Elias snakkede med en fra udlejningsfirmaet i telefonen.

Når man i længere tid ikke har mulighed for at gøre som man plejer begynder man at savne mærkeligt ting. Jeg kan egentlig godt leve med et bad ca hver tredje dag (trods det på ingen måder i min lille verden er optimal), men værre er at jeg mangler og savner mit glattejern trods jeg ikke har haft det i over seks uger!!! En anden ting som også fylder, er at jeg opsagde mit mobilabonnent og har derfor ikke internet på min mobilos eller mulighed for at sende en SMS, så jeg higer sommetider efter wifi og komme online! Men egentlig er det utrolig sundt at komme af med den afhængig mobiltelefonen og de socialemedier har på min færden. Jeg husker der var en udsendelsen inden vi rejste omkring dette, men jeg var vidst på job den aften, så fik ikke set det. Men alt i alt, er jeg mindre afhængig af min iPhone end inden vi tog afsted - det er da altid noget.

Hverdagen i campereren er ikke helt struktureret, men vi står op mellem 7-8, ved mindre vi skal være et sted tidligt (som i dag hvor vi skal med færgen), slår sengen sammen, laver kaffe/the, spiser morgen mad, rydder op og vasker op. Hvis vi har sovet på en campingplads vi har betalt for, er det ofte en "dump station" hvor der er VVS'er arbejde og Jeanette arbejde. Elias klare den lækre afdeling hvor vores madrester kommer ud, og jeg fylder vand på camperen. Derefter er vi klar til at kører ud i det blå.
Når vi er sulten finder vi et sted på vejen, gerne et sted med en God udsigt hvor vi spiser frokost. Om aften laves der aftensmad på de to kogeplader der er, for den "ovn" lignede ting der er brænder tingene på i den ene ende, og ingen rigtig varme i den anden. Hvis vi er på en betalende camping plads går vi i bad inden senge tid, og hvis vi er heldige er der vaske faciliteter. Det har vi oplevet 2 ud af 3 gange, at det er startet med at regne om natten, så vores tøj var vådere end da vi gik i seng. Bad luck. Vi har i de perioder en tøjsnor hængende igennem vores kæmpe spisesal med vådt tøj på..

Vi har set en del (igen)
- Vi har været i Whitiango på Cathedal cove Beach, som er er fredet området og helt igennem smukt. Vi overnattede på en p-plads oppe over stranden, så vi stod op til den smukkeste solopgang. Her om aften mødte vi to jyske piger; Helene og Amanda. Vi spiste aftensmad i vores camper: os hakkebøffer, spejlæg og salat, og de pulver-kartoffelmos og pølser. Der havde vi en rigtig hyggelig aften, og fik en snak om valg i hverdagen hjemme i Danmark, på turen i forhold til mad, bad og daglige ting - hvad vil man spare og hvad vil man betale for?!
- Dagen efter kørte vi et par minutter og kom op til I Hot Water Beach. Navnet kommer af at der er to varme kilder under stranden. Nogen steder kommer varmen op, så når man har gravet ens fødder ned de rigtige steder, er man ved at brænde sig pga. Varmen der strømmer op. Der var en engelsk dame der blev "overmandet" af en bølge, så hun væltede. Det så rigtig sjovt ud, men vi håber alt overleve især hendes kamera.
- Derefter kørte vi til Waihi, hvor vi så Marthas guldmine. En stort hul, men ikke noget særligt interessant. Vi tog ud og badede på Waihi Beach bagefter.
- Dagen efter mødte vi Amanda og Helene ret tilfældigt. Elias' fantastiske øjne spottede dem gå på gaden, og vi vendte om og gik en snak inden vi skiltes for anden gang. Vi gik op på Mount Maunganui. Det tog ikke særlig lang tid, og deroppe nød vi udsigten inden vi gik ned igen og tog en dukkert i havet.
- Dagen efter besøgte vi te puhi , som er et typisk sted turister kommer og ser gejser og boblende mudder pøller. Vi ventede i en time før gejseren sprøjtede, også blev vi lidt skuffet alligevel. Det er noget andet at være på Island, der sprøjter de noget oftere. :-) Derefter kørte vi videre på vores termiske eventyr til Wai-o-Tapu thermal wunderland. Her så vi mange farver hele vejen rundt. Udover det skulle syn hørte stanken af rådne æg med til oplevelsen. Nogen steder kunne Jeanette ikke holde det ud, og lignede et af børnene med med næsen klemt sammen. Haha
- På vej mod et sted at sove kørte vi hurtig forbi Huka falls, som er 15-20 m bredt vandfald og der buldrer 220.000 liter vand gennem. Lille og fint, når man sammenligner med Victoria Falls! Denne nat sov vi på en gratis plads liggende i starten af en skov. Det har her det blev så hamrende koldt, at vi kørte videre næste morgen
- Da vi nåede Waitomo Caves nogle timer senere var vi på en tur på to timer tur nede i drypstens grotterne. Udover de smukke ting naturen selv har skabt så vi Glow Woms. På dansk kalder man dem "sank hans orme). Det var en rigtig fed tur, men dyr. Og da vi så ville kører videre holdte vi stille lidt :), som sagt, det er nemmere at starte en bil når der er strøm på batteriet, derefter kørte vi til Egmont nationalpark og overnattede. Denne gang var vi forberedt på de få grader, så tykt tøj og soveposer var fundet frem. Dagen efter gik Elias op af Mt. Taranaki (gammel kegle formet vulkan som ikke er aktiv længere), og nåede næsten til tops, men måtte opgive da vejret blev dårligt og toppen blev overskyet, han manglede kun en time til halvanden for at må toppen. Det så ellers godt ud da han startede, der var toppen helt sky fri og vejret var dejligt.