Profile
Blog
Photos
Videos
Xin chào venner
Siden sidst har vi fået overstået endnu et nattog, hvilket vi havde været meget nervøse for. Vores søde gruppeleder havde nemlig fortalt os, at togene kører mellem Ho Chi Mihn City og Hanoi uden at blive rengjort eller få skiftet sengetøj. Hvilket betød, at vi i vores første tog også var de første passagerere, men at vi i dette tog var nummer tre til at bruge det. Heldigvis var det fint nok og uden kakerlakker igen. Turen gik til Hoi An og vi elskede det. Det er uden tvivl det mest hyggelige sted, vi har besøgt i Vietnam ind til videre. Der var nemlig en gammel bydel, hvor der hverken måtte køre knallerter eller biler, så vi kunne slentre rundt som vi ville uden hele tiden at være bange for at blive kørt ned. Udover det boede vi på et rigtig dejligt hotel, hvor vi havde den lækreste pool. Så efter en hurtig frokost den første dag blev vi enige om at ligge os ned til poolen og slappe af. Emilie fik sin tan on og Steffi viste sin indre vandhund. Om aftenen kastede vi os ud i en fællesmiddag med gruppen, hvilket vi har holdt os lidt fra indtil videre, da vi tror, de andre synes vi er mærkelige. Vi synes også de er mærkelige. Shhhh! Dog blev det til en hyggelig aften, hvor vi blev rimelig berusede efter kun 2 mojitos. De sparer ikke på rommen her i Vietnam.
Næste morgen stod programmet på cooking class. Vi skulle nemlig ind i den gamle bydel med gruppen og lære hvordan man laver vietnamesiske nudler. Det var en meget sjov ting at prøve, men det bedste ved stedet var, at de tager hjemløse unge ind fra gaden og oplærer dem som kokke. Så vores kokkelærere var tre unge og friske drenge, som var blevet hjulpet væk fra gaden og havde fået en god karriere. Vi fik en lækker frokost og som de søde velgørere vi er, donerede vi alle vores penge til stedet. Efter denne oplevelse tog vi en tur ned til byens bedste skrædder. Oprindeligt havde vi ikke tænkt os at få lavet noget, men vi blev igen lokket i fordærv og endte med at købe tre kjoler, to par shorts, en t-shirt og en top. Ups. Efter denne oplevelse var vi rigtig kommet i shoppe humør, så på vejen hjem gennem den gamle bydel kom vi til at købe et par souvenirs mm. Hæhæ. Herefter så vi igen vores snit til en eftermiddag ved poolen. Lækkert! Næste morgen var det tid til første fitting hos skrædderen, så vi lejede et par cykler og begav os meget spændte afsted. Alt tøjet var næsten som det skulle være, så vi hoppede glade ud på vores jernheste igen for at tage en tur ned på stranden. På vejen stoppede vi for at tage et billede af en vandbøffel på marken. Det endte med at ejeren trak os ned på marken og gav os lov til at få taget billeder med den. Meget mærkeligt men sjovt. Vi cyklede videre og desværre var stranden ikke noget at råbe hurra for, så vi cyklede hjem til vores lækre pool.
Så gik turen til Hue. Før vi fortæller om vores oplevelser her, vil vi gerne rose Julie fra den anden del af den hårde kerne for hendes sjove joke, da vi skrev at vi skulle til Hue: "Så må i huske jeres hue og vanter" Det var dejligt at se, at den australske outback ikke har stjålet hendes gode humor. Nå videre til Hue. Da vi ankom til byen ret sent, tog vi direkte ud og spiste aftensmad. Herefter stod den på happy hour og pool (altså billiard pool, ikke mere vandpool til os) med vores australske venner. Vi var fornuftige og gik tidligt hjem, da vi idag skulle tidligt op og på "motorcykeltur" rundt i Hue. Da vi så i morges så, at det overhovedet ikke var motorcykler vi skulle køre på men scootere, blev vi lidt skuffede. Da turen så gik i gang blev vi glade igen, for det var en rigtig dejlig tur. Vi blev kørt rundt af vores scooter chauffører i smukke omgivelser og stoppede forskellige steder for at tage billeder og blive vist rundt af vores lokale guide. Vi blev vist rundt i en lille hyggelig landsby, hvor der var et rismuseum og en japansk bro, herefter kørte vi videre til en gammel tigerarena, et tempel som hedder Thien Mu Pagoda og til sidst en tur forbi Citadel, den forbudte by. Efter denne dejlige tur gik turen videre igen. Vi sidder nu i endnu et nattog på vej til Hanoi, hvor vi skal have bussen til Halong Bay fra. Vi er nu de sidste passagerer, der skal bruge toget. Emilie har lige fået rent sengetøj, fordi der var bræk på det gamle. Her skal vi fyre 13 timer af. Super dejligt.
Håber i har det ligeså skønt som os!
Kæmpe kys og kram til alle jer blogfølgere.
- comments
Kurt Hvor lyder det spændende og sikke nogle eksotiske oplevelser I får. Venter spændt på næste indlæg fra globetrotterne. Fortsat god tur. Hilsen Kurt
Thora Xin chào Steffi og Emilie. Dejligt at høre, at det går skønt for jer, sikke meget I oplever, det lyder meget eksotisk undtagen togturene, det er anderledes end i lille Danmark. I får da også købt nyt tøj, det lyder spændende, jeg glæder mig til at se det. Vi har det godt, vi har spist frokost i går søndag og i dag på terrassen-skønt. Morfar henter snart William og så skal de til fodbold. Kærlig hilsen morfar og mormor 9/03/2015 kl. 13,37
Helle Hej I to. Godt at høre I hygger jer så meget. Jeg er glad for det er fedt med poolen(vandet) for så sker der da ikke flere uheld med udenlandske fisk. Efter I donerede alle jeres penge tog I ud for at købe stof der skal syes hos en skrædder??? I ser så søde ud på de scootere, det havde ikke været det samme med en motorcykel, så det skal I kun være glade for. Mor/Helle
Tenna I er bare fantastiske til at få alle oplevelserne med - sikke nogle kultur indtryk I får! Vietnam lyder til at være et helt vidunderligt sted synes jeg og super smukt! I gør det godt!!! Gi hinanden et kys og et kram fra mig!!!!
Ulla Uhhhhmmmm glæder mig til 21 års fødselsdagsmiddag med hjemmelavede nudler!!! HVor ser der fantastisk ud på jeres billeder. Knus fra moster