Hej derhjemme. Det er godt nok ved at vaare lang tid siden i sidst har hoert fra os, men der er faktisk ikke sket saa meget siden Singapore..

Sidste gang i hoerte fra os, var vi som sagt i Singapore. Her havde vi et par dage, hvor vi saa lidt mere af byen, bl.a. Little Aribia og Chinatown. Singapore er et utroligt mix af verdens befolkningen, og det afspejles klart i gadelivet/mad hawkerne. Mad hawkerne er en slags madcentre, hvori man kan faa utrolig god og billig mad. Singapore har cirka samme prisniveau som Danmark, men dog er maden en undtagelse. Man kan sagtens spise sig maet for en flad 20'er i en hawker.

Efter Singapore gik turen endelig videre til en lidt mere vestlig oplevelse - Australien! Det lyder maaske som om at vi meget gerne ville vaek fra Sydoest Asien, men det er ikke sandt. Vi var bare lidt traette af den asiatiske indstilling, med at vi skal koebe alt de tilbyder fordi vi er turister og dermed har mange penge. Dette var specielt i Thailand, at alle thaier forsoegte at "Shanghai" os, til enten at koebe jakkesaet eller faa massage. Det bliver lidt for meget i laengden.

Da vi ankom til Cairns I Australien var vi begge friske paa en bytur, sa afsted roeg vi! Cairns er en rimelig stor fest by, hvor der er alt fra irske pubs til store diskoteker. Denne aften endte vi saa pa Gilligans, som formentlig er Cairns' stoerste. Naeste morgen stod den godt nok paa toemmermaend.. Toemmermaend paa et lidt lusket hostel, som vi havde booket i Singapore. Hostellet hed Asylum hvilket oversat betyder sindsygehospital. Og det var stort set hvad det var. Specielt en af receptionisterne var utrolig maerkelig. Men dette er bare endnu en af de gode/sjove oplevelser man kan se tilbage paa. Timerne paa Asylum og generelt i Cairns var dog lidt lange, da der ikke sker noget andet end fest om aftenen. Vi besoegte dog en lagune (udendoers svoemmepoel), fordi man kan ikke svoemme i havet paa denne aarstid. Dette er pga. af box jellyfish eller paa dansk „havhvepse", som er en utrolig farlig vandmand (?!). De kan draebe en fuldvoksen mand inden for et par timer, hvis man bliver ramt af dens tentikler (ikke testikler).

Da vi rejser i Australien i et stykke tid, skal man have visum. Vi har dermed bestilt et „work and holiday"-visum, som goer at vi ogsaa kan arbejde her i Australien. Paa andendagen I Cairns gik Daniel saa forbid et skilt, hvor der stod at de manglede arbejdere til at plukke frugt. Han gik saa ind for at faa lidt information, og fik at vide at vi bare skulle moede op dagen efter kl. 12 til informationsmoede. Det gjorde vi saa, og inden vi havde set os om, skulle vi have oprettet en bankkonto, telefonnummer og handlet ind til den naeste uges tid. Vi havde nemlig faaet et job som mangoplukkere i byen Mareeba 60 km fra Cairns. Vi vidste at vi skulle arbejde paa et eller andet tidspunkt, saa vi tog jobbet og var 3 timer senere paa vej mod mangofarmen.

Naeste morgen kl. 05.30 stod vi klar udenfor vores resort, med orange veste og hatte - fulde af forventninger og traette. Det viste sig saa, at mangoplukning ikke kraever de store skills. Man skal bare plukke de store og roede. Det er skam ikke saa svaert. Det svaere er derudeover, at man skal holde sig vaagen i de 10 timer man plukker mangoer. Vi arbejdede altsaa 10 timer om dagen 7 dage i ugen. Det er haardt arbejde, naar man lige kommer fra Asien, hvor det stort set har vaeret en stor badeferie. Men i gang kom vi, og det var vi glade for. Vi har skrabet nogle flere penge sammen, og moedt en masse andre mennesker at kende. Bl.a. bor vi med en tysker ved navn Ben og en Canadier som hedder Correy. Derudover er der omkring 20 andre backpackere, samt nogle faa lokale mangoplukkere.

Som dagene gik blev timerne nemmere og nemmere, lige indtil at Anders fik „mango rash", hvilket er en slags udslaet pga. mangosaft. Det er faktisk en allergisk reaktion, som gjorde at de italienske farmere ikke ville lade ham arbejde mere, indtil han havde vaeret ved laegen. Saa paa den 10 dag mangoplukning, tog Anders og en tysk pige ved navn Viktoria til laegen i Cairns. De blaffede stort set hele vejen, hvilket er billigt og comfortabelt. Saa dagen efter maatte han gerne arbejde igen, dog blev han sat i „skuret", hvilket er hvor de pakker mangoerne. Arbejdet derinde er haardt, da man arbejde paa tid, hvorimod naar man plukker mangoer, kan man naesten goere det i sit eget tempo.

Den 19 december blev saa vores sidste arbejdsdag. Daniel sagde til Anders i en pause d. 18 december at han var ved at blive sindsyg, fordi han ikke havde nogen at tale med derude. Inden Anders fik "mango rash" dannede vi nemlig team af to personer, saaledes at man plukker mangoerne paa hver sin side at traaet. Men da Anders nu var I "skuret" blev Daniels nye partner en columbianer, der ikke kunne et ord engelsk. Saa vi sagde vores job op den 19 december, og sidder nu her d. 20 december og planlaegger hvad vi skal indtil jul. Vi har planlagt at holde jul med nogle svenskere fra farmen, saa indtil da tager vi nok nord paa, op mod Cooktown, hvor der skulle vaere nogle fantastiske strande. Derudover skal vi bruge tiden mellem jul og nytaar paa at finde ud af hvordan vi vil rejse ned gennem oestkysten. Dette bliver enten med Grey hound buss pass, koebe en van eller leje den.

Haaber i alle har det rigtig godt derhjemme. Pas paa jer selv.

#f***mangoer & godjul