Profile
Blog
Photos
Videos
Godt trætte efter en lang flyvetur fra Kuala Lumpur landede vi i Australiens hovedstad, Melbourne. Det var første stop på vores rejse op ad Australiens østkyst. Den strenge flysikkerhed og told, kunne klart mærkes allerede inden, vi forlod flyveren og landingsbanen. For første gang i vores liv, og derved også på denne rejse, er vi blevet tjekket af en narkohund i lufthavnen. Alle passagerer stod i kø, hvorefter hunden gik fra person til person og undersøgte hver og en. Det var en lidt vild oplevelse! - Vi nåede endda at se en mand blive taget til side af lufthavnspolitiet, da hunden havde fundet ham meget interessant! Efter at vi havde ''bestået hunde-testen'', kom vi til næste udfordring: immigrationssystemet. Her skulle vi blot vise visum samt pas, forhåbentlig få et passtempel og derefter videre så let som ingenting. Men sådan gik det nu ikke .. Efter en lang ventetid, en masse mærkelige blikke og suk fra manden bag skranken, fik vi at vide at der var et problem med navnene på vores visum og vores pas! Navnene på vores visum kunne ikke findes i computersystemet og manden var sikker på at jeg, Katrine, måtte være indehaver af et ekstra pas. Det hjalp heller ikke særlig meget på situationen, at vi havde taget køen med Australiens mest arrogante og uhjælpsomme mand! Efter 10min. hvor vi forgæves forsøgte at forklare ham, hvordan mit visum var lavet udfra mit nuværende pas, sendte han os heldigvis videre til nogle andre. Vi blev placeret på en lille bænk, foran alle andre passagerer, der ingen problemer havde, hvor vi ellers kunne sidde og være nervøse og til skue. Efter lidt tid kom der en dame og fortalte hvor fejlen var; vi havde fået byttet rundt på placeringen af mellemnavne på vores visum, hvilket gjorde at computeren ikke fandt os udfra de normale navne. Men heldigvis fik vi lov at komme ind i Australien alligevel. - Det var en fantastisk god start på Australien vi fik dér, men nu kan der forhåbentlig ikke gå mere galt!
Vi skulle kun være i Melbourne i to dage, men når man tænkte på hvilket prisleje byen havde, var det nu også helt fint! Vi fik et lille prischok her i Australien. Og specielt efter vores ophold i billige Asien, føles det endnu værre. Vi kunne fx overnatte en hel uge i Thailand, for samme pris som én overnatning i Melbourne kostede os! - Det er virkelig dyrt! Vores værelse i Melbourne var lille, men fint og rent. Vi boede på et rigtig backpacker-party-hostel; fest i fællessstuen hver nat, drukarrangementer de fleste dage om ugen og med en placering lige ovenpå en engelsk pub.
Vejret i Melbourne var meget skiftende. Det meste af dagene var det overskyet og en smule koldt - det var ca en 20-22 grader om dagen. Vi nåede endda at have en aften og formiddag med en del regn! Men til trods for dette, var det egentlig en dejlig forandring fra det ekstremt fugtige og varme Malaysia. Det var en rar fornemmelse, ikke at blive helt svedig over alt, bare af at gå 100m. :) I Melbourne havde vi, som de rigtige turister vi nu engang er, fundet et city map og overstreget alle de ting vi skulle nå at se. Så efter at have slappet af og udforsket området omkring vores hostel, kom anden dagen hvor turen gik ind til byens centrum. For at komme derind skulle vi køre i sporvogn. Hele Melbournes bustrafik er erstattet af sporvogne for at spare på CO2'en - det var ret smart og fungerede vældig godt!
Det er ikke let at gå igennem Melbournes centrum uden at blive fristet af de mange indbydende butikker og shoppingcentre. Og efter en shoppingtur i et af de mange centre, var vi blevet en smule tilfredsstillet, en lille del fattigere og meget pænere i tøjet :) På vores sightseeing videre i byen, så vi blandt andet Collins street - Melbournes 'paris-lignende gade' fyldt med butikker som Chanel, Gucci osv., Federation Square, et af Melbournes kulturelle samlingssteder - hvor vi kunne nyde en kold fadøl og se et kunstmuseum; ''Ian Potter Centre : National Gallery of Victoria Australia'', Yarra River og St. Paul's Katedral. Det er efterhånden også blevet et must at se China Town i diverse byer, og Melbourne var ingen undtagelse. Vi gjorde her stop for at spise en forholdsvis billig aftensmad.
Vi har indtaget endnu et land på godt og ondt! Heldigvis er denne blanding en del af det, som gør vores rejse fantastisk og sjov. Vi kommer helt sikkert til at nyde Australien lige så meget, som vi har nydt de andre lande, og vi glæder os rigtig meget til resten af rejsen.
- comments