Så kom jeg endelig til Påskeøen. Øen har været et af de store mål fra starten af min tur, så det var virkelig fedt at stige ud af flyet i 27 grader og slentre ned mod byen velvidende, at jeg var trådt ind i et stort udendørs museum. Det bliver svært at beskrive Påskeøen kort, så lav en kop kaffe, sæt dig til rette og hav en god portion tålmodighed. Til gengæld lover jeg, at du kan lære noget om verdens engang mest isolerede ø. Velkommen til en god historie.
Påskeøen, Easter Island, Isla de Pascua (på spansk) eller Rapa Nui (på Rapa Nui - betyder "Great Island") - kært barn har mange navne, tilhører Chile og ligger 5 timer i fly og 3700 km fra Santiago samt næsten 2000 km fra nærmeste beboede sted. Jeg befandt mig altså på en lille ø midt i ingenting. Den trekantede ø er kun 24 km i diameter og ligger på den kontinentale plade, som desværre har en uhensigsmæssig hældning for Rapa Nui. Der forsvinder lidt at øen hvert år, og en dag ligger den under havets overflade og eksisterer altså kun på lånt tid.
Der findes mange myter og gisninger herfra, så nedenstående informationer er en kombination af observationer, teorier, fund og gætterier fra diverse eksperter.
Man mener at øen har været beboet fra 400 E.Kr af folk fra Polynesien, men de lokale mener øen har været beboet før år 0.
Dem der kom hertil har selvfølgelig sejlet, men herude er Stillehavet barskt og bølgerne høje, så hvordan de har konstrueret deres kanoer og overlevet turen er en gåde. De har sandsynligvis lavet en dobbelt kano - en slags katamaran, men bølgerne er altså flere meter høje og de har sejlet over 2000 km.
Der har været op til 12 stammer på øen, som hver især har haft deres egne traditioner og kampe med hinanden. De to mest kendte stammer kaldte sig for "kortørerne" og "langørerne". De talte sproget "rapa nui" og udviklede deres eget skriftsprog "rongo rongo". Skriftsproget kan ikke tydes i dag. Man kender bogstaverne, men ikke betydningen.
Der har levet op til 15.000 mennesker engang, men med så mange mennesker på en lille ø slap føden hurtigt op. Kampe og kanibalisme blev en del af hverdagen og mange døde.
Stammerne boede i grotter og stenhuse og byggede et undergrundssystem samt ceremonielle pladser, hvor de placerede de kendte mystiske statuer - også kaldet moai. Det er dem I sikkert har set billeder af - ellers så kig i mit fotoalbum. Alle moai´er har ansigtet vendt på øens midte - sandsynligvis for at passe på øen, på nær "de 7 opdagere", som kigger mod vandet. Det menes at de var udsendte og senere hen symboliserede, at de holdt vagt.
En anden legende fortæller om stammerne kamp om magt. Hvert år sendte stammens høvding sin bedste mand af sted for at finde et bestemt fugleæg. Det skulle findes på en nærliggende ø, så de udvalgte svømmede af sted i et farvand bestående af hajer og vendte typisk tilbage efter flere dage. Når ægget var fundet og bragt tilbage, blev høvdingen udråbt til årets "Fuglemand" og havde magten over øen. Han blev tildelt overnaturlige kræfter og ingen måtte røre ham i op til 9 mdr. Dette er selvfølgelig gisninger, men der en mange tegninger (bla. på sten), som fortæller denne historie.
Rapa Nui har omkring 1000 moai´er - disse store og mystiske statuer. Nogle er oprejst, andre ligger ned mens nogle stadig kan ses halvfærdige i klippevæggen, hvor de blev udskåret. Det er et mysterium hvordan de blev transporteret og der er flere teorier - et faktum er dog, at nogle blev bragt fra den ene ende af øen til den anden. Nogle har hatte på hovedet, andre lange ører, lange arme eller andre særlige kendetegn. Det er sikkert kendetegn fra de enkelte stammer, men ingen kender den sande historie om disse figurer. Den største moai er 21 meter høj og vejer 300 tons, men blev aldrig rejst op, da den stadig ligger i klippevæggen - på vej til at blive hugget ud. Det er også et mysterium hvordan de blev rejst op - det finder vi nok aldrig ud af.
Moai´erne blev højst sandsynligt lavet for at hylde forfædre eller guder og er placeret over gravstedet på en platform kaldet en ahu. Det virker i hvert fald sansynligt, da de ikke nødvendigvis at placeret på det højeste sted. Man mener, at det tog omkring 1 år at lave en moai (og der er 1000 på øen...). Ahu´en blev også brugt til fejringer og ofringer.
Rapa Nui er mere end en frodig grøn ø med statuer. Øen består også af flere vulkaner, som har været med til at skabe denne ø. En af vulkanernes krater har en meget frodig bevoksning - der lever sågar kaffe- og citrusplanter samt vinranker. Vulkanerne har været brugt som en del af de indfødtes kultur, da der er udsigt over øen, de var tættere på Gud og stjernerne. Stjernerne blev i øvrigt brugt som navigation når der skulle fiskes.
Her i nyere tid kom europæerne til Rapa Nui påskesøndag 1722 - deraf navnet Påskeøen/Easter Island/Isla de Pascua. I løbet af 1700-tallet kom flere opdagelsesrejsende forbi, men befolkningen begyndte for alvor at lide, da pirater og hvalfangere opdagede øen. De tog dele af befolkningen med sig og kun få vendte tilbage - med sygdomme, som dræbte mange. I 1871 var der kun 175 indbyggere tilbage. En årgang sejlede et skib til øen om året.
De fleste indbyggerne lever nu af turisme. Man kan endda betale med dollars, men der lever også indfødte, som bare passer sig selv. Dog er de lokale stadig meget traditionelt klædt. Drengene har ofte langt hår eller dreadlocks - typisk med fjer i håret, mens pigerne bærer mange halskæder og har blomster i håret. Der rides stadig på heste gennem byen og der er få steder i byen med internetadgang og der findes kun en tv-kanal. Man kan leje cykler, scootere og biler og der bliver arrangeret ture rundt på øen med guide. Øens eneste by, Hanga Roa har en bank, et "stadion" og et posthus.
Der hvor jeg boede lejer de en lille hytte ud, mens kvinden som bestyrer hytten også laver souviners, som sælges til turister. Et eksempel på turismens betydning. For at klare sig må de være fleksible. Derfor er det også relativt dyrt herude. Fx koster logi min. 100 kr pr nat, en liter mælk 10 kr, 1 times internet 20 kr, en plade chokolade 30 kr og en pakke med skinke 35 kr. I dag bor der ca 4500 og der afgår et dagligt fly fra Santiago. En stor del af øen er selvfølgelig UNESCO-fredet.
Jeg gik rundt i byen for at finde godt sted at bo da jeg ankom. Det viste sig at være svært. Enten var det urimelig dyrt (200 kr pr nat) eller også brød jeg mig ikke om stedet. Sidste sted jeg forsøgte mig skulle vise sig at være fantastisk. Jeg fik forhandlet mig frem til en god pris (80 kr pr nat), der var udsigt over vandet, køkkenet var rent og værtinden var fantastisk.
De første par dage gik med at gå rundt til de seværdigheder, som ligger ved byen. Ellers har jeg lejet en scooter, som jeg drønede rundt på, så jeg fik set det hele. Vulkanerne, grotterne, de gamle landsbyer og selvfølgelig statuerne som står majestatisk og kigger ind på øen. Det var en fantastisk følelse at drøne alene rundt på scooteren i bar mave, blive solbrændt og være på dette fantastiske sted. Jeg fandt nogle gode steder at spise frokost, fx blandt de vilde heste, med god udsigt eller ved nogle af statuerne. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg havde en lykkefølelse, som jeg ikke kan huske hvornår jeg har haft sidst.
Men hvad har så været det mest spændende ved Påskeøen? Jeg har stillet mig selv det sprgsmål flere gange i løbet af de 6 dage jeg tilbragte derude. Umiddelbart er det den ufattelige historie om et totalt isoleret samfund, der levede sammen og hver for sig. Som hyldede vigtige personer med gigantiske stenfigurer og som havde deres specielle traditioner. Og så selvfølgelig den ukendte historie og de vilde heste. Det har jeg aldrig set før - et symbol på frihed. En frihed som jeg følte når håndtaget blev drejet indad på scooteren.
Inden jeg slutter denne efterhånden lange historie havde jeg en rørende afsked med Jimena, som stod for udlejningen af huset. Jeg var så glad for stedet, at jeg hjalp hende med at kontakte forskellige hjemmesider, så de kunne få flere kunder. Hun anede ikke, at hostelworld, hostelbookers osv eksisterede. Desuden gav jeg lidt gode råd for at forbedre hendes hostel/hus endnu mere (efter 9 mdr har jeg set en del hostels, så jeg har en god idé om, hvad de rejsende ønsker). Da jeg købte souviniers hos hende på markedet fik jeg en uralistisk stor rabat og da vi sagde farvel kom hun med gaver. Det var så rørende, at jeg i dette øjeblik bliver helt rørt. Det kan lyde mærkeligt, men hun var så sød og taknemmelig. Hun ville endda have jeg skulle blive på øen og administrere hendes sted. Jeg håber virkelig Hostal Tojika kommer til at klare sig godt.
Lige nu sidder jeg så i flyet på vej mod Santiago de Chile - samme land, men en anden verden, får en whiskey og tænker tilbage på en god uge på et sted som var et ønske at komme til. Et af klodes mest isolerede steder - et sted hvor der kommer færre turister end på Antarktis. Rapa Nui - maururu.