Profile
Blog
Photos
Videos
Hej hjemme i kulden!
En sidste opdatering herfra Indien, hvor vi i dag er ankommet til Agra og har brugt formiddagen på at se Taj Mahal, som jo er et must-see. Vi kom ind med toget fra Varanasi i morges kl. 7.30, tog direkte hen på vores hotel hvor vi fik lov at checke ind, og så gik vi de ca tre km derfra til Taj Majal. Vi havde på forhånd fået at vide at det var bedst at komme helt tidligt om morgen for at undgå det værste mylder fra andre besøgende. Så vi undgik køer og lange ventetider, og tog derfra igen ved 11-tiden hvor folk for alvor var begyndt at dukke op - helt perfekt!
Vi tog toget fra Varanasi i går aftes kl. 19, og har altså overnattet i toget - noget vi begge frygtede, men det gik faktisk uden problemer. Billetterne havde vi booket og betalt i forvejen, og vi fandt hurtigt vores pladser denne gang. Så vi fyldte vores taske med proviant, bøger og kortspil og regnede med at være vågne hele natten. Det blev heldigvis ikke nødvendigt, og vi var nogenlunde udhvilede da vi ankom til Agra Central Station i morges.
De sidste to dage har vi som nævnt været i Varanasi som betragtes som en af Indiens helligste byer, på grund af de mange templer til forskellige trosretninger og selvfølgelig Ganges. Allerede da vi steg ud af taxaen da vi ankom der, mødte vi en fyr der gerne ville vise os vej til hotellet - vi skulle bo helt nede til en af Ghats'ne, der er de steder hvor de spirituelle og religiøse handlinger finder sted, helt nede ved Ganges-floden. Det betød, at taxaen ikke kunne køre helt derned, og da byen er fyldt at små, smalle stræder på kryds og tværs ad hinanden var vi noget spændte på om vi kunne finde hotellet når vi blev sat af - men stadigvæk noget skeptiske da denne her guide så pludselig står ude foran taxaen og siger at han gerne vil følge os derhen. Vi havde også læst i rejsebøgerne at man skal passe på ikke bare at stole på folk, så vi overvejede lige om vi nu burde følge med ham. Ikke desto mindre var vi trætte efter flyrejsen (især fordi vores fly var 2,5 timer forsinket fra Kolkata, så vi brugte over 4 timer i lufthavnen inden afrejse) og kunne ikke overskue at gå i flere timer, så vi tog chancen og fulgte med ham. Det viste sig at være en rigtig god beslutning; han fortalte os at han de sidste to år havde levet af at være uofficiel guide, dvs. ikke ansat af staten / han arbejder freelance = han betaler ikke skat og arbejder sort. Fint for os, så fik vi en guide meget billigere end ellers, og han fik tjent nogle penge! Vi kom da også frem til hotellet, som vi i øvrigt aldrig havde kunnet finde selv, og aftalte med Sunny som han hedder, at mødes med ham foran hotellet næste morgen kl. 6. Så kunne vi få mulighed for at se solopgangen over floden samt se renselsesritualet og de religiøse tilbedelser som byen og floden er kendt for.
Så om morgenen tog vi ned til floden og tog en bådtur, så vi havde det bedste udsyn. En fantastisk og meget speciel oplevelse, og ikke mindst meget smuk idet vi samtidig kunne følge solopgangen. Stemningen der er helt speciel, og det skal bare opleves. Det vrimlede med turister og tilskuere ude på floden i både, og indbyggere og besøgende inde på land der kom for at blive frelst og renset i det ellers så beskidte vand. De både bader i det, drikker af det og vasker tøj i det, men samtidig er floden fyldt med skrald og de bader deres dyr i den - både hunde og deres hellige køer, og vi læste et sted at der er ca. 1 - 1,5 mio. forskellige fækale bakterier deri - til sammenligning definerer man i Danmark badevandet som forurenet hvis der er mere end 150 slags af samme bakterier i! Det siger måske lidt om, hvor beskidt og usundt vandet i Ganges-floden er!
Vi så de forskellige ghats, som er brede og lange trapper der hver især har deres funktion. Eksempelvis er der to Burning Ghats, som altså er der hvor man kremerer lig. Ifølge hinduistisk tro, er det den bedste måde at forlade jorden på, da man ved at blive brændt ved floden og derefter få sin aske spredt ud over, er blevet frelst og renset for alt ondt.
Efter vores bådtur tog vi tilbage på vores hotel og fik lidt morgenmad og en lille lur, og så aftalte vi at mødes med Sunny igen senere på dagen. Her havde han arrangeret en sightseeing i byen i autorickshaw sammen med ham og en af hans venner - vi kørte rundt til de forskellige templer i byen, og brugte faktisk hele dagen på det. Om aftenen havde vi Sunny med ude at spise, og han synes det var rigtig hyggeligt at have fundet en han kunne drikke lidt øl med - det var også en god mulighed for os at lære mere om hinandens kulturer. En rigtig god og hyggeligt dag, synes vi vist alle.
Dagen efter (i går) skulle vi om aftenen med toget mod Agra, men vi brugte også her dagen sammen med Sunny. Han havde inviteret os hjem til ham til frokost, fordi han gerne ville vise os sit hus. Han er 28 år, og bor sammen med sine forældre, søster og hund under ét tag. Det synes vi jo lød super spændende, så det takkede vi ja til. Vi sad hjemme hos dem i nogle timer, og snakkede primært med ham (og hunden Rocky) da ingen andre i familien snakkede engelsk. Hans mor lavede rigtig lækker og "tourist friendly" dvs. ikke alt for krydret, stærk indisk mad og drengene fik igen et par øl. Vi var også ude og se diverse silkefabrikker og et enkelt tempel vi ikke nåede dagen før - det viste sig dog også at være den rene pengemaskine, og faktisk en rigtig ubehagelig oplevelse, synes vi begge. Bortset fra det, et par rigtig gode dage hvor vi fik set essensen af byen og fik et nyt bekendtskab. Vi endte med at give ham 3000 rupees for begge dagene han havde tilbragt med os (ca. 300,-) hvilket er ingen penge ifht. dansk standard, og i sidste ende næsten ligeså dyrt som hvis vi havde haft en officiel guide. Men han var en reel og ærlig fyr, der som eneste mand i huset bortset fra hans gamle far skal forsørge sin familie, og desuden havde han en drøm om at rejse ud af Indien en dag. Så vi synes han fortjente det, og så taknemmeligheden i hans øjne da han fik pengene - de rækker rigtig langt dernede, men er svære at skaffe.
Her i Agra er vi så nu tilbage på hotellet efter at have brugt formiddagen ved Taj Mahal, og slapper lidt af inden vi skal se Det Røde Fort i eftermiddag og aften. Det ligger ca fire km. væk herfra, og der er en times lyd- og lysshow deroppe i aften efter solnedgang. Det satser vi på at komme til at opleve, og så ellers tilbage til hotellet for noget aftensmad. Vi har togbilletter til toget mod Delhi i morgen tidlig kl. 6, så det bliver endnu en tidlig morgen. Turen tager fire timer, så vi har det meste af dagen i Delhi til at se de ting vi ikke nåede da vi var der sidst. Fredag morgen flyver vi så hjemad og indhenter jo tidsforskellen på vejen, så hvis alt går som planlagt lander vi i Danmark fredag aften ca. kl 17.45!
Selvom der stadig er mange steder hernede vi er kede af vi ikke har haft tid og mulighed for at få oplevet, er vi efterhånden mere end klar til at komme tilbage til de vante omgivelser. Kulden derhjemme er vi dog lidt bange for - til gengæld har vi haft mulighed for at vænne os til den hernede, da vi siden vi rejste fra Sydindien jo har fået mere og mere kulde efterhånden som vi rejste nordpå. Om aftenen er her for tiden 10 grader, 15 hvis man er rigtig heldig - og inderne går rundt med hue, handsker og store trøjer og fryser som små hunde. De bryder sig bestemt ikke om vintervejret!
Vi forsøger igen her senere at lægge lidt billeder ind fra de sidste dage, det kommer helt an på kvaliteten af internettet - én af de ting man virkelig har fundet ud af, hvor afhængig man er af. Stabilt, hurtigt internet - det savner vi!
Nårh ja, og så dansk frokost med masser af rugbrød, dansk aftensmad med masser af salat og oksekød, samt dansk brunch med masser af frugt og svinekød!
Vi glæder os til at se jer alle til glædelige gensyn og julehygge snart! Håber I alle er glade og har det dejligt!
Stort kram fra os
- comments