Heyaaah!

Saa koerer blogen igen med lidt (meget) forsinkede billeder fra vores sidste stop i Indien, men med en special-up-to-date-trekkers-edition om vores tur i bjergene!

Den opmaerksomme laeser har nok bemaerket at vi er tilbage foer tid. Det er saa sandt som det er sagt, men mere om det senere.

Well, turen var ikke andet en helt igennem fantastisk. Vi saa landskaber som vi aldrig foer havde set og var taettere paa bjergtinne end fuglene.
Til at starte med blev vi koert til Besi Sahar fra Pokhara af i en bus fyldt med trekkere paa samme mission som os. Efter en 4 timer ganske ubehagelig bustur ankom vi til Besi Sahar, hvor man kunne tage en Jeep til Bhulbule, en lille by i bjergene for ligesom at blive smidt lige ind i trekket. Men vi havde faaet nok af at sidde ned saa laenge og braendte efter at se og udforske. Saa vi tog vores Trekking Permits, chekkede ind og saa var vi ellers paa vej. Med os havde vi en rygsaek hver (som viste sig at vaere fyldt med alt for meget i forhold til hvad vi skulle bruge), gode vandrestoevler og et kort over hele Annapurna omraadet. Vores Lonely Planet Guide havde lavet foreslag til, hvor man skulle overnatte hvilke dage, men det viste sig at vi havde mange flere kilometer i benene end man kan forvente af almindelige mennesker, saa guiden holdte vi os kun til den foerste dag.
Den foerste nat tilbragte vi paa Hotel Hil-ton (HAHAHAHAHA! Og saa er det ikke engang loegn. Det hed det. Sjovt.), som laa saa idyllisk og smukt placeret, at man let kunne forestille sig at slaa sig ned her engang. Man var omringet af smuk, frodig natur, bjerge og floden, som fulgte os en stor del af vejen. Hotellet er vaerd at naevne, for da vi skulle afsted om morgenen, blev vi inviteret til ejerens soens bryllup, hvilket skulle blive holdt 10 dage senere. Vi overvejde det meget heftigt, da det var et helt ekstraordinaert tilbud, men matte dog til sidst sige fra, da vi ellers skulle afbryde vores trek halvvejs og gaa den samme vej tilbage. Vi var jo paa en mission!

Jeg kunne skrive flere sider om hver dag der er gaaet, men det vil jeg ikke goere mod jer, saa jeg proever at fatte mig kort. Selve dagstrukturen mindede meget om hinanden: vaagne op omkring seks, gaa klokken syv, holde en frokostpause mellem 10 og 13 og saa lige gaa i to timer mere, for at finde et lodge at overnatte paa. Da trekkingsaesonen er ved at vaere slut, var der ikke mange andre trekkere undervejs, saa mange af de smaa hoteller lod os bo for 50 rupees per nat, hvis man bare man spiste hos dem ogsaa.

For hver dag der gik, kom vi mere og mere op i hoejderne, og den groenne natur blev skiftet ud med sand, grus og til tider helt oerkenlignende landskaber. Panoramaet skiftede for hver dag. Og ligesaa meget skiftede de veje vi gik paa. Paa nogle tidspunkter gik vi paa en vej bred nok til to biler, andre gange paa saa smal en sti at man lige kunne have sine to foedder ved siden af hinanden, hvor det et par centimeter til siden for en gaar meget stejlt flere hundrede meter nedad. Man kan stige maaske 500 meter paa en dag uden at man maerker det gaar synderligt meget opad, men kan ogsaa baere uheldig at faa hele stigningen paa en gang, hvor man i maaske 1 til 2 timer ikke goer andet end bare at gaa opad og opad. Yeah, man kan sige turen havde sine op- og nedture. Og det havde vi virkelig ogsaa. Det kan vaere noget saa frustrerende at gaa opad en saadan bakke med ekstreme vabler paa haelene, mens toppen slet ikke syntes at komme taettere paa. Og det eneste der er at goere ved det er at gaa videre. Ingen kaere mor der, du!

Ankommet i Manang, som ligger i 3500 m hoejde blev vi to naetter, hvilket er anbefalet til alle trekkere, da kroppe har brug for at akklimatisere sig. Naar man er i Manang, glemmer man helt at man er i bjergene. Her er alt: internetcafeer, laeger, smaa biografer og masser af restauranter. Her bliver der ogsaa hver dag afholdt et foredra om AMS (Acute Mountain Sickness), hvor der bliver fortalt om hvordan der skal handles hvis man bliver ramt af hoejdesyge, hvilket stort set handler om at komme ned saa hurtigt som muligt. Udover at man hoejst sandssynligt bliver ramt af symptomerne i mild grad, som fx kvalme og hovedpine, goer hoejden ogsaa alt besvaer man havde i forvejen endnu vaerre, da kroppen har saa meget at skulle arbejde med.

Fra Manang gik der to naetter mere, foer vi var klar til at stoede ind over passet. Denne morgen stod vi endnu tidligere op end vi plejede for at kunne faa et klart udsyn naar vi nu kom op til toppen. Natten havde vi tilbragt i 4500 meters hoejde, saa der var godt og vel 1000 meters opstigning som skulle klares denne dag. Allerede efte den foerste times tid befandt vi os i et snebedaekket landskab, hvilket var helt absurd, naar man to dage foer kunne vandre i t-shirt. Heroppe kunne man virkelig maerke at vejrtraekningen blev meget tungere. Bare efter faa skridt hev man efter vejret som loeb man en marathon. Men ogsaa det klarede vi, og efter ca. 4 timer var vi der: Thorunga Passet. Verdens stoerste pass. Helt saa imponerende som forventet var det egentlig slet ikke, men det var en helt fantastisk oplevelse at staa deroppe i 5416 meters hoejde og vide, at man ikke kommer hoejere op end det her. At man efter 10 dages vandren endelig er kommet op til det sted man har bestraebt sig paa hver dag. Glaeden kunne maerkes i hele kroppen ligesaa snart man saa alle de bedeflag som var fastgjort heroppe, og pludselig havde man meget mere energi og overskud end man burde have efter saadan en tur.
Efter at have hvilt meget selvtilfredse heroppe var der igen kun en vej at gaa. Og den gik nedad. Stejlt. Meget stejlt og i meget langt tid. Vi gjorde ikke andet end at gaa nedad i 3 timer, som moerbankede ens knae og moste ens taaspidser. For at sige det ligeud var det dybt ubehageligt. Ankommet paa et hotel i Muktinath, som laa 2000 meter laengere nede, faldt vi i soevn klokken 16 og vaagnede ikke foer klokken 7 om morgenen igen. Det tror jeg vores oemme krioppe har vaeret taknemmelige for.

Yeah, herfra skulle vi bare til Jomosom, hvilket vi gjorde til til fods, dels i en trailer, trukket af en traktor, hvilket bliver en uforglemmlig oplevelse, som var hele smerten vaerd (video bliver uploadet snarest)!

Fra Jomosom koerte vi med bus til Tatopani, som er kendt for deres Hot-spring (i maa baere over med mig, det danske vokabular ligger lidt fjernt, derfor saa mange engelske udtryk), hvor vores tur desvaerre maatte komme til en ende. Vi ville ellers ogsaa have taget Annapurna-Base-Camp trekket, hvilket vi dog var noed til at droppe, da Nicholas havde faaet en slags udslet af solen. Vi kunne dog ikke bide os sikre paa hvad det var, og hvor harmloest det var, da en apoteker i Jomosom mente det var forfrysninger paa armene. Da det ikke blev bedre selv efter en dags hvilelse i Tatopani, tog vi en bus tilbage til Pokhara.

Om ikke andet har vi gennemfoeret Annapurna Circuit med bravour og i et tempo som ingen andre guides eller trekkere kunne forholde sig til. Derfor beloennede vi os ogsaa met et ekstravagant maaltid med masser af koed og oel efter denne kaempe succesoplevelse. Vi kommer i hvertfald tilbage, og saa tager vi Base Campen. Det er ikke andet end a walk in the park, for trekere som os nu.

I faar billeder af turen saa hurtigt som muligt, og de er virkelig noget at se frem til. Jeg haaber ikke det blev alt for rodet, men der er simpelthen sket saa meget paa den tur.

Vi haaber i har det godt!

Nicholas og Chris