Hej alle sammen.

Nu er det efterhaanden ved at vaere laenge siden vi har skrevet, og der er sket en masse siden sidst.
Men lad os starte med at fortaelle hvad vi lavede i Quito foer vi tog videre derfra. Foer jul moedtes vi med Caspers ven, Thornoe, som var i Ecuador med sin familie. Vi tog sammen til Otavalo, en lille by nord for Quito. Her er et beroemt indianermarked som vi saa paa. Der var ogsaa et marked med dyr, hvor vi bl.a. saa den laekre cuy (marsvin) i levende live, og mange andre dyr, fx hoens, aender, hunde, katte og grise. Det var meget sjovt at se, men ogsaa lidt trist, da dyrene ikke bliver behandlet saerlig godt! Fra Otavalo tog vi paa en lille tur, foerst ud og se en kratersoe, og derefter ud til et lille vandfald i skoven. Det var meget flot.
Dagen efter tog vi, igen sammen med Thornoe og familie, til Mitad del Mundo, der ligger en times tid nord for Quito. Det er et sted, der markerer Ecuadors placering paa Aekvator. Her er et monument og et museum om de forskellige folk i Ecuador. Der er ogsaa butikker og en plads hvor der afholdes opvisninger i dans og sang, men det hele er en smule kommercielt. Desuden viser det sig, at det slet ikke ligger paa aekvator! Dengang det blev bygget, havde man ikke GPS, saa det var ikke muligt at maale stedet praecist. Dog er det rimelig godt ramt, kun 200 meter ved siden af. Paa den rigtige aekvator laa et museum, hvor man kunne lave forskellige forsoeg, bl.a. taeste den spaendende korioliskraft. Det blev demonstreret ved hjaelp af en balje med afloeb, der blev placeret paa henholdsvis nord- og sydsiden af linien, og saa blev der haeldt vand i. Eftersigende skulle vandet nu loebe i hver sin retning paa hver sin side af linien, meeeeeen vi kunne nu ikke rigtig se forskellen (bortset fra en pige, der haardnakket paastod at have set det..), og vi blev enige om, at man nok skal lidt laengere vaek fra linien foer der er en forskel. Men det var nu et meget fint og sjovt museum, og vi fik taget et billede af Katharina, der rent faktisk stod med en fod paa hver halvkugle. (Billedet med Casper er paa den "falske" linie). Weekenden efter besoegte vi et kloster i Quito, hvor nonnerne lever naesten totalt isolerede. De har en time om dagen til at gaa ud i haven og snakke med hinanden, men udover det sidder de paa deres vaerelser og fremstiller forskellige ting. De bliver solgt i klosterets lille butik, hvor man bliver serviceret af en nonne, der sidder skjult bag en luge, som hun kan svinge rundt og paa den maade modtage betaling og give folk deres ting. Det var vi selvfoelgelig noedt til at proeve!
Desuden fik vi en guidet tur, paa meget gebrokkent engelsk, rundt i klosteret. Hoejdepunktet (bogstaveligt talt) var den nervepirrende tur op i klosterets taarn. Det var op ad en smal vindeltrappe, hvor man ikke rigtig kunne se hvor man gik hen. Lige pludselig stod man paa en lille afsats uden raekvaerk og kigge ud over byen. GISP! Det var meget sjovt, men ogsaa lidt farligt. Vi fik set lidt flere ting i Quito, nogle kirker, bl.a. den store gotiske basilica, som var meget imponerende og vi var ogsaa inde og besoege praesidentens palads, og faa en guidet tur. Det er noget helt nyt, at paladset er aabent for offentligheden, og det var meget sjovt at se, selvom man ikke fik lov at se det hele.
Vi besoegte ogsaa Museo Amazonico, der er et museum om amazonas. Det var ret lille, men man fik lov at se et lille udpluk af amazonfolkenes kultur, bl.a. vaaben og smykker. Langt det bedste var dog et aegte skrumpehoved! Det var vildt sejt at se, og meget facinerende, da haaret og oejenbrynene stadig gror, saa personalet bliver noedt til at studse det engang imellem. Vi forstaar dog ikke rigtigt hvordan det kan lade sig goere..

Den 23. december var det Estelas (Amelias mor) foedselsdag. Det skulle selvfoelgelig fejres, saa hele familien kom paa besoeg, og der var oven i koebet inviteret et mexicansk band, der spillede musik. Det var en rigtig sjovt oplevelse.
Saa blev det jul, og dermed ogsaa vores sidste dag paa sprogskolen, den 24. december. Det blev markeret med kage og champagne. Bagefter tog vi paa et antropologisk museum, der var rigtig godt og spaendende. Vi saa en masse eksempler paa kunst og beklaedning fra forskellige indianere i Ecuador.
Bagefter tog vi hjem til Amelia, hvor der blev holdt en lille julefest for den naermeste familie. Der blev serveret kylling og cola-ris, og en sovs, der naesten smagte af hjem, og der blev naturligvis fyret op under platikjuletraeet. Dog danser de ikke om det hernede.
Dagen efter var det tid til den store julemiddag, som spises midt paa dagen. Hele familien moedte op med mad, gaver og julestemning, og der var en del traengsel og alarm foer vi endelig kunne spise. I dag var det en forret, der hedder tamal, bestaaende af en slags bloedt majsbroed med kylling og groentsager i. Det var rigtig laekkert. Bagefter var der kalkun og endnu engang ris og sovs. Maden smagte dejligt, men der var nu ikke helt nok af den, efter dansk maalestok. Efter jul naaede vi lige at besoege Quitos Panecillo, der er en lille bakke, hvor der staar en statue af Virgen de Quito, Quitos helgen, som man kan komme op i. Der er en smuk udsigt over Quito. Desuden saa vi der vores foerste lama! Det var en meget stor oplevelse.

Det varede ikke laenge foer vi forlod Quito. Det var trist at skulle sige farvel til familien, der havde vaeret rigtig soede. Men vi maatte jo videre. Foerste stop var Banos (med ~ over n'et, men computeren vil ikke lige), som er en lille by i bjergene, der er kendt for sin smukke natur og varme bade. Vi proevede de varme bade, der var dejlige, men lige lovlig overrendt af larmende latinoboern. Den foerste dag i Banos lejede vi et par cykler og cyklede en lang tur ud og se en masse forskellige vandfald. Paa vejen fik vi en meget nervepirrende tur i en svaevebane ud over en kloeft. Det var vildt, men ogsaa sjovt og spaendende. Vi saa en masse vandfald, men det mest imponerende var det store Pailon del Diablo, som var det sidste paa vores tur. Det var et rigtig stort vandfald, og det var muligt at komme helt ind over det at staa, efter en klaustrofobisk tur gennem en lavloftet gang, som Katharina valgte at springe over. Casper var mere modig, og fik taget nogle fine billeder derindefra. Dagen efter gik vi en lang tur i bjergene. Foerst gik det stejlt op ad mange hundrede trappetrin til en statue af Virgen de Banos. Derefter paa tvaers rundt langs bjergsiden med en rigtig flot udsigt hele vejen. Vi sluttede ved udkigspunktet Bellavista, hvor vi fik et flot kig udover byen, hvorefter vi begyndte nedstigningen, der nogle steder var ret stejl og ujaevn, og med Katharinas held faldt hun selvfoelgelig og slog hul paa sit knae. Da vi var sikker nede igen, var det blevet nytaars aften. Vi fejrede aftenen med en laekker middag paa en hyggelig restaurant, og selvfoelgelig skulle vi have fondue, saa Casper kunne foele sig hjemme. Paa trods af den aabenlyst beskedne koedmaengde (i hvert fald i forhold til hjemme) var det super laekkert. Efter vi havde spist tog vi ud og saa lidt paa fejringen af nytaar. Det var ret sjovt at se, for i Ecuador er der tradition for at klaede sig ud. Mange unge fyre var klaedt ud som piger, og der var ogsaa en del maskerede boern, der bad om penge. Klokken tolv blev der skudt med fyrvaerkeri, raabt "feliz ano" og braendt dukker af i gaderne, en anden Ecuadoriansk tradition: Man laver dukker af personer, der betoed noget i det foregaaende aar, og braender dem af, for at slippe ud af det gamle aar og begynde paa en frisk i det nye.

Dagen efter gik turen videre. Vi tog til den lille by Zumbahua, hvorfra man kan komme op og se den imponerende kratersoe, Quilotoa. Det var rigtig flot. Ellers var der ikke meget at lave, saa dagen efter tog vi bussen mod kysten. Det var en rigtig flot, og nervepirrende, bustur gennem bjergene. Vi kom ikke helt til kysten den dag, saa vi tog en hurtig overnatning i Portoviejo, hvorfra vi tog afsted tidligt om morgenen (kl 5!!) til Puerto Lopez.
Vi havde haabet paa nogle laekre dage ved stranden, men desvaerre var der lidt overskyet, og Casper blev ret saa syg. Vi havde dog en dejlig dag ved stranden, som var en laekker sandstrand. Mens vi var i Puerto Lopez bestilte vi ogsaa et lille cruise ud til oeen Isla de la Plata, "den fattige mands Galapagos". Desvaerre begyndte Casper at faa det skidt, en time efter vi havde bestilt cruiset, og om aftenen blev han meget daarlig og kunne ikke rigtig noget. Dagen efter fik vi flyttet cruiset en dag, men det var ikke muligt at afbestille, saa for ikke at miste penge, valgte vi at tage afsted selvom Casper var daarlig. Det blev ikke den store succes. Efter en times tid paa havet gik baaden i stykker, og vi maatte sejle tilbage, meget langsomt og gyngende, for at skifte baad. Samtlige passagerer blev soesyge, men det ramte specielt haardt os. Uden yderligere forsinkelser naaede vi dog til Isla de la Plata. Det foerste dyr vi saa var en havskildpadde, der svoemmede et par gange rundt om baaden. Derefter gik vi i land. Efter at have gaaet et lille stykke, fik Casper staerke smerter i maven, en smule som sidestik (vi var sikre paa, at blindtarmen var kaput!!), saa da holdet blev delt op i en lille og en lang gaatur, skyndte vi os at melde os paa den lille. Det gik udmaerket, men Casper var ikke meget vaerd, og Katharina var stadig daarlig efter baadturen, men vi fik da set nogle fugle helt taet paa. Bl.a. den blaafodede Booby-fugl og fregatfugle. Vi saa bl.a. en stor koloni af fregatter, der sad i traeerne spredt ud over en bjergside. Selvom vi kun fik halv udbytte ud af turen, var det stadig rigtig imponerende.
Turen hjem gik det saa rigtig galt: Casper blev saa daarlig, at han maatte overgive sig, og knaekkede sig ud over siden af baaden. Set i lyset af, at Casper havde det saa daarligt, og vi syntes det var lidt maerkeligt med hans smerter, tog vi hurtigt videre dagen efter mod Guayaquil, for at komme til laegen. Guayaquil er Ecuadors stoerste by, med 2 mio. indbyggere. Inden vi tog derhen var vi blevet advaret af mange om, at det var en lidt traels storby, med meget kriminalitet. Men vi noed vores tid i Guayaquil rigtig meget. Foerst og fremmest boede vi i et rigtig godt kvarter, lige op ad byens hovedgade, 9 de Octubre, og her var hele tiden meget trafik og mange mennesker, saa vi kunne sagtens faerdes om natten uden problemer, og foelte os overhovedet ikke utrygge paa noget tidspunkt. Dagen vi ankom, soendag, lavede vi ikke saa meget, gik bare lidt rundt. Dagen efter tog Casper alene til laegen, da Katharina ogsaa var begyndt at blive daarlig, med daarlig mave, og maatte blive i sengen. Casper fandt et stoerre laegehus og her kom hans spanskkundskaber ham til gode, da ingen snakkede engelsk. Saa endnu engang viste det sig, hvilket vi har erfaret en del gange, at det var godt med sprogkurset i Quito. Laegen stillede nogle spoergsmaal mht. Caspers smerter, trykkede ham lidt paa maven, og kiggede ned i munden i et sekund, og konkluderede at han havde faaet en maveinfektion. Saa han fik en bredsprektret palet af piller, saa han var godt tilfreds. Da vi begge var lidt sloeje i Guayaquil tog vi det lidt roligt med sight seeing'en. Men vi kom dog ud og saa byens moderne havnefront, og kvarteret "Las Penas", som var en lille gade op ad en bakke, med en masse flotte huse, malet i alverdens pastelfarver. Men det bedste vi saa i Guayaquil var Parque Bolivar, her havde de nemlig ikke kun de saedvanlige, kedelige egern. Parken var fuld af levende leguaner, der dovnede paa stier, baenke og i traeerne! Det var en rigtig sjov oplevelse, og vi var da ogsaa lige henne og prikke til flere af dem. :D Vi fik nogen rigtig gode billeder af parken, men dem kommer I ikke til at se. Vi fortaeller om lidt hvorfor...
Naa, men efter fire meget rolige dage tog vi til Cuenca. Her kom vi til at bo paa et rigtig hyggeligt hostel, hos en flink familie. Nu var Katharina i midlertid blevet saa daarlig, at vi var noedt til at tage til laegen. Det viste sig, at hun ogsaa havde faaet en infektion i maven, og fik noget medicin.
Stadig paavirket af sygdom, tog vi det stille og roligt i Cuenca. Vi gik lidt rundt i byens historiske centrum, der minder om det i Quito, og besoegte et museum om de pre-colombianske kulturer. Det var rigtig interessant, og der var en masse genstande fra de forskellige kulturer. Dagen efter tog Casper alene ned og besoegte Museo Banco Central, da Katharina var meget skidt. Det var et kanongodt museum, med en lille smule arkaeologiske genstande, en udstilling med billeder af Guayasamin, og tilsvarende en udstilling med religioes kunst. Men det bedste var deres udstilling om junglekulturene. For i denne afdeling havde de ikke mindre end fire skrumpehoveder, samt et fra et dovendyr. Hovederne var i rigtig god stand, og det var en facinerende oplevelse at se saa mange. Men ogsaa lidt skummelt..
Paa vej hjem fra museet gik Casper ind paa en internetcafe. Uden at taenke sig om, stillede han sin taske ved siden af sig, den stod ganske taet, men ikke taet nok, for da han skulle til at gaa, var tasken vaek. Der var altsaa en inde fra cafeen, der har taget tasken med sig, da han gik ud derfra. Det var super aergerligt og traels at blive beroevet, men saadan er det hernede, hvis man ikke passer ordentligt paa. Heldigvis mistede vi ikke saa meget. I tasken var der kameraet og guidebogen. Kameraet var heldigvis saa gammelt, at det efterhaanden traengte til at blive skiftet ud, og guidebogen var nem at erstatte. Det eneste vi rigtig aergrer os over at have mistet var billederne, som laa gemt paa kameraet, altsaa billederne fra Puerto Lopez/Isla de la Plata og Guayaquil. Dagen efter fik vi koebt et nyt, fint 10 megapixel kamera og den samme Lonely Planet bog. Saa set i bakspejlet var det selvfoelgelig traels at det blev stjaalet, men det var ikke noget, vi ikke havde raad til at erstatte.
Da vi stadig havde det lidt daarligt, valgte vi at tage et par dage til Vilcabamba, hvor vi kunnr gaa lidt i spa og hygge os. Vi har fundet et rigtig fint hostel med spa, sauna og det hele, saa vi gaar bare og nyder vores ferie, og haaber at Katharina snart kommer paa toppen igen, da Caspers mave er blevet neutraliseret, og han nu endelig har det fint. Vilcabamba er en rigtig lille by, der ligger kanonsmukt klemt ind mellem bjergene, og her er ingen stress og jag. I morgen tager vi til Loja en time herfra, for at tage en bus mod Peru. Bussen krydser graensen og vi skulle gerne vaere i Peru i morgen eftermiddag. Vores maal er at naa byen Chiclayo.
Naa, nu vil vi til at i spa og sauna, saa hyg jer!
Vi har lige faaet lagt billeder ind, husk at se dem!!

Hilsen Casper og Katharina. :)