Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der nyt fra mig igen efter nogle dage med masser af oplevelser! Jeg ville egentlig have opdateret bloggen i går, men når man er i et land, der så længe ikke har haft kontakt med omverdenen, fungerer internettet ikke altid lige så optimalt som man gerne ville have ;-)
I torsdags var vores første dag med oplevelser i Mandalay. Dagen startede tidligt, da vi skulle mødes med Master O allerede kl 8. Men oplevelserne i Mandalay kom helt fantastisk fra start allerede fra morgenmad. Der var nemlig en kæmpe morgenbuffet med masser af lækre sager: skrambled eggs, bacon, ristet brød, french toast, grillede tomater, cornflakes, alverdens frugt, juice, kage og meget meget mere. Virkelig lækkert når man er vant til hvidt brød med syltetøj eller ris og nudler til morgenmad ;-)
Dagens tur startede med, at vi blev kørt ned til jettyen, hvor vi skulle på en lille bådtur på 40 min over på den anden side af floden. Det var en noget speciel måde vi skulle ud på båden på. Vores båd var nemlig "parkeret" som nummer fem parallelt med bredden. Det betød, at vi skulle krydse fire skibe på små planker, der blev lagt fra båd til båd, for at komme derud. Og selvom at her er rigtig varmt, er det vand der ikke noget man har lyst til at ryge i. Det bliver brugt lige så meget som skraldespand og toilet, som til bad og tøjvask. Men floden, der går ned igennem det meste af Myanmar, er rigtig vigtig for burmeserne, både som ressource og transportvej.
På den anden side gik vi først til en stor firkantet sten - lignede det. Egentlig var det en påbegyndt pagode, der var bygget af flere millioner af røde mursten. At den aldrig var bygget færdig, skyldtes, at kongen, der ville have den bygget, døde, inden det nåede at blive færdig, hvorefter at byggeriet stoppede. Men meningen med den var, at den skulle være blevet Myanmars største pagode.
Videre herfra gik vi til Mingun klokken, der er verdens største hele hængende bronzeklokke. Tidligere havde den siddet på pagoden, men på grund af flere jordskælv er pagodemonumentet revnet flere steder, og klokken blev derfor flyttet i en separat bygning et lille stykke derfra.
Sidste stop inden turen gik i båd tilbage til Mandalay var Mahamuni pagoden - en kæmpe stor og helt hvid pagode til forskel fra alle de andre guld pagoder. Vi gik op i toppen af den, hvorfra der var en helt fantastisk udsigt ud over floden og op over bjergene.
Området på den side af floden var et af de mere besøgte turistmål, hvilket også tydeligt kunne mærkes på befolkningen, der hellere end gerne ville sælge dig tøj, postkort, billeder, mad og meget andet i en grad, som vi ikke rigtig har set før. De fleste steder står de lokale bare ved deres små boder og smiler, her kom de hen til os med deres varer og kunne snakke en lille smule engelsk, hvilket vi heller ikke er vant til.
Tilbage på Mandalay siden holdte vi siesta på hotellet i halvanden time, inden vi skulle videre på oplevelser. Det blev endnu en mulighed for at hoppe i bikinien, så man også kan se, at vi har været i et solrigt land med min. 35 grader hver dag ;-)
Eftermiddagen og aftenens tur gik først til Shwenandaw Monastery, der er en del af den tidligere konges palads, som er blevet flyttet udenfor paladses mure. Det skyldtes, at da kongen døde og hans søn skulle overtage tronen, mente han, at den bygning, hans far døde i, bragte uheld. Det var dog meget heldig for os i dag, da alt indenfor murene blev bombet under anden verdenskrig, og det er derfor den eneste bygning derfra, der er tilbage. Det specielle ved den er, at den er lavet af teaktræ udskåret i figurer og indvendigt beklædt med bladguld. Virkelig imponerende, når man tænker på hvilken tid det blev lavet i, og hvor mange af den slags bygninger der engang var.
Andet stop var ved Kuthodaw pagoden, der er kendt som verdens største bog, idet den indeholder 729 hvide stenbygninger med hver deres side af de buddhistiske skrifter. Hvis der opstår problemer eller spørgsmål i de buddhistiske lande, er det her munkene søger hen, for at finde svar. De mener nemlig, at der kan findes svar på alt i disse skrifter.
Dagen sluttede af med en tur op på Mandalay Hill hvorfra, der var en helt fantastisk udsigt over byen og floden i solnedgang - virkelig smukt!
Vores dage i Mandalay bestod af et meget tæt pakket program, så derfor var det igen fredag tidligt op og igang.
Om morgenen skulle vi besøge nogle af de lokale håndarbejdsværksteder. Ved første stop sad der en træskulptør og udskærer udenfor, og huggede forskellige motiver i teaktræ med hammer og mejsel. Det var rigtig fascinerende, hvor mange detaljer, der kunne komme med, til trods for de meget primitive redskaber. Indenfor, hvor der også var butik, sad kvinderne og broderede et kæmpe tæpper med perler i hånden. Butikken bugnede fra gulv til loft med alverdens træfigurer, pudebetræk, tæpper, punge og tasker, alt sammen håndlavet og til ingen penge, så man fik bare lyst til at købe det hele. De ansatte må virkelig ikke få ret meget i løn...
Det næste sted, vi tog til, var et af de to silkeværksteder, der er i Myanmar. Her sad der kvinder og vævede de flotteste mønstre i silke ved håndkraft. Det var virkelig en langsommelig proces. Jeg er i hvert fald glad for, at det ikke er mig, der skal sidde i den larm og stilling på en træbænk en hel dag, og så nærmest ikke komme nogen vejne. På den anden side af vejen havde de en lille butik, hvor man så kunne købe tørklæder, tøj, punge osv. Lige noget for en flok piger som os! ;-)
Efter vi havde fået vores shoppinglyst stillet gik turen mod Amarapura, hvor en af Myanmars største munkeskoler, Mahagandayon, ligger. Vi ankom dertil omkring klokken 10 - lige i tide til at se de omkring 5000 munke få frokost (deres sidste måltid inden solnedgang..) Uddelingen af mad bliver varetaget af lokale burmesere, der har doneret mad til munkene. Buddhisterne mener nemlig, at det påvirker deres karma positivt at hjælpe munkene. Munkene stiller sig op i én lang kø, hvor de så venter i stilhed på, at det bliver deres tur til at få mad. Ved skolen mødte vi et ældre dansk ægtepar - de første danskere vi har set indtil videre.
Fra munkeskolen gik turen til Inwa, der er en af de tidligere kongelige hovedsæder omkring Mandalay fra omkring 1364. Her gik turen rundt i topersoners hestevogn, i ægte "det lille hus på prærien"-stil, dog bare igennem en bananplantage i stedet for prærien. På turen så vi kongens tidligere bolig, Bagaya Kyaung, hvor der indenfor foregik undervisning af munke. Selve bygningen mindede meget om paladsbygningen dagen før. Vi så også dronningens bolig, som hun havde fået bygget, da hun ikke syntes, at kongens var flot nok. Den var bygget i hvide mursten, og havde helt sikkert været rigtig flot i sin storhedstid! Derudover kørte vi forbi udsigtstårnet "the leaning tower of Ava", som i dag er for farligt at gå op i. Det var vi dog glade for, da vi i middagsheden på ingen måde kunne overskue at skulle op af en helt masse trappetrin. ;-)
Eftermiddagen skulle efter planen have været brugt på en tur til Sagaing og udforskning af flere pagoder. Men varmen var fuldstændig ulidelig, og vi var trætte og nogle lidt syge, så vi blev enige om at skære lidt af programmet, så vi kunne komme hjem og få os en lur. Vi er også ved at have set ret mange pagoder efterhånden og i Bagan er der omkring 3000 mere...
Sidste stop for dagen gik dermed til U Bein bridge, der er verdens længste træbro på 1,2 km, som krydser floden i Mandalay. Broen var et rigtig flot stykke bygningsværk, men også rimelig gammel og vakkelvorn, og da vi blev tilbudt at komme med halvvejs ud og tilbage igen, var vi tre piger, der pænt takkede nej, og blev inde over land. Ustabile træbroer med huller mellem og i plankerne, uden gelænder, et par meter over vand har aldrig været min stærke side.
Til aften ville vi på egen hånd finde hen til den restaurant som vi spiste på dagen inden, da det var virkelig lækker mad, uden ris og nudler. Men fejlkommunikation og en forkert adresse gjorde at vi endte det forkerte sted med vores meget lidt engelsktalende chauffør. Men med hjælp fra hotellet via telefon som tolk og nogle venlige lokale fandt vi dog til sidste frem til restauranten. Det blev fejret med en lækker middag med dessert og det hele og en regning på lidt over 63.000 - heldigvis i kyat :P
Lørdag morgen gik turen så videre fra Mandalay til Monywa, og det var derfor tid til endnu engang at pakke tasken sammen. Selve turen foregik med lokal bustrasport (læs: MEGET lokal, som i ingen air condition, halvt ødelagte sæder og meget lidt plads..) og var sat til at tage omkring 4 timer. Men da chaufføren var rimelig vild med fart, tog turen kun 3 timer, hvilket var rart nok, selvom jeg undervejs flere gange frygtede for mit liv - vi kom trods alt levende frem :P
Da vi kom til Monywa blev vi kørt til hotellet, som er et af de eneste her i byen, og fik resten af dagen fri til at slappe af - rigtig dejligt.
Til aften gik vi os en tur ned i midtbyen, hvor der var night marked, med en masse små boder og nogle meget gamle tivolisgtige karruseller, da det her i weekenden er "Pagoda festival" her i byen - rigtig godt timet! Vi fik dog ikke set markedet rigtigt, da der var så vanvittigt mange mennesker, at det var umuligt at komme rundt.
Monywa er ikke præget ret meget af turisme, som Mandalay var, hvilket er virkelig rart! Her er ingen gadesælgere, der forfølger os, eller angriber, så snart man ankommer til seværdighederne :-)
I går tog vi fra mogenstuden til Shwe Ba Daung, der er et område på den anden side af Chindwin floden. Området er meget præget af tørke her efter regntiden, og er et af de største områder med kobberminer i Myanmar.
Her kørte vi op i bjergene for at se Po Win Daung hulerne. Alle disse huler er hugget ud af bjerget ved håndkraft, og indvendigt udsmykket med buddhaer, der også er hugget direkte ud af klipperne, og freskoer. Der var dog noget andet, der stjal fokus fra de flotter huler, områder er nemlig hjemsted for en masse aber, der bor og lever i hulerne i området. Så det var med at holde på hat og briller, så de langfingrede banditter ikke fik fat i det. Men aberne var også virkelig søde og vant til mennesker, så vi kom så tæt på, at vi kunne fodre dem med peanuts. Til gengæld gav de os lov til at opleve alt fra slåskampe, amning og parring, så der var absolut ingen blufærdighed der ;-)
Efter vores tur op i bjergene tog vi tilbage til Monywa for at få frokost og efterfølgene udforske markedet, der i dagtimerne er knap så befolket.
I dag er vores færd gået videre til Bagan, hvor vi igen har fået pool på hotellet - jubiii :D
Tænker på jer derhjemme, og håber at I har det godt! Tak til jer, der sender mig hilsner og snaps, så jeg trods alt kan følge lidt med i alt det jeg går glip af
- comments
Hanne og Jan Rigtigt spændende at følge din rejse, håber på fortsat god tur til jer alle.
Lene Skøtt Hej Caroline Dejligt at læse din blog så vi kan følge med i, hvad I oplever. Vi glæder os til at læse mere. Hilsen Lene , Cecilies mor
Onkel Halløjsa globetrotter i den fugtige varme. Læser spændende dine breve og det lyder godt nok fedt og fedt at få lov til at opleve det. Helle ligger i sofaen og er helt smadret, hun har cyklet Saltum klassiker i øsende regnvejr og stiv kuling fra øst, så hun lignede en druknet mus dyppet i mudder.....