Profile
Blog
Photos
Videos
Sååååå er vi kommet til Myanmar (som det jo hedder hernede) og har haft den første dag med oplevelser :-)
Selve rejsen herned tog lige over et døgn, så det var en rigtig lang og hård tur. Først fløj vi i 5 en halv time til Doha, hvor vi ventede i 4 timer. Derefter tog vi en nattur til Bangkok på 6 timer, for at vente i 5 timer, inden vi igen fløj videre her til Yangon. Men flyene var rigtig lækre, og selvom at vi fløj på economy class følte man sig som en baron med en kæmpe touch skærm med det nyeste i musik, film og spil, og alt man vil have at drikke - gratis vel og mærket ;-) Men selvom det var gode fly, tog turen hårdt på mig. Jeg fik kun sovet i omkring 3 timer i flyet og så en halv times tid i Bangkok lufthavn, og var derfor rigtig smadret, da vi ankom til vores hotel kl 19 lokal tid. Det blev heller ikke til ret meget mere end aftensmad, inden sengen kaldte... Men så var jeg også rimelig frisk, da vækkeuret ringede ved 7-tiden :-)
Dagen i dag har budt på sightseeing i Yangon. Vi startede med at blive kørt til den lokale togstation, hvorfra vi skulle køre ud til udkanten af byen - på rigtig burmesisk vis og sammen med alle burmeserne. På togstationen var der mange familier, som brugte deres tid på at fjerne sten på skinnerne. Hele familier, med børn i alle aldre, sad derfor på skinnerne, både med og uden bukser på. Turen tog en times tid og var rigtig varm. Det hjalp dog på det, at der ikke var vinduer eller døre, hvilket gav en naturlig air condition ;-)
Da vi steg ud af toget, lettere svedige, trådte vi direkte ud i et marked, som også blev afholdt halv på skinnerne. Her blev der solgt alt fra grønsager til madretter, blomster og levende kyllinger.
Turen gik videre i minibus med privatchauffør (og air condition!!) til en pagode i udkanten af byen. Undervejs startede et voldsomt regnvejr, som varede i et par timer. Men det gør ikke så meget, at der regner. Faktisk var det lidt befriende, når der ellers er omkring 35 grader... (det skal man lige vænne sig til!)
Da vi skulle ud af bussen og op i pagoden var det af med skoene og ud i regnvejret i bare tæer. To af de piger, der er med på turen, fik ikke lov til at komme med ind, da de havde bare skuldre og knæ. Men vi ande kom op i selve pagoden, hvor der var udsmykket med guld og buddhaer. Man fik dog ikke lov til at fotografere det uden videre - det kostede nemlig 500 kyats. Men det er jo lige til at holde til, når det kun svarer til omkring 2,5 danske kroner. Der nemlig en anden ting om Myanmar - pengene er INTET værd. Det betød så også, at da vi vekslede 100 dollars i lufthavnen fik vi næsten 100.000 kyats tilbage - hvilket er en stor stak sedler, når den største er på 5000.
Videre fra pagoden kørte vi til et elefanttempel, og derefter gik turen tilbage til hotellet, hvor vi kunne slappe af inden vores aftentur.
Aftenturen gik til Shwedagon pagoden, som er Myanmars største pagode - og den var også kæmpe stor! Man kom op med en elevator og gik ind i, hvad der mest af alt mindede om en lille landsby af træ og guld, men et kæmpe monument i midten, der var beklædt med guld og ædelstene, som alle er doneret af det burmesiske folk. Det er vildt at tænke på, at de alle lever i ekstem fattigdom, men samtidig er villige til at donere alle deres værdier til sådan et sted. Men det siger rigtig meget om, hvor meget deres religion betyder for dem. Der var også buddhister og munke overalt, som enten bedte, hældte vand over buddhaen ved deres ugedag eller fotograferede herligheden - det var nemlig et stort sted for specielt thailandske buddhister. Det er næsten umuligt at beskrive hvor flot det hele var, så det må vente til jeg får internet på en computer, så jeg kan overføre billeder her til bloggen :-)
Vores guide hernede kalder sig Mester O, og er rigtig sød. Han prøver på bedste vis at snakke med os på dårligt engelsk og prøver at lave sjov, hvilket dog ikke fungerer så godt, når vi ikke rigtig forstår hvad han siger.. Men han gør alt hvad han kan, for at vi har det godt, og det er virkelig rart :-)
Der er nok nogen af jer, der undrer sig over titlen på dette indlæg, men det skyldes at burmeserne jo på ingen måde er vant til turister, og derfor elsker at fotografere os, selv blive fotograferet eller blive fotograferet sammen med os. Det startede allerede i lufthavnen, hvor jeg blev fotograferet i smug af nogle unge mænd. På markedet i dag råbte de "photograph" efter os og ved Shwedagon pagoden ville munkene fortograferes sammen med os. Men folkene er rigtig søde, smilede og på ingen måde nærgående, så det er rigtig rart. De rejste sig også for os i toget, og blev skuffede, hvis ikke vi ville sætte os. Så alt i alt har jeg fået en god start på turen. :-)
Jeg beklager, hvis der er stavefejl og lignende, men denne smørre er skrevet på min telefon, da det eneste internet er virkelig ustabilt wifi på hotellet. I morgen skal vi ind til Yangon igen, og i morgen aften skal vi med en bus det meste af natten til til noget der hedder Golden Rock. Næste oplæg kommer nok, når jeg kommer til Yangon igen mandag.
Hyg jer derhjemme.
Kram fra mig :-D
- comments